På Højboskolen i Hørning mellem Skanderborg og Aarhus er man i gang med en ambitiøs omstilling af hele skolemiljøet. Traditionelt deler skoler eleverne i to-tre klasser pr. årgang med cirka 25 elever til én lærer i ét klasseværelse i 45 minutter ad gangen. Nu bygger man skolen om og er i færd med at ændre planerne, så hele årgange på omkring 60 elever undervises af tre lærere samtidig i et samlet undervisningsområde med flere rum og flere sideløbende valgmuligheder og forskellige tilgange til at lære for eleverne.
”Vores oplevelse er, at denne måde at bygge skolen op på rummer store fordele for både elever og lærere. Med-arbejderne kan skiftes til at være den, der har forberedt sig i dybden, og så kan de andre assistere. Er én lærer syg, skal man ikke aflyse eller overlade det hele til en vikar, men lade vikaren gå ind som opbakning til de to andre. For nogle lærere kan det være angstprovokerende at gå fra at være privatpraktiserende til at skulle forberede sig og samarbejde mere, men vi oplever, at det fungerer godt,” siger Peder Pedersen, skoleleder på Højboskolen.
Hvis tre lærere til 60-70 elever er tættere på sandheden om god undervisning end én lærer til 25 elever, kan det overraske, at kun få har arbejdet med det før nu, hvor Højboskolen og enkelte andre danske skoler arbejder med det – efter at have hentet inspiration på skoler i Storbritannien og Finland. Men Peder Pedersen ser det som udtryk for, at skolen ligesom naturvidenskaben hele tiden står på skuldrene af tidligere opdagelser og kommer stadigt nærmere det bedste bud på en god skole.
Spørgsmålet er, om der overhovedet kan siges at være en sandhed om, hvordan man tilrettelægger den gode skole. Ifølge Lene Tanggaard, professor i pædagogisk psykologi ved Aalborg Universitet, holder billedet af en stadigt større faktuel indsigt kun halvdelen af vejen. Resten er mere præget af skiftende holdninger og modestrømninger.
”Om man skal lave skole i åbent plan eller ej er svært at sige noget entydigt om. Det er et spørgsmål om værdier,” siger hun og tilføjer:
”Til gengæld hører jeg ikke til dem, der slet ikke mener, der er nogen sandheder. Der findes forholdsvis uomgængelige fakta om børns udvikling, som vi kommer til at forstå stadigt bedre, for eksempel om de kognitive processer i hjernen, som gør, at vi lærer. Vi ved også, at børn gradvist udvikler deres evne til at kunne håndtere symboler. Det sidste betyder blandt andet, at jeg som forsker er kritisk over for idéen om, at hvis man hænger bogstaver på væggen i daginstitutionen, lærer børnene hurtigere at læse. Det gør de ikke, hvis de endnu ikke har mental kapacitet til det.”
Alexander von Oettingen er prorektor ved professionshøjskolen UC Syd og har netop udgivet en debatbog om undervisning. Her peger han på nogle af de mange faktorer i undervisningens tilrettelæggelse ovenfra, hos den enkelte lærer eller hos eleverne, som fører til, at undervisningen indimellem ikke lykkes ret godt. Påstanden er, at det er et tabu, at der ofte er et misforhold imellem, hvad lærerne på deres uddannelse har fået præsenteret som god undervisning, hvordan det forstås i den kommune, som ansætter dem, og hvad de selv magter at gennemføre i de rammer og med de elever, de får.
”Man kan sige meget teoretisk om, hvad der skaber en god og en dårlig skole. For eksempel siger man almindeligvis, at det kan være vanskeligt at undervise med over 30 elever i klassen, at den enkelte elev lærer mere, hvis han eller hun får en målrettet feedback på sin indsats, og at en tolærerordning kan udgøre et boost i forhold til at få et klassefællesskab til at fungere. Men uanset hvad teorien siger, så har det kolossal betydning, hvordan det hele gøres konkret ude på den enkelte skole,” siger han.