Jeg har været heldig.
Min mor og far var nemlig så fremsynede, at de i 1954 flyttede i et hus på landet på noget nær den skønneste plet i Danmark. Det var året, før jeg og min tvillingebror blev født.
Huset lå dejligt op mod skoven på vestskråningen af Kampeløkke Ådal nær Olsker på Nordbornholm. Der var morgensol, læ for den stride vestenvind og en stor have med frodig jord, kildevæld, klipper og sten. Her voksede jeg op i dalen med mine forældre, Bodil og Paul, storesøster Karen, tvillingebror Jacob og lillebror Martin. Og lige uden for haven lokkede skoven, kilderne, bækkene, åen, dalen, engene, klipperne, søerne, moserne, højlyngen og de blomsterrige bakker. Det var et sandt eldorado for en lille dreng.
Naturen var et overflødighedshorn af liv, og jeg ville vide, hvad det var, jeg mødte. De vilde skabninger får først for alvor sjæl, når de har navne. Derfor har jeg været vildt optaget af at identificere planter og dyr lige så længe, jeg kan huske. Særlig insekternes og de andre smådyrs vrimmel har min opmærksomhed.
Ustandseligt gik jagten på løbebiller, edderkopper, skorpiontæger, vandkalve, salamandre, glubske guldsmedelarver og alt muligt andet krible-krable. Jeg følte mig ikke fuldt påklædt i naturen uden net og syltetøjsglas.
Min bedste legekammerat som barn hed Marie. Hun boede med sine forældre, Ole og Karin, lillesøster Anne og lillebror Per i et gulkalket hus på en klippebakke omgivet af marker, skov og kuperet terræn med enge, krat og nedlagte stenbrud. Det var en god kilometer fra mig i nærheden af Olsker.
Vi delte passionen for at aflure naturens hemmeligheder, og dermed udvidede jeg mit jagtterritorium til at omfatte naturen omkring huset, hvor Marie boede. Turene med hende var ren lykke af intens iagttagelse, lige indtil den dag i skolen, hvor det blev anset for pinligt for en dreng at lege med piger.
LÆS OGSÅ: Kultur og kunst over grænserne
Dengang i 1960erne var der hundredvis af små stenbrud på Nordbornholm. De havde været i brug i midten af det 20. århundrede, men driften ophørte i de fleste af de små stenbrud i løbet af 1950erne og første halvdel af 1960erne. Ét af bruddene lå i skoven i kanten af højlyngen vest for Kampeløkke Ådal. Det var meget malerisk, og det dybe brud var efter brug løbet fuld af krystalklart vand, hvor vi badede om sommeren. Det nedlagte stenbrud blev døbt Isbjørnegrotten.
Ovre hos Marie var der også et fint, nedlagt stenbrud i bunden af den lille Kruppedal. Stenbrydningen var stoppet, nogle få år før vi kom der. Et af de dybe stenbrud på dalsiden havde ligget længere og var allerede blevet til en dyb sø med masser af sudere, som svævede graciøst som sorte silhuetter under de spredte vandaks midt i stenbrudssøen.
I dalens bund var der en herlig, lysåben sø, som lå godt i læ mellem træerne og det omkringliggende klippeterræn. Søen var lav og langstrakt med klart vand, granitskærver og den fineste bredvegetation af starer, himmelblå skjolddrager, rødbrun kragefod, lyslilla vandrøllike og bukkeblad med trekløverblade og mærkelige tottede blomster i de danske nationalfarver.
Kruppedal var vidunderlig, og vi tilbragte timer, dage og uger med at udforske stedet. Her stiftede vi for første gang bekendtskab med blå libeller og blå og røde vandnymfer, som fløj rundt alene eller sammenkoblede to og to. Her var der store mosesnegle og skivesnegle, der lignede bagerens snegle en miniature. Her var blanke hvirvlere, der teede sig som bittesmå løsslupne radiobiler på vandoverfladen. Her var skøjteløbere, der sprang lystigt omkring på vandet, og små, slanke skræddere, der sagte og sirligt gled af sted over vandet på deres hårfine ben. Og nede i vandet krøb vårfluelarver rundt med kroppe i kunstfærdige huse, der var bygget af alle tænkelige materialer.
Der var rygsvømmere, der vendte den hvidgrønne bug opad, der var zebrastribede bugsvømmere, som sang fint og stille under vandoverfladen.
Og så var der de flade, mudderbrune skorpiontæger, der som regel sad bomstille helt inde ved bredden med deres lange ånderør oppe i overfladen.
Virkeligheden i Kruppedal var et mylder af liv, men det skete tit, at jeg pyntede lidt på sagerne. Jeg læste Lieberkinds Dyrenes verden fra ende til anden, slugte bøgerne råt og var snart blandt Indiens tigre og snart på havets bund blandt underlige fisk. Værket satte fantasien i gang, og en dag, hvor Marie og jeg var på opdagelse uden for de vante stier, ville jeg imponere hende med min iagttagelsesevne og viden. Jeg gik lidt i forvejen og nåede frem til en lille og meget dyb sø, som vi ikke kendte. Det var muligheden. Jeg vendte mig mod Marie og kaldte:
Kom og se, der svømmer en sildekonge rundt i søen.
Hvad jeg strengt taget godt vidste, men Marie næppe anede, var, at virkelighedens op til otte meter lange sildekonge lever i havet på mange hundrede meters dybde, og at sildekongen er så sart, at det kun sjældent er lykkedes at fange den i hel tilstand. Så sildekongens tilstedeværelse i den lille sø var for at sige det mildt ret usandsynlig.
Marie delte imidlertid loyalt min begejstring for den sildekonge, hun naturligvis aldrig nåede at se. Og da vi var tilbage hos Ole og Karin, fortalte hun glædestrålende sine forældre om min enestående observation. Det forekom mig, at de så lidt mistroiske ud. Men jeg gav den så meget som uskyldigt sandhedsvidne, at jeg endte med selv at tro på eventyrfiskens nye tilholdssted i den lille, dybe skovsø på Nordbornholm. Sildekongesøen findes endnu.
Tilbage i virkeligheden var der andre dyr, som tiltrak sig stor opmærksomhed: salamandre, vandkalve og knudeløserdyr. De små salamandre var alle steder. I Isbjørnegrotten kom de med jævne mellemrum op til overfladen for trække luft.
Der var især ét sted, hvor vi plejede at læne os hen over en rund klippe, hvorfra der var et fint udsyn over det dybe vand. Her så vi salamandrene stige op dybt nedefra, langsomt og adstadigt som svævende ånder med udbredte hænder. Når de nåede overfladen og fik luft, livede de op og dykkede lynsnart ned i dybet igen med piskende haler. Derfor lurede vi altid på de salamandre, der var på vej op. Dem kunne vi nemlig fange med vores net lige inden, de nåede overfladen.
Samme sted var vandkalvenes paradis. De var der i alle størrelser. De kom mere resolut op til overfladen for at trække luft ind under deres dækvinger. Så gjaldt det om at slå til og fange vandkalven i det sekund eller to, hvor den hang med bagkroppen og de udbredte svømmeben i overfladen. Senere lærte vi også vandkalvelarverne at kende. De hang i vandet som camouflerede spørgsmålstegn mellem vandplanterne, hvor de med deres flade og brede hoveder var parat til at angribe hvad som helst med deres vidtåbne, sylespidse og giftige kæber. Det var en barsk verden.
Knudeløserdyret var en anden sær skabning. Vi opdagede den på en mærkelig måde. En sommer løb vores private brønd tør for vand, så vi måtte hente vand på nabogården i mælkejunger. Vandet var klart og fint, men det viste sig at indeholde nogle meget lange og hårtynde orme, som viklede sig ind i hinanden i noget, der lignede håbløse knuder. Når vi pirkede til dem, viklede de sig imidlertid ud på forbavsende kort tid. Derfor døbte vi dem knudeløserorme. De levede også i åen i bunden af dalen.
En dag fangede vi en kæmpestor salamander med kulsort ryg med dragetakker, orange mave og en flot svungen hale med elegant sølvstribe. Det måtte være salamandrenes konge. Siden fandt vi kongesalamandre mange andre steder. De hed aldrig andet, og først mange år efter blev vi klar over, at der var tale om den store slægtning til den mere almindelige lille vandsalamander.
Kruppedalens lyse og lavvandede sø var et mylder af salamanderlarver. De var et kapitel for sig. Deres gæller lige bag hovedet står ret ud til begge sider og ligner et par lyserøde englevinger. Larverne er så fine og sarte, og derfor vi holdt meget af de spinkle hvirveldyr nede i vandet.
Vi stirrede i det klare vand og så vandnymfelarver med elegante bladgæller på bagkropsspidsen liste rundt på lette fødder på jagt efter smådyr. Og deres større slægtninge, guldsmedelarverne, lurede også lumsk mellem planterne parat til at skyde deres sammenklappelige underkæbe frem mod en blød haletudse, en sart salamanderlarve eller enhver anden skabning, der kunne gøre det ud for et måltid.
Der var drama på liv og død i Kruppedalens klare vand. Vi så ikke det hele. Naturen blev ved med at overraske og have hemmeligheder. Men vi så skrædderen, skøjteløberen og alle de andre.
Det var en god begyndelse.
Michael Stoltze er biolog og forfatter
