Ved skoleårets begyndelse på Hørby Efterskole i Nordjylland positionerer eleverne i 9. klasse sig i forhold til hinanden og læreren. Hvem er de festlige, og hvem er de flittige? Hvem taler meget, og hvem er stille? I forhold til den sidste gruppe tænker læreren, at hvis eleverne er nået helt frem til 9. klasse og ikke siger noget på eget initiativ, er der ikke noget at gøre. Så hun lader dem sidde og lader samtalen i klassen foregå mellem dem, der selv byder sig til.
”Hvis læreren stopper med at spørge en elev i timen, tror hun måske, at hun tager hensyn. Men elever prøver altid at matche forventninger, og nu bliver der skabt en forventning om, at eleven ikke deltager,” forklarer Andrea Thoft Riis, nyuddannet lærer, som i forbindelse med sin uddannelse har gennemført et bachelorprojekt om, hvordan man kan få stille elever til at deltage mere i timen.
”Der findes ikke meget forskning på området, men en norsk undersøgelse fra 2015 viser, at kun gennemsnitligt to tredjedele af en klasse deltager mundtligt i en time i 9. klasse, og halvdelen af taletiden deles af kun tre elever. Det er forståeligt, at læreren lader dem tale, som selv byder ind, men det lever ikke op til det dannelsesideal, vi har om, at alle skal bringes til at kunne deltage og bidrage til samtalen,” siger Andrea Thoft Riis, som betoner, at Hørby Efterskole, hvor hun har fulgt undervisningen og indhentet svar fra 27 elever, ikke skiller sig ud fra, hvad der foregår i andre skoleklasser.
”Jeg har aldrig været i et klasselokale, hvor jeg for alvor har set, at alle elever blev inkluderet,” siger Andrea Thoft Riis, hvis opskrift på at inkludere flere elever blandt andet er, at lærerne samarbejder om at skabe en mere nuanceret fortælling om eleven end betegnelsen ”hende den stille”.
I sit bachelorprojekt, ”Mundtlighed blandt stille elever”, beskriver hun også, at eleverne selv eller i mindre grupper kan forberede det, de skal træde frem for alle med – i stedet for at læreren bare spørger bredt ud i klassen til de uforberedte elever. I dén situation er der nemlig elever, der ikke føler, det er deres rolle at svare.
”Det er jo ikke sikkert, at jeg kan svare rigtigt. Og de andre vil sikkert bare få et chok, hvis jeg sagde noget af mig selv. For dem er jeg altid stille,” forklarer en 9. klasseelev i projektet.
Ifølge Anne-Lise Sæteren, lektor i specialpædagogik ved Norges Teknisk Naturvidenskabelige Universitet i Trondheim, kan der ligge endog meget store problemer bag, at en elev ikke taler i timerne. Tidligere i år udkom hendes bog ”Stille elever i skolen” på dansk, og her argumenterer hun for, at skolen bør reagere på tavsheden ved at give eleven ekstra meget tid og tålmodighed. Men det er sjældent, hvad der sker.
”Der sidder i gennemsnit ét barn i hver klasse, som er stille, og hvor der er en bagvedliggende årsag, som kan være store problemer i hjemmet. De fleste lærere ved godt, hvilke elever der er stille, men de magter ikke at gøre noget for dem, fordi de andre elever kræver deres opmærksomhed,” siger Anne-Lise Sæteren.
Hun vurderer, at høje forventninger og øget stress indebærer, at andelen af elever, som er stille på grund af bagvedliggende problemer, vokser i både Norge og Danmark. Andre elever betegner hun som ”bare stille af natur”, og deres læring og trivsel er hun mindre bekymret for.
Lotte Hedegaard-Sørensen er lektor ved DPU Aarhus Universitet og forsker i lærerfaglighed. Hun betoner, at stille elever er en meget forskelligartet gruppe, og at alle har krav på og gavn af at blive set mere som individer, også hvis tavsheden bare er udtryk for generthed eller tænksomhed.
”I en hektisk og fortravlet tid favoriserer skolen dem, der er gode til at udtrykke sig. Det rammer ikke kun dem, som er tavse på grund af problemer hjemme,” siger hun.
Ifølge Lotte Hedegaard-Sørensen er mange læreres oplevelse af en nutidig skoleklasse: ”Hold da op, hvor taler de meget”. Uro er så påtrængende et problem, at opmærksomheden er gået til dem, der selv påkalder sig opmærksomhed:
”Der florerer mange betegnelser for elever, som er mere stille – særligt sensitive, introverte, følende eller ikke-udadreagerende. Men det er ualmindelig vigtigt ikke at stigmatisere eller sygeliggøre alle disse børn. Det vigtigste må være, at skolen arbejder med, hvordan alle kommer til orde. Det betyder, at nogle stille elever skal ses direkte i øjnene og hjælpes i gang, mens bulderbasserne skal lære at lytte noget mere. Ingen af delene skal man regne med sker af sig selv.”