Prøv avisen

Skandinavisk kultursnobberi udelukker USA

Flere litteraturforskere undrer sig over, at amerikanske forfattere, såsom Philip Roth, bliver forbigået af Nobelpris-komitéen år efter år. Foto: ERIC THAYER Denmark

Nobels litteraturpris er blevet en mere politisk end litterær pris. Og samtidig udtryk for skandinavisk kultursnobberi, siger en række litterære eksperter

De burde egentlig vide bedre. Men igen i år havde en lang række danske redaktører og litterære eksperter gættet på, at denne gang måtte Nobels litteraturpris gå til en amerikansk forfatter. For amerikansk litteratur er den mest oversatte i Skandinavien, der er mindst en håndfuld helt oplagte kandidater, og så er det 19 år siden, prisen senest gik til USA.

LÆS OGSÅ: Den 11. september indtager litteraturen

I torsdags blev navnet så offentliggjort: den uden for Kina helt ukendte Mo Yan. Den prioritering vækker stadig mere undren hos de danske redaktører og litteratureksperter. Det ligner nemlig efterhånden en bevidst forbigåelse af USA, og hvorfor nu det? Helt objektivt set burde prisen for længst være gået til eksempelvis Philip Roth eller Thomas Pynchon, mener adjunkt Tore Rye Andersen fra Aarhus Universitet, som er ekspert i amerikansk litteratur.

Nobelprisen burde være en slags verdensmesterskab i litteratur, men det er den desværre ikke. Den er mere et udtryk for Det Svenske Akademis uerkendte modvilje mod visse former for litteratur, siger han.

Akademiets talsmand indtil 2009, Horace Engdahl, sagde det endda selv direkte i 2008, da han udtalte, at amerikansk litteratur er alt for isoleret og selvtilstrækkelig samt begrænset af uvidenhed. Han tilføjede, at det var et faktum, at Europa er stadig den litterære verdens centrum.

Og den tankegang er han langtfra ene om, forklarer Tonny Vorm, mangeårig litteraturkritiker og magister i amerikanske studier. For der hersker en udbredt kritisk holdning i særligt Skandinavien til forfattere fra USA. Mens vi ynder at efterligne landets mainstream-kultur, rynker vi nemlig på næsen ad deres finkultur. Formentlig fordi den er kendetegnet ved at favne tiden og alle lag i befolkningen. Store forfattere som Philip Roth og Cormac McCarthy appellerer således både smalt og bredt. Og det passer ikke godt til en fin pris som Nobels litteraturpris.

Det er amerikanernes egen popularitet, der i høj grad spænder ben for dem. Men det er og bliver noget pjat. De har sproget og visionerne, og så har de folket i tale. Hvis en stor litterær pris skal betyde noget, skal den også gives til et værk, der har betydning for mange. På den baggrund kan jeg uden problemer nævne syv-otte amerikanske forfattere, der litterært set lever klart bedre op til prisen end flertallet af dem, der faktisk har modtaget den. Og så giver prisen jo ingen mening, siger Tonny Vorm.

Også litteraturredaktør på Morgenavisen Jyllands-Posten Jakob Levinsen er kritisk over for akademiets praksis. Men det skader akademiet mere end den amerikanske litteratur, mener han:

Hvis de aldrig peger på de mest oplagte forfattere, begynder man jo at betvivle deres mere overraskende og kontroversielle valg. Jeg synes, prisen efterhånden har fået større betydning politisk end litterært.

Den vurdering deler Tore Rye Andersen. Men han peger samtidig indad. For de skandinaviske forlags forkærlighed for at oversætte amerikansk litteratur kan meget vel også være skyld i, at netop den litteratur synes at være ugleset.

Det er, som om forlagene ikke er kritiske nok over for det, man kan kalde amerikansk mellemvare. Fransk og tysk litteratur har eksempelvis langt sværere ved at finde vej til danske boghandler. Den overproduktion har måske skadet amerikansk litteraturs generelle omdømme, siger han.