Skilsmisseforældre kommer let til at overse barnets tarv

Det står langtfra altid klart for forældre, hvad der er bedst for deres børn. Alt for ofte kommer egne behov og følelser i vejen, og derfor bør de opdrages til at samarbejde, når samlivet går stykker, mener flere

Illustration: Morten voigt
Illustration: Morten voigt.

Når begrebet familie bliver splittet op i delene far, mor og børn, opstår der ikke sjældent konflikter. For hvor skal børnene bo, og hvem må bestemme, hvor børnene skal gå i skole, om de må gå til fodbold hver uge og tage med på ferie?

LÆS OGSÅ
: Forældre strides stadig trods lov om delt ansvar for børn

Fælles forældremyndighed er langtfra altid ensbetydende med fælles forældresamarbejde, viser en evaluering af forældreansvarsloven, som Det Nationale Forskningscenter For Velfærd (SFI) offentliggør i dag.

Sigtet med loven, der trådte i kraft i 2007, var ellers, at flere forældre skulle have fælles forældremyndighed og dermed samarbejde om de fælles børn. Derfor blev udgangspunktet for domstolene den fælles forældremyndighed, og dernæst må man se på forhold, der kan fratage den ene forælder myndighed eller samvær. Af hensyn til barnet, hed det sig.

Men nogle gange kan den af dommeren bestemte fælles forældremyndighed ligefrem fastholde konflikter i forældresamarbejdet, forklarer seniorforsker Mai Heide Ottosen, som står bag rapporten.

Dem med eneforældremyndighed kan så at sige bare lukke døren og føler sig ikke forpligtet til at bevare et samarbejde. Men for dem med den fælles forældremyndighed er der nogle andre forpligtelser, så de skal forsøge at blive enige om nogle ting i forhold til børnene. Og når de tvinges til det samarbejde, kan det hyppigere udvikle sig til konflikter, siger hun.

Evalueringen fra SFI viser, at de forældre, der er tvunget til fælles forældremyndighed, i knap halvdelen af tilfældene ikke taler sammen om hverdagsemner, der vedrører barnet. Og nogle gange udvikler det sig til regulære konflikter, hvor forældrene eksempelvis er meget lidt fleksible, så det bare er ærgerligt, hvis farmors fødselsdag eksempelvis ligger i mors uge.

Og det undrer slet ikke psykolog og leder af Center for Familieudvikling Annette Due Madsen. Hun arbejder til daglig med at rådgive blandt andre skilte forældre til et bedre samarbejde og ser, hvordan forældrene typisk kan have svært ved at sætte børnenes behov over deres egne.

Intentionen med loven har sikkert været god, fordi den understreger begge forældres ansvar og barnets ret til både en far og en mor. Men det bliver i praksis meget tit de voksnes ret, der kommer i centrum. Ikke fordi de er onde, men fordi de også er sorgfulde, sårede og krænkede, siger hun og påpeger, at det ofte kun er den ene af de voksne, der ønsker en skilsmisse.

Det vil sige, at når den ene part ønsker et brud, er den anden ofte overladt til kun at være sammen med deres barn halvdelen af barnets barndom. Og at det er den tidligere ægtefælle, der så at sige bestemmer det. Det er rigtig barskt, når man ikke selv har valgt det, og selvom mange forældre har gode motiver, mangler de hjælp til at se det fra barnets perspektiv, siger hun.

At den enkelte forælders følelse af retten til sit barn kommer i fokus er måske nok naturligt, mener lektor i familieret og forsker ved Center for retskulturelle studier på Københavns Universitet Annette Kronborg. Men at samfundet som sådan har givet forældrene lov til at kræve deres ret frem for barnets, er forkert og vidner om et skred væk fra begrebet familie.

Staten vil altid sige, at hvis forældrene bare opførte sig korrekt, ville det ikke gå ud over barnet, og at sigtet er barnets tarv. Sådan vil statens logik altid være. Men man kan spørge, om det er et realistisk menneskesyn, eller om vi har fået bredt normalitetsbegrebet for langt ud, siger hun.

Før i tiden var det normale ægteskabet, men det gjorde man op med i 1960erne. Så kom blandt andre de ugifte samlevende, de skilte forældre, de homoseksuelle forældre og forældre, der aldrig har været samlevende, forklarer Annette Kronborg.

Alle de her mennesker, der ikke nødvendigvis har forpligtet sig på familien, som man gjorde engang, de skal nu være i stand til sammen at have blik for barnets bedste, være nogenlunde enige om, hvad det overhovedet betyder, og så tage ansvar for det, siger hun og forklarer, at man med en lovgivning med udgangspunkt i den fælles forældremyndighed har forsøgt at få den til at virke opdragende på forældrene, så de, alene fordi de skulle tage fælles ansvar, også gjorde det.

Men den effekt tror Annette Kronborg slet ikke på, og derfor er hun heller overrasket over evalueringsrapporten fra SFI. Hun mener, at man i højere grad må søge tilbage til nogle af de gamle forpligtende familiebegreber og i lovgivningen formulere konkret, hvordan forholdene for børn skal være, for at en forælder kan få forældremyndigheden.

Vi har opgivet konstellationen familie, ligesom vi har opgivet nationen til fordel for globaliseringen. Men vi har brug for at se på, hvad der netop er godt for barnet og ikke for forældrerens individuelle ret. Jeg så gerne, at man formulerede nogle familiekategorier og -betingelser med udgangspunkt i barnets tarv. Men det er næsten umuligt at få politisk igennem, siger hun.

Familierådgiver Annette Due Madsen tror dog stadig på, at moderne skilte forældre ofte kan få det til at fungere. Hun taler derfor for, at forældre før og efter en skilsmisse tilbydes rådgivning og undervisning betalt af kommune eller stat. Så kan de få hjælp til at lære at tale sammen og samarbejde, men især til at se og sætte barnets tarv foran deres eget:

Man hører tit en forælder sige vi har valgt at dele vores børn med skiftevis en uge til hver og så løber tårerne ned ad kinderne men jeg kan nu se, at det er af hensyn til mig selv. Og det kan vi ikke byde så små børn.

dalsgaard@k.dk