Prøv avisen

Skatteminister lover stabil støtte til frivillige organisationer

Netop nu er et embedsmandsudvalg ved at lægge sidste hånd på en evaluering af den liberalisering af spillemarkedet, som et stort politisk flertal satte i kraft i 2012. Foto: SCANPIX

Karsten Lauritzen (V) håber, at man med en yderligere liberalisering af spillemarkedet kan finde flere penge til de frivillige kirkelige, folkelige og humanitære organisationer, som er blevet hårdt ramt af liberaliseringen af området

Regeringen vil holde hånden under det frivillige forenings-Danmark.

Det løfte kommer nu fra skatteminister Karsten Lauritzen (V) forud for politiske forhandlinger om, hvordan de såkaldte udlodningsmidler til humanitære, folkelige og kirkelige organisationer skal fordeles i fremtiden.

Organisationerne har siden 2012 mistet flere hundrede millioner kroner, fordi danskernes spillevaner er under hastig forandring. Stadig flere sætter penge på netspil, oddset og lignende, som ikke kommer almennytten til gavn, hvorimod færre køber lottokuponer eller lodder i Klasselotteriet.

Det giver et mindre overskud i Dansk Lotteri Spil og dermed færre penge til foreningslivet, der får udlodningsmidler herfra. I 2012 var overskuddet på 1,5 milliarder kroner, mens det i 2015 endte på kun lidt over 1,2 milliarder kroner. Staten har dog kompenseret halvdelen af tabet for de almennyttige organisationer med ekstra tilskud via finansloven, men Karsten Lauritzen erkender, at udviklingen ikke er holdbar på længere sigt.

Netop nu er et embedsmandsudvalg ved at lægge sidste hånd på en evaluering af den liberalisering af spillemarkedet, som et stort politisk flertal satte i kraft i 2012.

Ændringen betød, at internationale, kommercielle firmaer fik lov til at konkurrere med Danske Spil om at tilbyde væddemål, kasino- og sportsspil på nettet mod at betale en afgift til staten.

Til gengæld skulle de frivillige organisationer fortsat tilgodeses af overskuddet i Danske Lotteri Spil. Det har som nævnt vist sig at være en skidt løsning for organisationerne, men en rigtig god forretning for staten. Den har fået langt mere ind i afgifter, end den har sat til ved de ekstra kompensationer til almennytten på finansloven de senere år.

Om de politiske forhandlinger siger Karsten Lauritzen:

”Formålet er blandt andet at sikre mere stabile rammer under det frivillige foreningsDanmark. I dag går det ud over foreninger, at flere oddser på nettet og færre køber lottokuponer. Det skaber ustabilitet om rammerne, og vi ønsker at sikre en større grad af stabilitet og holde hånden under det frivillige forenings-Danmark.”

Han erkender, at det er en økonomisk udfordring for den slunkne statskasse, og for regeringen politisk at blive enig med de øvrige forligspartier.

”Omfordeling af puljen er en mulighed. Den anden er at gøre kagen større ved en yderligere liberalisering af spillemarkedet, så man både kan få flere penge i statskassen og måske også give mere til overskudmodtagerne,” siger Karsten Lauritzen.

Han talte i lørdags på Danmarks Idrætsforbunds, DIF’s, årsmøde, hvor han også nævnte forhandlingerne om udlodningsmidler uden dog at love et bestemt beløb til organisationerne.

Formand for DIF, Niels Nygaard, har to ønsker til politikerne.

”Det ene er, at der sker en genopretning af puljen til det frivillige arbejde, og det andet er, at puljen fremadrettet bliver stabil, så vi ikke igen får et fald, som vi har haft de sidste år,” siger han.

Han fremhæver, at når staten samlet har fået flere penge i kassen fra spil, blandt andet fra selskabsskat fra licensspillene, bør det være muligt at finde midler til at genoprette støtten til de gode formål.

Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, DGI, og DIF har som fælles mål, at i 2025 skal mindst halvdelen af befolkningen være idrætsaktiv i en forening, og 75 procent skal være idrætsaktiv i det hele taget. Det samme mål har regeringen i sit regeringsgrundlag, og ifølge Niels Nygaard er det et godt argument for at sikre det frivillige arbejde økonomisk støtte.

Den hidtidige nedgang i udlodningsmidler har ikke haft voldsomme konsekvenser for idrætsorganisationerne, vedgår han, men udbuddet af uddannelser og nye aktiviteter har været lidt mere afdæmpede, end de ville have været, hvis man have fået de penge, der blev stillet i udsigt i 2012.