Skuespiller Søren Spanning er død

Den 68-årige skuespiller Søren Spanning døde onsdag. Han efterlader sig sin hustru og tre børn

Skuespiller Søren Spanning spillede statsminister i serien "Borgen". (Arkivfoto):
Skuespiller Søren Spanning spillede statsminister i serien "Borgen". (Arkivfoto):. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

Skuespiller Søren Spanning døde onsdag, oplyser hans familie til Ekstra Bladet.

Han blev 68 år.

Søren Spanning er kendt for en lang række roller i dansk film. Blandet andet spillede han statsminister i DR's dramaserie "Borgen", ligesom han havde roller i "Taxa", "Ørnen" og "Krummerne".

I 1995 blev han udnævnt som Ridder af Dannebrog, og i 2016 modtog Søren Spanning Osvald Helmuth-prisen for at have lagt dansk stemme til karakteren Lord Voldemort i Harry Potter.

Skuespilleren efterlader sig sin hustru, skuespillerinde Karen-Lise Mynster, og børnene Jasper, Line og Rosalinde.

I 2014 blev Spanning ramt af en hjerneblødning, der betød, at han blev kørestolsbruger.

Siden fortalte han i 2016 til Ekstra Bladet, at hjernebødningen havde gjort ham lam i venstre side, og at han var "vred over det".

I begyndelsen af 00'erne fik han konstateret leukæmi, men kæmpede sig gennem sygdommen med hjælp fra en stamcelledonor.

Sygdomsforløbene gjorde, at han ikke har optrådt i mange film de seneste år.

Ifølge filmsiden IMDb spillede han senest med i kortfilmen "Afvej" i 2015.

Debuten på det store lærred kom i 1976, da han spillede en journalist i filmen "Kassen stemmer".

Samme år blev han uddannet fra Aarhus Teater, hvor han var ansat frem til 1980. Herefter fulgte syv år på Det Kongelige Teater. Her spillede han blandt andet titelrollen i "Hamlet" i 1982.

Skuespilleren har været vidt omkring på danske scener. I 2004 var han hovedkraft bag dannelsen af Det Fri Teater, hvor han for egen regning satte Tjekhovs "Mågen" op. Her spillede han desuden selv den tidligere leder af Sovjetunionen Josef Stalin i "Mesterklasse".

Spannings datter Rosalinde Mynster er trådt i forældrenes fodspor og er i dag selv skuespiller med større roller i dansk film.

Hun er blandt andet kendt fra "En kongelig affære" og "Badehotellet".

/ritzau/