Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Skolens kurs bliver mere forandring og mindre forankring

Stefan Hermann er rektor ved Professionshøjskolen Metropol og har blandt andet analyseret dansk skolepolitik i bogen ”Magt og oplysning. Folkeskolen 1950-2006”. – Foto: Michael Daugaard.

Mens VK-regeringen stod på dels et konkurrenceevneforbedrende, dels et kulturarvsbevarende ben, er S-R-SF-regeringen kun optaget af det første. Til gengæld har den større chancer for at nå sine mål, siger rektor Stefan Hermann

For en lille måned siden udsendte en bred kreds af skolefolk anført af børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S), et nyt manifest for forandring af dagtilbud og undervisning. Ministeren havde brugt det årlige Sorø-møde til at få formuleret målene for det, ministeren med inspiration fra restaurant Noma og det nye nordiske køkken har valgt at kalde Ny Nordisk Skole.

LÆS OGSÅ: Minister vil overlade kanonlisters skæbne til eksperter

Målene er, at udfordre alle børn og unge, så de bliver så dygtige, de kan, mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater og styrke tilliden til dagtilbud og uddannelser med respekt for professionel viden og praksis.

Det lyder måske ikke særlig revolutionerende, men kan meget vel føre til større reelle forandringer, end VK-regeringen op gennem 2000erne formåede at skabe med tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) felttog mod rundkredspædagogik og tidligere undervisningsminister Bertel Haarders (V) mangeårige kamp for kærlige krav, kanonlister og kulturarv.

Det vurderer Stefan Hermann, rektor ved Professionshøjskolen Metropol, formand for VK-regeringens arbejdsgruppe for talentudvikling i uddannelsessystemet og nu medlem af dialoggruppen om Ny Nordisk Skole:

Fogh proklamerede en kulturkamp om skolen. Det har den nye regering ikke ambitioner om. Men dens forandringsambitioner er lige så store, og muligheden for at gennemføre forandringerne anser jeg for bedre, fordi de professionelle bliver sat mere i centrum.

Stefan Hermann peger på, at kampen om skolen ikke kun handler om, hvordan hård faglighed skal vægtes i forhold til blødere værdier. Der er også en kulturel akse i debatten, som handler om, hvorvidt skolen skal videregive nogle bestemte nationale klenodier til kommende generationer, fordi det anses for en væsentlig del af at være dansk.

Der var hos VK-regeringen en dobbelthed i skolepolitikken. Dels en stærk mobilisering omkring konkurrenceorientering og læreren som ekspert. Dels en kulturkonservativ restaureringsdagsorden, som blandt andet udmøntede sig i kanonlister. S-R-SF-regeringen vil fortsætte med det første, men ikke med det sidste, siger Stefan Hermann.

Til gengæld skal man ikke tro, at ambitionerne om, at folkeskolen og det videre uddannelsessystem skal redde landets økonomi, er slækket. Her står værdikampen ikke så meget i Folketinget som mellem en lærerkultur fra 1960erne og 1970erne og de kræfter, som vil forandre den.

I 20-30 år var der hos mange lærere en frygtsomhed over for enhver snak om krav og præstationer, og enhver snak om disciplin var fraværende i den pædagogiske teori. Al vægt blev lagt på lysten og processen. Men det politiske opgør med dette begyndte allerede i slutningen af 1990erne. Når Christine Antorini siger, at vi skal stille flere krav, fortsætter hun et opgør, som har stået på længe, men som først for nylig er resulteret i, at Danmarks Lærerforenings formand og næstformand tør sige: læreren skal være en autoritet uden straks pligtskyldigt at tilføje: altså ikke på den autoritære måde, forklarer Stefan Hermann.

Den kulturelle forankring i form af kanonlister er altså nedtonet, men ønsket om faglig forandring er lige så stærkt. Og her er det ikke så meget målet som midlet, der er nyt, vurderer rektoren:

VK-regeringen baserede sin politik på håndfaste krav, også til lærerne. Det skabte en modvilje hos lærerstanden, som blokerede for reelle forandringer, og Bertel Haarder har selv udtalt, at hans mange lovændringer var afmagtsreaktioner på en lærerstand, der alligevel ikke gjorde, som loven krævede.

Nu mener Stefan Hermann, at der er mulighed for det, han kalder en New Deal. En enighed mellem den politiske verden og skolefolket om nogle få konkrete mål. Om at krav og ambitioner skal være høje, men at det, der opleves som mistillid, skal erstattes med støtte. Forbilledet er den canadiske delstat Ontario, som har overtaget rollen fra New Zealand, Finland og Singapore som det sted i verden, folkeskolens eksperter og beslutningstagere henter inspiration fra. Her har man forandret hele skolesystemet over få år, så de faglige resultater er blevet bedre, samtidig med at sociale forskelle slår mindre tydeligt igennem.

Ifølge Stefan Hermann er slagordene i Ontario: Raise the bar, narrow the gap (hæv barren, formindsk kløften), og nøgleordet for hele strategien er Capacity building, kapacitetsopbygning. Det betyder, at de professionelle skal klædes på til at klare de situationer, de står i. Er der brug for flere ressourcer et sted, skal en mobil enhed rykke ud med hjælp.

Helt konkret kommer Antorinis faglige ambitioner til udtryk i, at hun kræver, at lærerne skal have flere timer i direkte konfrontation med eleverne. Ifølge Stefan Hermann et gammelt politikerønske:

De borgerlige tog ikke den konflikt med lærerne, som var nødvendig for at gennemføre det. Jeg tror, der hos den nye regering er en større beslutsomhed. Måske formår en socialdemokratisk ledet regering også bedre at få en fagforening til at acceptere en sådan ændring. Der er heller aldrig sket så omfattende privatsieringer af det offentlige som under SR-regeringen i 1990erne.