Prøv avisen

Skandinaviens forskelligheder ses i monarkernes taler

Den norske konges og den svenske konges nytårstaler er på mange måder meget forskellige fra Dronning Margrethes. Dronningen er mindre politisk, end Norges konge er, skriver historiker Lars Hovbakke. Foto: Henriette Dæhli/ritzau

Når kong Carl Gustaf i i Sverige og kong Harald i Norge holder deres traditionelle jule- og nytårstaler, adskiller de sig markant fra dronning Margrethe ved at være mere politiske. Det gør talerne mere konkrete, men åbner samtidig for, at befolkningerne splittes mere, skriver historiker Lars Hovbakke, der har læst de tre skandinaviske monarkers taler

Den danske dronnings og den norske konges nytårstaler d. 31. december og den svenske konges juletale d. 25. december var tre meget forskellige taler. Sådan er det hvert år. Talerne afspejler nemlig nogle grundlæggende forskelle mellem de tre skandinaviske lande, deres monarker og den rolle og betydning, som kongehuset har i hvert af landene.

I Norge indleder kong Harald 5. ofte talen med et citat af en norsk forfatter. Det gjorde han også i år, hvor det var Åse-Marie Nesse (1934-2001), han citerede. Og han bruger altid citatet til at sige noget almengyldigt om forholdet mellem mennesker i det moderne samfund.

Den danske dronning og den svenske konge kommer i deres taler også ofte med lignende almengyldige betragtninger. Men i modsætning til den norske konge binder de dem ikke op på et citat af en landsmand. Denne forskel afspejler tydeligt, hvordan den nationale stolthed stadig i dag spiller en anderledes rolle i Norge end i Danmark og Sverige. Fordi Norge er en yngre stat end Danmark og Sverige. Først i 1905 opnåede Norge sin fulde selvstændighed fra Sverige. Det er ikke længere tid siden, end at mange ældre nordmænd stadig kan huske, hvordan deres forældre har fortalt om, hvordan Norge gjorde sig fri af de svenske konger.

En anden væsentlig forskel på de skandinaviske monarkers taler er, at den norske og den svenske konge er meget mere konkrete end den danske dronning, når det kommer til politiske emner. I år talte kong Harald blandt andet varmt for frivilligt arbejde, for menneskerettigheder, for kvinders frihedsrettigheder og ligestilling og for naturbeskyttelse og en grøn politik. I Sverige kom Carl 16. Gustaf ind på blandt andet den aktuelle debat om seksuelle krænkelser af kvinder og på klimaspørgsmålet. Om det sidste sagde han blandt andet:

”Klimamødet i Bonn i november blev en bekræftelse på, at den vigtige aftale fra Paris fra 2015 ligger fast. Stigende globale udslip vækker uro. Men der findes konstruktive kræfter, som er klar til at tage ansvar for fremtiden.”

Han kaldte med andre ord indirekte den amerikanske præsident Donald Trump for ansvarsløs. En sådan bredside mod et udenlandsk statsoverhoved ville dronning Margrethe aldrig komme med i sin nytårstale. Og disse eksempler fra i år er ikke enestående. Både den norske og den svenske konge har altid meget mere tendens til at politisere end den danske dronning.

Dette er også en væsentlig del af forklaringen på, at kongehuset i Danmark, når man ser på et gennemsnit af meningsmålingerne over de seneste mange år, generelt er mere populært end kongehuset i både Norge og Sverige. Når den norske og den svenske konge kommer med konkrete udtalelser om aktuelle mere eller mindre politiske spørgsmål, vil de ofte have en tendens til at splitte befolkningen, i stedet for at samle den. Der vil jo altid være nogen, som er uenige med dem.

Det gælder også, når den svenske konge giver en ”opvisning” i den velkendte politiske korrekthed ved, straks efter at have sagt, at ”Julen er en kristen højtid. Vi fejrer den til minde om Jesu fødsel”, skynder sig at tilføje: ”Men julens budskab – om fred, glæde og fællesskab – det er universelt og kan omfattes af alle. Uanset, hvor man kommer fra, eller hvad man tror på.”

Selv om mange svenskere nok vil være enige med kongen, er der nok også nogle af Sverigedemokraternas efterhånden ganske mange vælgere, som det vil falde for brystet.

Et andet interessant aspekt ved den svenske konges juletale er, at han gjorde et stort nummer ud af at fremhæve samarbejdet mellem de nordiske lande. Det er mange år siden, at dronning Margrethe har nævnt det nordiske samarbejde i en nytårstale. Ganske vist havde den svenske konge en konkret anledning til at gøre det i år: 100-året for Finlands selvstændighed, som blev festligholdt at samtlige de fem nordiske statsoverhoveder. Men samme anledning havde dronning Margrethe og kong Harald jo haft, hvis de havde ønsket at bruge den til at slå et slag for relationerne mellem de nordiske stater.

Når kong Carl Gustaf, men ingen af de to andre skandinaviske monarker kom ind på emnet, skyldtes det især to ting: For det første, at Sverige og Finland af såvel historiske som aktuelle sikkerhedspolitiske grunde har et ganske særligt nært forhold til hinanden. Finland var en del af Sverige fra midten af 1100-tallet og helt frem til 1808. Altså i næsten 700 år. Desuden spiller Finland stadig den dag i dag på grund af sin geografiske placering en stor rolle i Sveriges sikkerhedspolitiske overvejelser i forhold til forsvaret mod Rusland. For det andet er det nordiske samarbejde generelt af større betydning for Sverige end for Norge og Danmark, som i kraft af NATO-medlemskabet i højere grad end det alliancefri Sverige ser sig selv som en del af et større vestligt samarbejde, som også indbefatter USA.

De skandinaviske monarkers nytårs- og juletaler afspejler således de meget forskellige tilgange til det nationale og det internationale i de skandinaviske lande og de vidt forskellige roller, monarken spiller i denne sammenhæng.