Det er sandt for dyden ikke prangende. Faktisk går man nemt forbi Gammel Strand 36, hvis man ikke lige får læst det med småt på skiltet i vinduet: H. C. Dahls Eftf. Førsteklasses håndsyet fodtøj.
LÆS OGSÅ: Kulturarv går tabt fordi gamle håndværk uddør
Finder man stedet og går ned ad de fem trappetrin og ind i den smalle bygning, klemt mellem nogle af de bedste adresser i det indre København, forstærkes kun fornemmelsen af, at noget ikke helt stemmer. En mindst hundrede år gammel købmandsdisk dominerer rummet, på væggene hænger medaljer og fotografier fra 1800-tallet, og i luften kriller duften af læder. Det er en tidslomme, der holdt op med at udvide sig for længe siden.
Fra et baglokale kommer Jim Pedersen frem, giver hånd og går så lige til sagen.
Skomageruddannelsen lukkede sidste år, og der findes kun én skomagerelev tilbage i Danmark. Når hun er udlært, så slutter historien, siger han og slår let ud med armene.
Han er 47 år, men frygter, at hans levebrød forsvinder, inden han kan nå at gå på pension. Regnestykket er enkelt: Der er cirka 70 håndskomagere tilbage, og flere falder hele tiden fra. Årsagen er lige så enkel: Der laves stadig cirka 12.000-13.000 par håndsyede sko om året i Danmark, men næsten udelukkende til folk med fodproblemer. De henvises gennem kommunen, og kommunen vil helst bruge de store, internationale udbydere af ortopædisk skotøj, fordi de små, selvstændige forretninger er dyrere.
Men det er jo bare ufaglærte fabriksarbejdere, der står på en fabrik og sætter hver deres lille del på skoen dagen lang. Der er ingen ånd i det. Hele den gamle skomagerkultur er på vej helt væk, og det går hurtigt, siger han.
Jim Pedersen viser vej ind til rummet bagved disken, hvor ophævelsen af tiden bliver fuldendt. Rummet ligner en beskidt børnehavestue med små, lave stole og lange, lave borde. Højden passer til, at skomageren kan holde skoen mellem knæene, så han har hænderne fri. På reoler står trælæster, halv- og helfærdige sko, der er bunker af såle og dynger af læder. På bordene ligger hamre, hobbyknive, bankeblokke og en enkelt boremaskine, og i små siderum står pudsemaskiner, slibemaskiner, symaskiner og spoler med rander, som er de kanter, man sætter rundt om skoen.
Der har set sådan her ud i mindst 40 år, og det er ikke tilfældigt. H.C Dahls Eftf. er landets ældste, stadig eksisterende skomager, startet i 1847. Da det gik stærkest, sad der 39 skomagere fordelt på flere etager og skabte sko. Nu er de to foruden Jim, der som mester tager sig af kunderne og økonomien.
Men ånden er den samme, nemlig at skabe førsteklasses sko helt fra bunden. De fleste andre håndskomagere udliciterer typisk syningen og flere andre dele af den møjsommelige proces, men Jim insisterer på at være gammeldags. Han følger den opskrift, som hans faglige forfædre fulgte gennem århundreder med de tekniske forbedringer, der naturligt er fulgt med udviklingen:
Det begynder altid med, at jeg måler foden, og vi taler lidt om, hvad ønskerne er, forklarer han.
Engang kom folk for simpelthen at få sig et par ordentlige, håndlavede sko, men det er blevet for dyrt. En sko koster fra 10.000 kroner og opefter, så i dag laver han kun ortopædiske sko altså sko til folk med problemer. Det handler typisk om støtte, for eksempel hvis det ene ben er kortere end det andet:
Der kom en dag en mand ind, som var søvngænger. Han var gået ud af et hotelvindue, faldet flere etager og landet på fødderne. I søvne. Alle knoglerne i fødderne lå nu hulter til bulter, og det ene ben var otte centimeter kortere end det andet. En anden gang kom en 75-årig mand, der havde haft polio som barn. Akillessenen var holdt op med at vokse, og derfor havde han i 50 år nærmest gået på tæer.
Forretningen har i det hele taget set de fleste slags fødder. Selv royale. Den russiske tzar kom en dag forbi og bestilte en ordentlig omgang sko til sin kone. Ét par af dem står stadig ude bagved. Fødderne i det danske kongehus er også blevet godt klædt på. Og flere af landets mest kendte ansigter er kommet her. De kommer for at få del i ånden, mener Jim Pedersen. Men selvfølgelig mest fordi de alle gør sig umage. At skabe en sko tager derfor i gennemsnit to måneder, men så har den også undergået en forvandling fra tanke til træ til papir til læder. Når foden er målt op, laver Jim en såkaldt trælæste en kopi af kundens fod tilpasset de ændringer, foden kræver for at kunne gå normalt. Læsten er håndskomagerens primære værktøj (og har lagt navn til ordsproget: Skomager, bliv ved din læst). Den er i det hele taget et kapitel for sig. Nogle af de ældste fundne læster stammer tilbage fra det andet århundrede, men læster blev allerede omtalt af den græske filosof Platon (428-348 f.Kr). I gamle dage huggede håndskomageren selv et stykke træ og formede det. I dag bestiller man et stykke træ, der allerede minder om en stor fod. Det tager dog alligevel Jim mellem fire timer og tre dage at skabe en kopi, han kan forme skoen efter.
Nær læsten er færdig, laves en papirmodel af den skotype, kunden har bestilt. Den lægges på et stort stykke læder, og så skærer man. Derefter bukkes siderne om, og så syer man. Nu ligner skoens overdel sig selv, men bunden mangler. Inden den kommer på, kommer kunden ind igen og passer til. Så limes læderkappen på, som er den forstærkning rundt om hælen, der typisk mangler, hvis du har prøvet at købe sko i Asien. Efter blot et par måneder har du trådt dem vinde og skæve, fordi de ikke er forstærket. Endelig skal bunden limes på, og kanter og andre særlige ønsker sættes på. Imellem hver proces sættes skoen i et særligt udsugningsskab, så limen kan tørre. Hele forløbet sluttes af med en uge i skabet.
For Jim Pedersen handler det især om glæden ved at skabe noget med sine hænder uden at blive slidt fysisk op.
Det er en virkelig god fornemmelse at se en sko blive til på den måde. Det er et særligt håndværk og en arbejdskultur nedarvet gennem generationer, som jeg synes, det er værd at værne om. Derfor kan det godt ærgre mig, at det hele er ved at dø ud. Når de store leverandører har én til udelukkende at sætte hæle på dagen lang, så har det jo ikke noget med skomageri at gøre.
Han åbner endnu en dør og afslører endnu et rum i baglokalet, der bare bliver ved og ved med at strække sig bagud. Her gemmer sig flere hundrede trækopier af kendte og ukendte danskeres fødder. I samme rum står et enormt kartoteksskab, hvor alle kunder står mast op mod hinanden i bulede, brune kuverter. Jim Pedersen erkender, at tiden måske er ved at løbe fra ham. På den anden side: Nogle ting burde man bare bevare, fordi de er fine, som de er.
Man kan jo også effektivisere og modernisere så meget, at vigtige dele af kulturarven forsvinder. Jeg er i hvert fald fast besluttet på at holde fast i skomagerkulturen, så længe jeg kan.
