De ”så til alle sider under de grønne blade, og moderen lod dem se så meget, de ville, for det grønne er godt for øjnene”. Sådan lyder det i eventyret ”Den grimme ælling”. Med tiden er H.C. Andersens tese om, at den danske natur er sund for os, blevet relevant for stadigt flere mennesker, i takt med at skovarealerne i stigende grad bruges til friluftsliv, aktivitetsbaner og rideruter.
Samtidig er skovarealerne vokset de seneste 200 år og udgør nu 14,5 procent af landets samlede areal mod 4 procent i 1805. Og selvom skovrejsningen har været lidt aftagende de seneste år, er der stadig et politisk mål om, at skovarealet forøges til 20-25 procent af Danmarks areal, lyder det fra ph.d. Vivian Kvist Johannsen, seniorforsker ved institut for geovidenskab og naturforvaltning på Københavns Universitet.
”Dengang havde vi ikke mange forskellige materialer at bygge huse med eller til at give varme, og derfor fældede vi næsten al den skov, vi havde uden at plante nye træer, og det var først, da vi havde meget lidt skov tilbage, at vi tog konsekvensen og indførte en helt særlig skovlov, som har eksisteret lige siden. Skovene ser i dag ud, som de gør, fordi vi har udbygget, beskyttet og bevaret dem med denne lovgivning,” siger Vivian Kvist Johannsen.
Men nu er der måske ændringer af skovloven på vej fra Miljøministeriet. Og det har rusket op i diskussionen om, hvor meget skovområderne skal og bør udnyttes. I Kommunernes Landsforening (KL) håber teknik- og miljøformand Jørn Pedersen på en lempelse af skovloven og på bedre muligheder for friluftsliv for den enkelte og for landets institutioner.
”Når man har så meget mere skov, er det kun sundt for os, at vi også får det brugt mere. Hvis man eksempelvis har et stort skovområde, skal det foreningsliv, der er i området, have lov til at bygge foreningshuse der, eller hvis kommunens skoler har lyst til at udlægge noget af elevernes undervisning i klasselokaler i skoven, skal det også være en mulighed. Det kan man lige så godt sikre, nu når man er inde at kigge på en ny skovlov,” siger Jørn Pedersen, der til daglig er borgmester i Kolding Kommune.
Derudover vil KL gerne lave om på, at hele arealet omkring den bynære skov automatisk bliver fredskov, som blot kommer til at stå til.
”Især når der netop kommer mere skov til, vil det være bedre, hvis man i stedet kan gå ind og lave naturbeskyttelse på de bynære skove, som man vurderer bør være fredede. For selvom det i dag allerede godt kan lade sig gøre at udnytte disse arealer, er det enormt omstændeligt,” siger Jørn Pedersen.
Men hvis vi begynder at sætte flere bygninger ind i de store naturområder, udhuler vi skovenes værdier om ro, fred og fordybelse, og så får vi ikke længere fornemmelsen af vildmark og uforstyrrethed, mener Nora Skjernaa Hansen, skovpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.
”Selvom Danmark nærmest har slået verdensrekord i genopretning af skovarealet, var det aldrig lykkedes uden skovloven. Og der skal stadig mere skov til at sikre naturen, friluftslivet og en vis grad af træproduktion,” siger hun.
Ifølge Danmarks Naturfredningsforening skal skovområderne blandt andet kædes bedre sammen, før dyr og planter kan trives på langt sigt.
”De danske skove med stor naturrigdom er lige nu placeret som små udsatte pletter på danmarkskortet, og det betyder, at vi har en stor biodiversitetskrise. Over halvdelen af de truede danske arter lever i skoven, og indgreb til byudvikling og tekniske anlæg kan betyde, at arterne uddør hurtigere. Derudover frygter vi, at en lempelse i de bynære områder vil gøre, at skovområderne her helt forsvinder, i takt med at nye byggerier gnaver sig vej ind i skoven. Alle vil jo gerne bo i kanten af skoven, men det betyder jo også, at skovkanten gradvist må rykke sig,” siger Nora Skjernaa Hansen.
Det er unikt for Danmark, at det politisk er lykkedes at bære fredskovstanken videre over så lang en periode, forklarer Bo Fritzbøger, lektor i historie ved Københavns Universitet. Særligt når reglerne oprindeligt blev lavet i desperation over en skovmangel, som ikke længere er akut.
”Der har kun været gjort ganske få forsøg på den stoppet den restriktive tilgang til skoven. Faktisk skal vi helt tilbage til 1850- 1860’erne for at se det seneste eksempel. Da man begyndte at overveje at pille ved reglerne, opstod der dog dengang stor folkelig modstand mod projektet, hvilket betød, at man i sidste ende måtte opgive lempelserne. Her blev der sat spørgsmålstegn ved konflikten mellem at tilgodese særinteresser for skovejere, foreninger og lignende på den ene side og den almene befolknings nytte af skoven på den anden,” siger han.