Prøv avisen

”Livsduelighed” på skoleskemaet skal skabe mere robuste elever

At håndteringen af livet skal på skoleskemaet var også denne uges udspil fra regeringens stresspanel, som foreslår ikke et fag, men et temaområde ved navn ”livsmestring”. Tegning: Rasmus Juul

Regeringens stresspanel vil indføre ”livsmestring” i skolen. Det minder ikke bare om, hvad man har gjort i Norge, idéen er også testet i Vejle og Odense

470 skoleelever på 10. klassetrin, halvdelen i Vejle, den anden halvdel i Odense, havde i skoleåret 2016/2017 en dobbelttime om ugen, hvor emnet var intet mindre end selve livet.

Eleverne skulle tage udgangspunkt i, hvad de selv syntes var deres styrker. De skulle prøve at sætte ord på deres personlige værdier og tænke over, hvilke videre valg i livet disse kan føre frem til. De skulle tænke over, hvad ansvar og respekt over for andre indebærer. De skulle lægge personlige strategier for, hvad de vil stille op, når de møder modstand og kriser. Og for enden af det hele skulle de sætte sig konkrete mål videre i livet. Faget førte ikke til en eksamen, man skulle bestå, for menneskelivet har ingen facitliste.

”De foreløbige resultater fra projektet tyder på, at eleverne bliver mere bevidste om, hvad de har af styrker og handlemuligheder, og alle elever siger samstemmende, at undervisningen har givet dem en bedre relation til deres lærere. Lærernes udbytte er, at de får et mere fælles sprog for og forståelse af noget, som ellers kan være ret diffust at arbejde med,” fortæller Louise Tidmand.

Hun arbejder ved DPU Aarhus Universitet på en ph.d.-afhandling med titlen ”Livsduelighed på skoleskemaet”. Afhandlingen, som ventes afsluttet til sommer, tager afsæt i det omtalte undervisningsforløb fra Vejle og Odense, som bygger på et undervisningsmateriale, Louise Tidmand har udarbejdet og oplært 67 lærere i at undervise efter. Både før, under og efter livsduelighedsundervisningen har forskeren interviewet elever, lærere og ledere om forløbet.

”Meningen med denne undervisning er ikke at psykologisere hele skolen eller at tage opdrageransvaret fra forældrene. Meningen er at lave et mere målrettet og forskningsbaseret arbejde med noget, som skolen i forvejen skal, og som det er umuligt for forældrene at klare alene: at hjælpe de unge til dels at kunne begå sig og kommunikere i en større gruppe mennesker, dels blive bedre til at rejse sig igen, når man er nede og bide i græsset,” forklarer Louise Tidmand.

Hun er oprindeligt læreruddannet og har undervist 15 år i folkeskolen. Sideløbende med arbejdet med afhandlingen er hun også pædagogisk leder i konsulentfirmaet Styrkeakademiet, som arbejder med trivsel blandt børn.

At håndteringen af livet skal på skoleskemaet var også denne uges udspil fra regeringens stresspanel, som foreslår ikke et fag, men et temaområde ved navn ”livsmestring”.

Navnet er inspireret af, at folkeskolen i Norge til næste år får et sådant tema kaldet ”Folkehelse og livsmestring”. Og ifølge Stresspanelets formand, Annette Prehn, skal undervisningstemaet indføres, for at ”vi som samfund har blik for, at børn og unge har brug for hjælp til at mestre livet i denne æra. Vi bør ikke bare smide dem ud på det dybe vand og så håbe, de finder ud af det”.

Straks forslaget var stillet onsdag morgen i dagbladet Politiken, blev det rutinemæssigt skudt ned af lærernes formand, Anders Bondo Christensen og undervisningsminister Merete Riisager (LA), som ikke mener, at ethvert samfundsproblem skal løses af et fag i skolen. Mere positivt stemt er elevernes formand, Sarah Gruszow Bærentzen, som håber på en genindførelse af den hedengangne klassens time i folkeskolen.

Louise Tidmand betoner imidlertid, at der ikke er brug for en tilbagevenden til den ofte ustrukturerede snak, højtlæsning, rundbold og klassens time-kage, som blev en del af dette fags omdømme. Der er heller ikke brug for at klientgøre hele årgange af elever ved præventivt at sende alle til skolepsykolog. Hun ser et behov for et fag, som er afklaret, målrettet, velbeskrevet – og gerne tidsmæssigt stramt tilrettelagt.

”Hvis vi skal væk fra præstationskulturen, er livsmestring nok et dårligt ord. Jeg taler om livsduelighed, fordi jeg mener, at det griber tilbage til klassiske dyder om det hele menneske og en gammel dansk skoletradition for livsoplysning, som der bare har været stille om i 30 år, mens vi har talt om globalisering og konkurrenceevne,” siger Louise Tidmand.

Hun påpeger, at i 2012 var det en del af manifestet om Ny Nordisk Skole, at skolen skulle gøre eleverne livsduelige. Og i verdenssundhedsorganisationen WHO arbejdes der med begrebet ”life skills”, som handler om at kunne begå sig i fællesskaber, modstå pres og håndtere følelser.

”Der er store mængder international forskning, der peger på værdien af skabe sundhed og trivsel ved at opbygge en robusthed hos den enkelte, som kan komme fællesskabet til gavn. Hvis skolen kan tage afsæt i de enkeltes forskellige styrker frem for at fokusere på mangler hos den enkelte, gavner det både trivsel og læring,” forklarer Louise Tidmand, som foreslår, at livsmestring eller livsduelighed ikke bliver et selvstændigt fag, men kunne slås sammen med idræt og madkundskab til et samlet sundhedsfag.

Hun bakkes op af Hans Henrik Knoop, psykolog og lektor ved DPU Aarhus Universitet. Han set et problem i, at debatten om skolen ofte ender i unuancerede yderpunkter. Enten skal eleverne lære sociale og personlige kompetencer eller også skal de lære det faglige. Enten skal de lære at lære eller også skal de lære noget. Ud fra en sådan sort-hvid betragtning bliver ”skolen for livet” ofte dømt ude til for del for ”skolen for uddannelses- og arbejdslivet”, påpeger han.

”Selvfølgelig er det vigtigt, at eleverne lærer fagene. Men det modarbejdes jo ikke af, at vi også har de blødere discipliner med i skolen. Historisk set har vi haft de psykologiske og sociale sider med hele vejen, men forklaringen på, at de ikke bliver sat på skemaet er efter min opfattelse, at vi har en kulturel blufærdighed over for dem. Det bliver gjort til noget privat og urørligt at kunne begå sig, håndtere personlig modgang, at gøre stress til en drivkraft frem for en stopklods og at lade være med at mobbe de andre,” siger han og tilføjer:

”Objektivt set ser det ud til at være langt vigtigere for, at børn og unge lykkes i livet, at de kan mobilisere en realisme og optimisme i forhold til fremtiden, og at de kan se skolearbejdet som noget spændende frem for noget truende, end at de lærer andengradsligninger og det andet obligatoriske pensum. Og hvis der er noget, vi synes det er vigtigt at lære om, er det da en god idé at have undervisning i det.”

At selve livet kan gøres til et skolefag, har Frank Jensen, skoleleder for 10. klasse på Ungdomscenter Vejle, masser af erfaring med. Ikke kun fordi centeret har lagt elever og lærere til Louise Tidmands ph.d.-projekt, men fordi skolen gennem mere end 20 år har arbejdet med en lang række lignende projekter og fag, der blot har haft lige så mange navne, som der er kære børn i skolen:

”Vi kaldte det her forløb ’livsparat’. Vi har også haft forløb, der hed ’demokratisk dannelse’, ’fokusfag’ og ’personligt lederskab’. Det gribes lidt forskelligt an fra år til år, men målet er altid at modne de unge og hjælpe dem med at tage personligt ansvar. Det er ikke terapi i skolen. Dybest set handler det jo bare om at sætte skolens grundlæggende dannelsesopgave direkte på skemaet.”