Skilsmissebørn bliver oftere enlige som voksne

Flere skilsmissebørn fravælger det varige parforhold som voksne, men de er lige så lykkelige som danskerne som helhed

Når man har oplevet brud i sin opvækst, vil en typisk psykologisk forsvarsmekanisme være, at man forsøger at beskytte sig mod et tab ved ikke at forpligte sig i et forhold, siger familielivsforsker Per Schultz Jørgensen.
Når man har oplevet brud i sin opvækst, vil en typisk psykologisk forsvarsmekanisme være, at man forsøger at beskytte sig mod et tab ved ikke at forpligte sig i et forhold, siger familielivsforsker Per Schultz Jørgensen.

Forfatteren Katrine Marie Guldager, 45 år, er barn af den første skilsmissegeneration, og når hun betragter sig selv og de andre voksne børn af skilsmissegenerationen, ser hun nogle fælles træk. Selv er hun gift og er i øjeblikket på barsel med sit andet barn.

Det er givet, at mange i min generation ikke ved, hvordan man får en familie til at fungere, fordi man ikke har den erfaring med sig hjemmefra. Man skal så at sige starte forfra, og det går ofte galt. Som udgangspunkt tror jeg, at skilsmissebørn er mere rastløse og hurtigere til at give op, og jeg tror, det er en rastløshed, som nemt kan gå i arv, siger Katrine Marie Guldager.

LÆS OGSÅ: Tiden læger ikke alle sår

Skilsmisser blev mere almindelige op gennem det 20. århundrede, men det var i 1970erne, at udbredelsen voksede. Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, har lavet en stor undersøgelse af generationen, som blev født i 1973. Godt en fjerdedel af børnene fra årgang 1973 oplevede, at forældrene gik fra hinanden, inden børnene blev 18 år.

Katrine Marie Guldager siger:

Med de store omvæltninger, der skete i Danmark i 1970erne, synes jeg generelt, at relationer er blevet mindre forpligtende. Man er hurtigere til at kassere hinanden, fordi ens liv udelukkende drejer sig om at realisere sit eget potentiale. Hvis man kommer fra en baggrund med mange brud, kan man nemt komme til at vænne sig til, at intet er for evigt, og derfor vil man med jævne mellemrum skifte arbejde, mand og hus ud, så det passer ind i ens selvforståelse og livsprojekt.

I forbindelse med den seneste udgave af Danskernes værdier fra 2011 undersøgte familielivsforsker og professor i socialpsykologi Per Schultz Jørgensen skilsmissebørns liv som voksne, men talmaterialet blev aldrig publiceret.

LÆS OGSÅ: Skole holder gruppeterapi og samtaler med skilsmissebørn og deres forældre

Undersøgelsen viste, at godt hvert femte skilsmissebarn som voksen var enlig, mens det gælder for godt hver tiende i befolkningen som helhed.

Det ser ud til, at skilsmissebørn holder sig mere tilbage, når det kommer til at indgå i et forpligtende forhold. Når du har oplevet brud i din opvækst, vil en typisk psykologisk forsvarsmekanisme være, at man forsøger at beskytte sig mod et tab ved ikke at forpligte sig i et forhold, siger Per Schultz Jørgensen.

Han har også set på sammenhængen mellem livsglæde og en barndom som skilsmissebarn, og her spores der ikke nogen markant forskel mellem skilsmissebørn og andre.

LÆS OGSÅ:
Hvert tredje skilsmissepar ender med at strides om børnene

Det tal er vigtigt at holde sig for øje, for man kan sagtens få et lykkeligt liv, selvom ens forældre blev skilt, siger han.

Sognepræst Søren Her-mansen i Sorgenfri Kirke nord for København har jævnligt samtaler med voksne skilsmissebørn. Barndommen i en brudt familie bliver taget op ved vielses- og dåbssamtaler.

Voksne skilsmissebørn skiller sig ofte ud i en vielsessamtale ved at være meget bevidste. De er typisk fast besluttede på at gå ind i ægteskabet med den historie, som er deres, og forklarer, at de vil gøre det bedre end deres forældre. En god del af disse par løber jeg på senere, og det er ikke altid, at intentionen om at blive i ægteskabet holdt. Men voksne skilsmissebørn har en anden ballast i en skilsmisse. Gennem deres historie har de nogle spor, som måske er smertefulde, men hvor konklusionen er, at man kan komme godt ud på den anden side af en skilsmisse, siger Søren Hermansen.

Tegning: Peter M. Jensen
Tegning: Peter M. Jensen Foto: .