Prøv avisen

Skoleklassernes størrelse er en kamp om mere end læring

– Jeg mener, at vi som fagpersoner er nødt til at sætte de lavest mulige grænser for klassestørrelsen, siger leder af den pædagogiske tænketank Sophia, Per Kjeldsen. – Foto: .

KLASSESTØRRELSE: Hvor store skal skoleklasserne være? Debatten er igen blusset op med nedlægningerne af en række mindre skoler. Leder af den pædagogiske tænketank Sophia, Per Kjeldsen, og institutleder på Danmarks Pædagogiske Universitet, Niels Egelund, diskuterer herunder fordele og ulemper ved at gøre klasserne mindre, end de er i dag

Hvilken klassestørrelse er den mest optimale for indlæringen?

Egelund: Der findes ikke én optimal klassestørrelse, for den afhænger af, hvad der foregår i klassen. I specialklasser med særlige, individuelle behov er selv 12 for mange, og vi har reelt brug for endnu mindre specialklasser, end vi har i dag. I "almindelige" klasser, i den tid hvor alle elever beskæftiger sig med den samme undervisning, fungerer den nuværende maksimale størrelse på 28 elever fint. Og i tilfælde med envejskommunikation ved eksempelvis filmfremvisninger eller diktat kan der sagtens være flere end 28. I de dele af undervisningen, hvor der undervises differentieret, har vi derimod brug for at dele klassen op for at sidde med mindre enheder. Så det afhænger altså af aktiviteten. I Danmark har vi bare en skolestruktur, hvor dét at følge den samme klasse har en central værdi, fordi klassekammerater giver skolen en social dimension. Og der siger jeg, at en klassestørrelse på 25 er bedre end en på 20 og markant bedre end en på 15 alene på grund af kammeratmulighederne, men også på grund af fagligheden og økonomien.

Kjeldsen: Vi har at gøre med en meget bred og kompleks problematik. Både danske og internationale undersøgelser af klassestørrelser peger i mange retninger, men kigger man nærmere på dem, danner der sig et mønster: Der er de undersøgelser, der kun beskæftiger sig med det, der kan måles. Og der er dem, der kigger mere humanistisk på det og inddrager mange subjektive og mere bløde variabler. Debatten har indtil nu kun kørt på klassestørrelsernes effekt på indlæringen og dermed på det, man kan måle. Men skal man vurdere undervisningskvaliteten, er vi nødt til at kigge på hele folkeskolens formålsparagraf, der også snakker om udviklingen af fællesskabskompetencer, demokratisk dannelse, selvtillid og handlekraft. Kigger man på det hele, er der ingen tvivl om, at en klassestørrelse på 18-22 elever er det mest fordelagtige med et minimum på 16 og et maksimum på 24 elever. Der er heller ikke tvivl om, at klassestørrelsen er ligefrem proportional med lærerslitagen. I svensk forskning konkluderer man, at netop lærer-trivslen er den allervigtigste faktor for indlæringen. Og endelig: Spørger man lærerne, forældrene og eleverne selv, foretrækker størstedelen mindre klasser. Og det betyder vel også noget.

Egelund: Det siger sig selv, at lærerne får mere travlt med flere elever. Derfor burde man også aflønne lærerne efter, hvor mange elever de underviser. Med hensyn til det sociale miljø, så viser undersøgelser af mobning, at det ikke gør nogen forskel, om der er 15 eller 28 elever i klassen. Og det er rigtigt, at forældrene i høj grad vælger privatskoler, fordi de netop reklamerer med klassestørrelser på maksimalt 20 elever. Det er blevet et mantra men også en myte at småt er godt. Hvis klassens fysiske størrelse er i orden, er der ingen problemer med 25 elever, og vi kan endda gå op til 28, før smertegrænsen er nået. Problemet med at sænke tallet til 24 er, at klasserne nemmere bliver alt for små i de tilfælde, hvor der kommer en 25. elev, og man derfor er nødt til at dele klassen op i to.

Kjeldsen: Jeg mener, at vi som fagpersoner er nødt til at sætte de lavest mulige grænser for klassestørrelsen, fordi vi ved, at hvis 28 er maksimum, så tvinger økonomien mange steder skolerne til at gå lige til grænsen.

Egelund: Det er jeg ikke bekymret for. Der er jo de børn og de skoler, der er, og man kan ikke bare flytte rundt, som man vil. De fleste steder kan man jo ikke have 28 i en klasse. I øvrigt kører man i udlandet med væsentligt flere i hver klasse end i Danmark. Og intet tyder på, at de tager skade. Men jeg siger jo heller ikke, at der skal være 28 elever i hver klasse. Til og med 3. klasse er jeg helt med på et maksimum på 24 elever. Og sågar et maksimum på 20 i børnehaveklassen. Små klasser til de små børn og store klasser til store børn vil være det optimale.

Kjeldsen: Den graduering er jeg helt med på. Og det er vigtigt at sige, at for små klasser er lige så uhensigtmæssige som for store. Derfor mener jeg heller ikke, at Danmarks gennemsnitlige klassekvotient på 19,8 skal ned, men spredningen skal være mindre, så den ikke går fra 8 til 28 elever. Klasserne må aldrig være så små, at fordi man rager uklar med en klassekammerat, så ryger man helt ud af sammenholdet. Jeg tror på, at med et maksimalt antal på 24 elever og et minimum på 16, så slipper vi for de helt store klasser og sender samtidig et signal om, at klasserne skal skilles og slås sammen på en måde, så vi lander omkring de 20.

Egelund: Jeg har virkelig svært ved at se, at fire elever oven i dit maksimum på 24 skulle føre til at en katastrofe.

Hvad er konsekvenserne af at have uhensigtmæssige klassestørrelser?

Kjeldsen: Der er ingen tvivl om, at det sociale miljø er bedst med cirka 20 elever i klassen. Det er sikkert rigtigt, at mobning er uafhængig af klassestørrelsen, men det er den skjulte mobning ikke. Det er den, der ikke er åbenlys, og den er sværere at opdage, når der er 28 elever.

Egelund: Det er intet, der tyder på, at det er rigtigt, det du siger. Den værste mobning foregår til og fra skole og i frikvartererne og er derfor uafhængig af klassen. Om det sociale miljø som sådan er der heller ingen tvivl om, at det giver en særlig dynamik, når man er flere om at diskutere. Børn lærer lige så meget af hinanden som af læreren.

Kjeldsen: Men der er samtidig også flere, der dukker sig, når der er mange. De kan ikke argumentere for sig, fordi abstraktionsniveauet bliver højere, jo flere man er. I en normal klasse skal man regne med, at der er en fem års læringsspredning mellem den dygtigste og den fagligt svageste elev. Grunden til, at der er så mange i disse år, der sendes i specialklasse, er jo netop, at de ikke får nok individuel opmærksomhed af læreren og har svært ved at klare sig blandt så mange elever.

Egelund: Den holder simpelthen ikke. Lærerne underviser jo ikke efter pebernød-princippet, hvor der er 15 pebernødder til hver elev, hvis der kun er to i klassen, og kun én til hver, hvis der er 30 elever. Lærerne kan godt finde ud af at differentiere undervisningen, så dem der har behov for særlig hjælp også får det.

Kjeldsen: Det er besynderligt, hvordan du kun har blik for det, der kan måles. Nu begynder du endda at tale om pebernødder, hvor det vi snakker om, er individuelle, menneskelige egenskaber og værdier. Uanset dine pebernødder, så er det vel logik for perlehøns, at der er mindre lærerkontakt med mange elever.

Egelund: Flere elever pr. klasse frigør flere lærertimer og muligheden for en støttelærer. Desuden er der lavet en række undersøgelser, der viser, at fra 12 til 30 elever i klassen falder indlæringsmulighederne så lidt, at det ikke er værd at indrette klasserne efter. Og så er det, jeg siger, at vi lige så godt kan have 28 i klassen, for dermed undgår vi de meget små klasser, vi skaber en god dynamik, og vi sparer ikke mindst penge, som kan bruges bedre på eksempelvis opdaterede lærebøger eller højere lærerlønninger. Hvis vi sænker maxtallet til 24, vil det utvivlsomt føre til, at den gennemsnitlige klassekvotient også falder, og så bliver vores folkeskole blot endnu dyrere, end den er i forvejen.

Handler denne debat om indlæringsmuligheder, socialt miljø, økonomi, ideologi eller noget helt andet?

Kjeldsen: Den kommer hurtigt til at handle meget om ideologi. Og det er derfor, at vi som fagfolk skal være meget påpasselige med ikke at blive mytedannere. Så er vi kun med til at forplumre debatten. Og det er det, jeg synes, du gør Niels, ved at sige, at stort er godt, og at alle små skoler skal lukkes.

Egelund: Det er noget værre vrøvl. Jeg siger ikke, at stort er godt, jeg siger, at småt i hvert fald ikke er godt. For det er netop myten og alle skolemyter. Og så siger jeg, at der ikke er nogen nævneværdig indlæringsmæssig forskel mellem 24 og 28 elever, og derfor er der en række andre fordele ved at være 28 elever.

Kjeldsen: Der er nødt til at være noget realitetssans og noget fairness i måden at gøre tingene op på. Du forvrider diskussionen med ideologi og din økonomiske måde at tænke på.

Egelund: Det kan jo ikke være anderledes, når jeg sidder med tal og hårde fact, og du sidder med bløde rapporter, der ikke kan måles. Jeg ved da godt, at lærer- og elevtrivsel er vigtigt. PISA-undersøgelsen viser netop, at det er det allervigtigste, så vi måler faktisk også på mange af de bløde ting. Til gengæld er jeg nødt til at sige, at I må arbejde mere med at bevise jeres pointer. I er nødt til at have nogle ordentlige måleredskaber, for så længe jeres undersøgelser mest består af tro og myter og subjektive holdninger, kan vi ikke bruge det til noget i debatten.

Kjeldsen: Det er da fantastisk, at du med en enkelt sætning kan forkaste hele den humanistiske forskning.

Egelund: Det gør jeg heller ikke. Den kan bruges til mange ting. men når den sættes direkte overfor målbare resultater, får den problemer. Og det er vel egentlig det, uenighederne i denne debat bunder i.

Kjeldsen: Nej, men det ville det da være herligt, hvis du og dine ligemænd ejede tvivlens nådegave. Det kunne jo være, at der lå noget mere og andet bag alle tallene.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk

– Det er blevet et mantra – men også en myte – at småt er godt, siger Niels Egelund, institutleder på Danmarks Pædagogiske Universitet. – Foto: .