Skolebestyrelsesformand om kønsopdelte klasser: Nu handler det ikke længere om drift - men om politik

Skolebestyrelsen på Åvangsskolen blev ikke informeret, inden skolen valgte at opdele 8. klasserne i to hold efter køn

"Det handler pludselig ikke om læring, men om hvad vi som samfund mener om kønsopdeling og drenge og piger," siger formand for Åvangsskolens skolebestyrelse, Jakob Pindstrup von Cappeln, om skolens beslutning om at inddele 8. klasserne i to hold efter køn.
"Det handler pludselig ikke om læring, men om hvad vi som samfund mener om kønsopdeling og drenge og piger," siger formand for Åvangsskolens skolebestyrelse, Jakob Pindstrup von Cappeln, om skolens beslutning om at inddele 8. klasserne i to hold efter køn. Foto: Jakob Pindstrup von Cappeln.

I går mødte 8. årgang på Åvangsskolen i Rønne på Bornholm op til fysisk undervisning, efter at have været sendt til hjemmeskoling inden jul. Men alt var ikke, som det plejede at være. De 61 elever, der tidligere har været fordelt i tre klasser, er nu inddelt i to. Opdelt efter køn.

Beslutningen om at kønsopdele 8. klasserne frem til vinterferien har skabt debat blandt forældrene, hvor flere har stillet sig undrende over for beslutningen. 

Og det skal tages alvorligt, mener formand for skolebestyrelsen, Jakob Pindstrup von Cappeln.

”Det er lige meget, at der kun er fem, der er utilfredse. Det skal vi lytte til. Normalt er holdinddelinger fuldstændig ukontroversielle. Men det her skal vi lige have talt om,” siger han.

Bevæggrunden for kønsopdelingen kan findes i en besked, som skolen ifølge TV 2 har skrevet til forældrene. Heraf fremgår det, at en trivselsundersøgelse, der blev lavet blandt eleverne, viser, at årgangen generelt scorer lavt på spørgsmål om tryghed og motivation - og at man derfor har valgt at opdele klasserne på ny.

Men skolebestyrelsen har ikke været en del af beslutningen om at kønsopdele klasserne, siger Jakob Pindstrup von Cappeln.

Er det normal praksis, at man som skolebestyrelse ikke bliver informeret om sådan en beslutning?

”Hvis man sætter det lidt hårdt op, kan man tolke det som, at vi er blevet misinformeret, for skoleledelsen skal inddrage bestyrelsen i sådan nogle beslutninger. I dette tilfælde bliver situationen dog lidt speciel, da inddeling af klasser normalt ikke er noget, man tager op med skolebestyrelsen. Den måde, som forløbet har udviklet sig på, gør, at vi må tage det op i skolebestyrelsen,” siger han.

Er du overrasket over, at beslutningen er blevet gjort til en generel diskussion?

”Når ordet 'kønsopdeling' bliver brugt, så ruller historien, og så bliver det til en del af en større diskussion. Køn er en del af en større samfundsdebat, og derfor vil jeg heller ikke vente helt indtil vinterferien med at evaluere det i skolebestyrelsen. Det skal ske noget før,” siger han.

Det er ikke første gang, at spørgsmålet om køn i folkeskolen har været til debat. Senest var det på Firehøjskolen i Vejle, hvor ledelsen bestemte, at pigerne ikke måtte gå i mavebluser, da det kunne forstyrre drengene. Den regel er siden blevet lavet om. 

Jakob Pindstrup von Cappeln mener, at Åvangsskolen kommer til at tappe ind i dén debat ved at inddele 8. klasserne efter køn.

”Det handler pludselig ikke om læring, men om hvad vi som samfund mener om kønsopdeling og drenge og piger. Det bliver en del af en større debat. Det handler ikke længere om almindelig drift, men om politik. Det bliver næsten til noget eksistentielt om, hvordan vi skal behandle drenge og piger. Det skal vi som skole også lære at navigere i,” siger han. 

Kristeligt Dagblad har forsøgt at få en kommentar fra skoleleder Thomas Mogensen om baggrunden for beslutningen om at inddele 8. klasserne i to hold efter køn. Han er ikke vendt tilbage på avisens henvendelser.