I dag fejrer vi for 169. gang, at Danmark er et demokrati, sikret ved den første grundlov 5. juni 1849. Og mindst lige så vigtigt: Gennem årene er demokratiet blevet udviklet og forbedret gennem ændringer, der blandt andet har sikret valg- og stemmeret til kvinder, fattige og yngre mennesker. Demokratiet er blevet bredt stadig mere ud.
Det fejres med politiske taler, flag, kaffe og kage mange steder, men måske forstyrres idyllen af, at denne den mindst ringe styreform er under pres, både herhjemme og ude i verden.
Den uafhængige amerikansk funderede tænketank Freedom House har siden 1941 registreret demokratiets tilstand på kloden, og den seneste rapport for 2018 er mildt sagt ikke opmuntrende. Her måles udviklingen inden for basale demokratiske forhold som frie og fair valg, ytrings- og pressefrihed, retsstatens principper og minoriteters rettigheder. For 71 lande blev der noteret tilbagegang på de områder, mens der kun var fremgang i 35 lande. Samlet set er det dermed 12. år i træk med tilbagegang for demokratiet som styreform.
I Danmark kritiserer rapporten stramningerne af flygtninge- og integrationslovgivningen, og det har sænket landets score fra de optimale 100 til nu 97 på Freedom Houses demokratiskala. Netop den type af kritik har imidlertid gjort demokratidebatten betændt, for nogle ser det som udtryk for, at den politisk korrekte elite bare ikke kan tåle, at vælgerne stemmer til højre, stemmer Storbritannien ud af EU eller vælger regeringer, der lukker grænser og udviser emigranter. Det har intet med en demokratisk krise at gøre, mener de.
Hvad det præcis vil sige at have demokrati eller folkestyre, har været genstand for debat i mange år. I hvor høj grad skal et demokrati for eksempel tage hensyn til politiske mindretal? Er demokrati først og fremmest institutioner som frie og hemmelige valg, ytrigsfrihed og magtens deling, eller er det afgørende samtalen, som kirkehistorikeren, dr.theol. Hal Koch sagde?
Mange svar gives, men en overordnet svaghed er, at demokratiet altid rummer muligheden for at afskaffe sig selv. Et flertal kan bringe en diktator til magten, der igen kan sætte demokratiet ud af kraft. Det var, hvad der skete i Tyskland i 1930’erne, og nogle ser i dagens internationale udvikling varsler om, at historien er ved at gentage sig.
Den amerikanske udenrigsminister fra 1997 til 2001 Madeleine Albright har skrevet en bog med den manende titel ”Fascisme – en advarsel”, der snart udkommer på dansk, og heri nævner hun blandt andet, at historien viser os, at fascister kan erobre høje embeder via valg, og at fascismen kan komme snigende gennem mange små i sig selv ubetydelige udviklinger.
Hun ser præsident Donald Trumps fremmarch og ageren som et eksempel på det.
Det er hårde ord i juni, som heldigvis fortsat ligger langt fra den brede opfattelse af de demokratiske forhold her i landet. Her kan nævnes både positive og negative tendenser.
Til de positive hører, at valgdeltagelsen i international målestok fortsat er meget høj ved danske valg. Både på de sociale og de mere traditionelle medier er der ofte en levende samtale om, hvor vores samfund skal bevæge sig hen.
Til de negative tendenser kan regnes, at de politiske partier fortsat har få medlemer i forhold til deres glansperiode først i efterkrigstiden. De lave medlemstal gør det sværere at rekruttere kvalificerede kandidater til kommunalbestyrelser, regionsråd, Folketinget og Europa-Parlamentet. Det har også ført til professionalisering af det politiske arbejde og formentlig til mere topstyring i partierne.
En opgørelse fra Ugebrevet Mandag Morgen sidste år viste, at tilliden til politikere siden Magtudredningen fra 2003 er faldet ved hvert eneste folketingsvalg, så det nu ligger på det laveste niveau siden midten af 1980’erne.
Læg hertil, at det kniber med at engagere især unge, lavtuddannede og indvandrere i den demokratiske proces. Samt at der blandt de folkevalgte er en meget skæv uddannelses- og erhvervsfordeling.
Højt uddannede og offentligt ansatte dominerer i en grad, så man med rette kan spørge, hvor meget det har at gøre med folkestyre.
Så jo, i en vis forstand er der behov for at ”redde demokratiet”. Spørgsmålet er, hvem der skal gøre det og hvordan.
Oplagt er, at politikere, presse og vælgere har hver deres ansvar for at bidrage til det. Politikerne skal nok overveje både form og indhold i den politiske debat. Medierne er af natur konfliktsøgende, men nogle gange kunne det eksempelvis give mere mening at nuancere formidlingen til andet og mere end rød mod blå blok.
Den væsentligste forudsætning for et mere velfungerende demokrati er imidlertid den enkelte borgers engagement. Melder flere sig ind i partierne, blander sig i den politiske debat og stiller op til valg, vil mange af de demokratiske udfordringer svinde ind.