Prøv avisen

Skilsmisser når rekordniveau

Den lettere procedure kan være en del af forklaringen på stigningen i antallet af skilsmisser, siger Helle Larsen, der er formand for Danske Familieadvokater. Foto: Rune Evensen/

Siden den 1. juli 2013 har man kunnet blive skilt med NemID. Det kan forklare det store antal skilsmisser

Ved vielsen sværger det kommende ægtepar troskab til hinanden i medgang og modgang, men det betyder ikke, at ægtefolkene holder ord. Stadig flere ægteskaber ender med skilsmisse, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I 2013 blev 36.449 personer med en dansk adresse skilt. Det er en stigning på 20 procent i forhold til 2012, hvor 30.292 personer blev skilt.

Det er samtidig det højeste antal skilte personer i de seneste otte år.

Siden den 1. juli 2013 har det været muligt at blive skilt over nettet blot ved hjælp af NemID, og det har gjort det muligt at hoppe separationsperioden på et halvt år over.

Den lettere procedure kan være en del af forklaringen på stigningen i antallet af skilsmisser, siger Helle Larsen, der er formand for Danske Familieadvokater.

LÆS OGSÅ: Nye regler fører til flere skilsmisser

Tallene kan være udtryk for, at nogle, der tidligere skulle have været igennem en separationsperiode på et halvt år, har valgt at blive skilt med det samme, hvis de bare har været enige om det.Derfor kan der være tale om en forskydning, hvor par, der har været gennem et separationsforløb, bliver skilt plus dem, der er blevet skilt umiddelbart som følge af de nye regler, tæller med i statistikken, siger hun.

Helle Larsen pointerer, at statistikken kan vende igen, når de nye regler har været i spil over en længere periode.

Vi kan først sige, om det er en tendens med flere skilsmisser, når vi har haft reglerne igennem et længere stykke tid, siger hun.

Skilsmissetendensen afspejler sig i hele Europa, siger seniorforsker Klaus Æ. Mogensen, Institut for Fremtidsforskning.

En af forklaringerne er, at ægteskabet ikke er så stærk en institution, som det var tidligere, og det er ikke længere stigmatiserende at blive skilt. Derudover får parrene få eller ingen børn, og delebørn er meget mere almindeligt, siger han.