I dag deltager minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby (V) i et møde, som ikke holdes på de bonede gulve på Christiansborg eller i hendes ministerium ved Frederiksholms Kanal, men i konfirmandstuen ved Humlum Kirke i Struer Kommune.
På mødet vil hun sammen med præsten, provsten, skoleudvalgets medlemmer og chefen for skoleforvaltningen drøfte de lokale vanskeligheder, kommunen og de lokale præster har haft med at placere de timer, hvor eleverne i 7. klasse går til konfirmationsforberedelse.
Og hun vil præsentere et bud på en løsning i form af et rammeforsøg, som samtlige kommuner i Danmark kan vælge at deltage i, og som kort fortalt går ud på, at kommuner får lov at tage to timer ud af det almindelige 35-timers skoleskema for at skabe plads til de elever, som går til præst. Timerne tages fra den understøttende undervisning, som stadig skal tilbydes til de elever, som ikke har valgt konfirmationsforberedelsen. Derved bliver det muligt at gå til præst, uden at den i forvejen meget lange dag bliver endnu længere.
Struer er valgt, fordi netop denne kommune sidste år forsøgte at nedsætte timetallet i 7. klasse fra 35 til 33 for at give plads til konfirmationsforberedelsen. Timenedsættelsen skete med henvisning til, at loven åbner mulighed for, at der kan dispenseres for den lange skoledag for ”elever med særlige behov”.
Men ordningen udløste en protest mod ulovlig forkyndelse i skoletiden fra formanden for den lokale afdeling af Danmarks Lærerforening, Vestjysk Lærerkreds. Og Undervisningsministeriet slog fast, at ”særlige behov” skal forstås som handicap eller lignende - ikke behovet for at gå til præst.
Siden er regeringsmagten skiftet, og det samme er tilgangen til konfirmationsforberedelsen. Ellen Trane Nørby er enig med sin forgænger, Christine Antorini (S), i, at man ikke kan lægge et forkyndende element som konfirmationsforberedelse ind i den almindelige skoledag. Og hun er enig i, at konfirmander ikke er elever med særlige behov. Men hun kommer nu med et udspil, som førsøger at anvise en praktisk løsning - og som samtidig sender et signal om, at hun anser konfirmationsforberedelse for ikke kun at være forkyndelse, men også en undervisning, der giver bredere viden om dansk kultur og danske værdier.
”Mange steder kan vi se, at de lange skoledage har ført til, at børn og unge ikke kan få deres dag til at gå op. Min holdning er, at der også skal være plads i skemaet til konfirmationsforberedelse, fritidsliv og børneliv, og derfor medvirker jeg gerne til, at eleverne kan blive fritaget for to timer om ugen af den understøttende undervisning. Det er et hensyn, vi kan tage, når der trods alt kun er tale om højst et halvt år på et klassetrin,” siger hun.
Din forgænger afviste enhver tale om, at konfirmationsforberedelsen kunne rykke ind i de 35 ugentlige timer, som er afsat til skolens undervisning, fordi der er tale om et forkyndende element. Er du ved at indføre forkyndelse i skolen igen, selvom dette har været ude af kristendomskundskabsfaget siden 1975?
”Nej, og derfor handler forsøget ikke om at lægge konfirmationsforberedelse ind i den understøttende undervisning, men om at give mulighed for at blive fritaget for to timer af den. Jeg er enig med min forgænger i, at forkyndelsen hører hjemme et andet sted. Der vil fortsat være en klar adskillelse, blot en bedre mulighed for at vælge konfirmationsforberedelsen til.”
Men der er jo en forligskreds af partier, som i 2013 blev enige om at tilrettelægge skolen på denne måde, uden at sikre plads til konfirmationsforberedelsen. Risikerer du ikke, at dine forligspartnere føler, du modarbejder den fælles aftale?
”Vi har da sikkert forskellige holdninger på dette område, ligesom vi har på mange andre områder. Men der har jeg så som minister den mulighed at igangsætte et forsøg for at muliggøre, at vi får erfaringer på dette område. Tilsvarende igangsatte Christine Antorini nogle forsøg med modersmålsundervisning, som heller ikke vandt genklang hos alle forligspartier. Nu får vi en viden, som vi efterfølgende kan evaluere i forligskredsen.”
Det har i år været debatteret meget, om skoledagene er blevet for lange. Men var de lange dage ikke en bevidst politisk beslutning?
”Der er forhåbentlig ingen politikere, der vil sige, at de ikke vidste, at skoledagene ville blive længere. Men jeg mener med god ret, man kan sige, at det ikke var meningen, at de er blevet så lange, som der er set eksempler på nogle steder. Når vi taler om skoledage, som går helt til klokken 16.30 nogle steder, også i indskolingen, er det noget helt andet end de tidspunkter, klokken 14.00, 14.30 og 15.00, som vi vedtog for skolens forskellige alderstrin.”
Sammen med de andre forligspartier har du udsendt et hyrdebrev til kommunerne, som opfordrer til, at dagene ikke bliver for lange. Men hvorfor skulle skoledagene egentlig være så lange, at Danmark nu har status som det land i verden, som har længst skoledage?
”Jeg synes, man i den nuværende debat glemmer, hvad der var baggrunden for reformen, nemlig at en sjettedel af eleverne forlader folkeskolen uden reelt at kunne læse eller regne. Samtidig kunne vi se, at der fra kommune til kommune var ekstremt stor forskel på, hvor mange timer eleverne fik. Det betød, at der var skoler, der reelt ikke rustede eleverne godt nok. Nu er vi gået fra den lokale frihed til, at der er en minimumsgaranti for, hvor meget skolegang man som elev kan regne med. Der er mere undervisning og højere faglige ambitioner, ikke mindst i hovedfagene. Men det ændrer ikke på, at jeg finder det meget naturligt, at vi fra forligskredsen kommunikerer ud til kommunerne, at skole til klokken 16.30 aldrig var meningen. Det har aldrig været meningen, at der ikke skulle være en balance mellem skolens tid og resten af børnenes tid.”
Nogle forskere vurderer, at det, der giver anledning til uro, ikke er den ekstra tid til dansk og matematik, som alle kan forstå. Det er alle de nye betegnelser som understøttende undervisning, faglig fordybelse, og hvad man ellers kalder det, som giver en uklar fornemmelse af, hvad den lange dag egentlig går med. Deler du den vurdering?
”Jeg tror, en stor del af de frustrationer, der er, skyldes en forventning om, at den største reform af folkeskolen nogensinde kunne træde i kraft fra den ene dag til den anden. Der mener jeg, at vi har været for dårlige til at kommunikere, at der selv-følgelig er et indkørings-forløb, hvor skoler og lærere skal finde ud af, hvordan den nye skoledag skal hænge sammen. Samtidig er det vigtigt, at skoledagene ikke bare er lange for at være lange. Som vi skrev i hyrdebrevet, har kommuner en frihed til at konvertere undervisnings-tiden til kortere tid med tilstedeværelse af to voksne, men den frihed er kun blevet benyttet af omkring 100 ud af 1300 skoler.”
Hvad ser du som den største udfordring for skolen lige nu?
”I forhold til inklusion har vi problemer. Nogle steder er det gået for hurtigt. De lange dage og de mange opbrudselementer, reformen har tilført skolen, harmonerer ikke altid så godt med, at der er børn, som har brug for en meget fast struktur. Men der er også eksempler på gode løsninger. På Hærvejens skole i Aabenraa har man for eksempel fået et område med bløde sofaer ved kontoret, hvor nogle af eleverne kan gå hen og sidde med en mp3-afspiller i ørerne for lige at blive klar igen. Sådan er der mange små ting, hvor det skal være muligt at imødekomme børnenes behov for at få inklusionen til at fungere. Men det er vigtigt at minde om, at der ligger en aftale mellem den daværende regering og Kommunernes Landsforening om, at inklusion ikke skal være en spareøvelse.”
Betyder det, at der på én gang er blevet lagt op til længere dage og mere inklusion, men nu standser vi lidt op i forhold til begge dele?
”Ikke nødvendigvis. Jeg er stor tilhænger af, at folkeskolen skal kunne rumme de fleste. Opgaven bliver at sikre, at man lokalt kan få det til at fungere. At vi kan genskabe en stærk og stolt folkeskole, som tager hånd om de svageste for at bryde den negative sociale arv og samtidig udfordrer de dygtigste mere. Det bliver den store opgave.”