Skatten stiger næste år i ti kommuner

Tal viser en foreløbig kommunal skattestigning på 122 millioner kroner i 2022. I Gentofte stiger skatten mest.

Ti kommuner sætter skatten op i 2022, mens seks kommuner sætter skatten ned.

I alt viser foreløbige tal en kommunal skattestigning på 122 millioner kroner næste år. Men regeringen ønsker at nedsætte den statslige bundskat, så den samlede skat for borgerne i landet "under ét" ikke stiger.

Det skriver Indenrigs- og Boligministeriet i en pressemeddelelse. Det sker, efter kommunerne har vedtaget deres budgettet og skatter for næste år.

Den endelige opgørelse af skatteresultatet forventes dog først i december, lyder det.

Den største kommunale skattestigning bliver i Gentofte Kommune. Her stiger udskrivningsprocenten med 0,37 procentpoint til 24 procent.

Det svarer til øgede indtægter på 99,2 millioner kroner.

Udskrivningsprocenten er den skatteprocent, der bruges til beregning af den kommunale indkomstskat.

Også i Helsingør, Greve, Solrød, Odense, Fanø, Horsens, Lemvig og Skanderborg stiger skatten.

Modsat bliver udskrivningsprocenten sænket i Kalundborg, Kerteminde og Norddjurs. I Kerteminde sænkes dækningsafgiften for erhvervsejendomme også.

Det samme sker i Næstved, Odense, Holbæk og Egedal.

Af de vedtagne skattestigninger er 42 millioner dog uden for rammerne i udligningsreformen fra 2020. Dermed vil der komme en modregning i bloktilskuddet svarende til den ekstra skattestigning.

Udligningsreformen har givet kommuner muligheden for at hæve skatten på statens regning, hvis kommunerne stod til at tabe penge på udligningsreformen.

Reformen skal skabe "et Danmark i bedre balance", som det lød i aftaleteksten. Dermed skulle der skabes mere ligevægt mellem landets kommuner heriblandt på skatteprocenten.

/ritzau/