Skærpet kontrol med import af studerende

Store problemer med nepalesiske, kinesiske og indiske studerende i Danmark får regeringen til at stramme grebet om danske uddannelsesinstitutioner. Det skulle være sket for længst, mener Socialdemokraterne

Det skal være slut med, at danske uddannelsesinstitutioner driver plat på fattige udenlandske studerende. Sådan lyder det fra regeringen, som vil indføre skærpet kontrol og flere regler, der rammer både studerende og skoler i Danmark og agenter i udlandet. Siden 2000 har danske uddannelseschefer boltret sig på de globale uddannelsesmarkeder, og antallet af studerende fra lande som Kina, Indien og Nepal er femdoblet fra 492 i alt til 2339. Men en stor andel af studerende fra netop disse lande har brugt tiden i Danmark på at arbejde sort i stedet for at studere. De danske regler har derfor været for slappe, vurderer undervisningsministeren.

Jeg er ked af, at der med rette har kunnet rejses tvivl om rimeligheden af praksis på flere forskellige områder. Som det nu er gået, er jeg nødt til at lave nogle regler, siger undervisningsminister Bertel Haarder (V) på baggrund af en kulegravning af fire uddannelsesinstitutioners rekruttering af studerende fra fattige lande.

Undervisningsministeren vil i samarbejde med uddannelsesinstitutioner indføre et sæt etiske retningslinjer for danske uddannelsesinstitutioner. Desuden skal overvågning af fravær og frafald på studierne skærpes. For at forebygge misbrug skal Udlændingeservice i højere grad give afslag på opholdstilladelse, når der er mistanke om, at den studerende reelt vil bruge sin studietid på at arbejde i Danmark i stedet for at studere. Endvidere vil Undervisningsministeriet forsøge at få indført fælles internationale retningslinjer om brugen af de kontroversielle agenter, som hverver studerende til uddannelsesopholdene. De internationale regler skal vedtages i OECD og i Unesco, som tilsammen repræsenterer 190 lande. Endeligt skal samtlige nye initiativer evalueres i 2010, oplyser Undervisningsministeriet.

Ifølge undervisningsministeren er de mange stramninger nødvendige for at sikre de studerende en god uddannelse i Danmark og for at forhindre, at studerende misbruger et studieophold til at komme og arbejde illegalt.

Vi er nødt til at sikre, at studieophold ikke bliver brugt som en genvej til et illegalt ophold i Danmark, siger Bertel Haarder.

En del af initiativerne indrager Videnskabsministeriet og Integrationsministeriet.

Regeringen har været for lang tid om at tage fat om problemerne, mener Christine Antorini, der er uddannelsesordfører for Socialdemokraterne.

Undervisningsministeriet har jo ikke taget et politisk initiativ endnu, selvom det snart er tre år siden, at problemerne begyndte at dukke op, siger hun.

Antorini er positiv over for initiativerne, der er på vej, men hun mener, at skolerne skal forbydes at samarbejde direkte med lokale agenter, som hun mener opfører sig som menneskehandlere, idet de lover de studerende guld og grønne skove og sender dem til Danmark med falske forhåbninger om, at de må arbejde her.

Rapporten dokumenterer desværre sort på hvidt, at uddannelserne i alt for høj grad har set området som en pengemaskine, og at der er udenlandske studerende, som er kommet i klemme ved det. Desværre har der slet ikke har været den kvalitetskontrol, der burde være i sær ikke i forhold til anvendelse af de udenlandske agenter. Men heller ikke i forhold til, at de studerende skal have et tilstrækkeligt fagligt og sprogligt niveau for at kunne få noget ud af undervisningen.

hall@kristeligt-dagblad.dk