Skuffelse mellem barn og forælder skaber stadig flere konflikter

Women sitting on the sofa and

De mere eller mindre eksplicitte krav fra forældre til børn gør relationen anspændt, og derfor er der påfaldende mange, der slet ingen relation har til deres forældre, siger psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard. Modelfoto. Iris

De mere eller mindre eksplicitte krav fra forældre til børn gør relationen anspændt, og derfor er der påfaldende mange, der slet ingen relation har til deres forældre, siger psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard. Modelfoto. Iris

Alle forventer, at man handler og tænker ens, fordi man er i familie, men sådan er det jo ikke. Slet ikke i dag.
Katrine Krebs, forfatter

Forholdet mellem barn og forælder er den ultimative relation. Derfor er det oftest den, der skuffer os, når kærligheden viser sig ikke at være så ubetinget som forventet, mener eksperter

Det var juleaften, og stemningen var dårlig, rigtig dårlig.

Katrine Krebs havde haft mange dårlige juleaftener før, for forholdet til forældrene havde været anspændt så længe, hun kunne huske, men denne aften havde hun alligevel sat forventningerne op.

Hun var midt i 20’erne, og sammen med kæresten var det første gang, hun var vært for familiernes fest. For hende var det en vigtig del af at blive voksen, og hun havde gjort sig ekstra umage med pyntning af lejligheden, svigermor havde hjulpet med maden, og gaverne var nøje udvalgt. Da forældrene ankom, kunne hun ikke lade være med at spørge: ”Ser her ikke fint ud?”

”Min mor svarede iskoldt: ’Jeg kommenterer ikke på andres hjem’. Hun kommenterede heller ikke på andres mad, viste det sig, og da vi var midt i gaveudvekslingen, ville hun pludselig hjem. Jeg tror, hun følte, at min svigerfamilie havde givet større gaver til mig, end hun havde. Hun gav mig hånden til farvel, ikke noget knus, og jeg tudede resten af aftenen,” fortæller Katrine Krebs, der siden har skrevet to bøger om familiefred.

I bøgerne undersøger hun, hvorfor relationerne i en familie nogle gange kan blive så udspændte, at det leder til brud og store skuffelser. Både mellem søskende og mellem børn og forældre.

Forklaringen handler især om, at man i en familie føler sig naturligt forbundet, fordi man både deler gener og en helt afgørende del af livet sammen. Det skaber en særlig kærlighed, men også stærke forventninger. Søskende ser hinanden som et spejlbillede og har ofte svært ved at forstå den andens valg, når man nu kommer af samme kerne. Børn ser altid deres forældre som et fundament og som forbilleder. I disse meget fastlagte roller er det svært ikke at fejle.

”Alle forventer, at man handler og tænker ens, fordi man er i familie, men sådan er det jo ikke. Slet ikke i dag, hvor medlemmerne i familien ikke er afhængige af hinanden på samme måde som tidligere,” siger Katrine Krebs.

I en meningsmåling, analyseorganisationen YouGov har foretaget for Kristeligt Dagblad, er familien den kategori – sammen med venner og kolleger – hvor flest har oplevet en stor skuffelse. Af dem peger størstedelen (43 procent) på forældrene som årsagen, og det er faktisk ikke så overraskende, mener Camilla Carlsen Bechsgaard.

Hun er psykolog, har arbejdet med familierelationer siden 1999 og er desuden medforfatter til bøgerne om familiefred. Hun er ikke i tvivl om, at forholdet mellem barn og forælder er den ultimative relation bundet tæt sammen af både klare idealer og store forventninger om især ubetinget kærlighed.

Det, der hyppigst går galt, er da også netop det tema, som har præget Katrine Krebs’ forhold til forældrene, nemlig følelsen af at kærligheden alligevel er betinget. Det er af samme grund et grundtema i litteratur og film: jagten på anerkendelse fra mor og far.

En hel del voksne søger professionel hjælp – blandt andet hos Camilla Carlsen Bechsgaard – fordi de føler, at der er helt specifikke ting, de skal gøre – eller undgå at gøre – for at opnå den anerkendelse. Eller i det mindst accept. Det kan være at tage den rigtige uddannelse, vælge den rigtige partner, gå i det rigtige tøj, tabe de rigtige kilo. De mere eller mindre eksplicitte krav gør relationen anspændt, og derfor er der faktisk påfaldende mange, der slet ingen relation har til deres forældre, siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

Det kan nogle gange virke som små ting, børn og forældre bliver skuffede over. Når det alligevel ofte er så svært ’bare at tale ud om det’, hænger det blandt andet sammen med generationsforskellene, mener Camilla Carlsen Bechsgaard. Forældre, der er i deres 60’ere og 70’ere, var den første generation, der sagde, at hvis bare børnene var glade, var alt fint. Opdragelse var ikke noget, man behøvede at tale ihjel, og derfor har mange af dem i dag en illusion om, at de er tættere på deres børn, end børnene egentlig føler. For børnene, altså den generation, der er i deres 30’ere og 40’ere, har nemlig en helt anden forventning om et tættere og mere følelsesbetonet forhold til deres forældre. De forlanger ”følelsesmæssig tilfredsstillelse”, som hun formulerer det.

”For rigtig mange forældre af den ældre generation er det nok, hvis bare de overholder de generelle konventioner omkring det at være familie: De passer børnebørnene en gang imellem og kommer til fødselsdagene, men den følelsesmæssige involvering mangler nogle gange. Det er særlig slemt i skilsmissefamilier, hvor faderen ofte har trukket sig eller er blevet dæmoniseret og derfor ikke har en tilstrækkelig tæt relation til sine børn,” siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

For børnepsykolog og familierådgiver Margrethe Brun Hansen rummer resultaterne i meningsmålingen dog også en god nyhed. Hun vælger at tro på, at det faktisk udtrykker virkeligheden, når blot syv procent angiver, at de er skuffede over deres børn, og det viser, at forældres unikke kærlighed åbenbart er intakt. Hun havde frygtet, at tallet var langt højere, for når man i disse år hører så meget om pressede børnefamilier og særligt kvinder, der må sætte deres karriere på stand-by, kunne man godt forvente, at flere ville bebrejde deres børn, hvis ikke deres liv levede helt op til egne forventninger.

Den dårlige nyhed er så, at børnene ikke i samme grad sender kærligheden tilbage til forældrene.

”Mange i min generation håber jo, at de har gjort det så godt som forældre, at de får den kærlighed igen, som de har givet, men som tallene tydeligt viser, kan man langtfra være sikker på det. Det skyldes helt sikkert, at ungdomsgenerationen er blevet mere forvænt, men også at forældrene er begyndt at sige fra. De stiller sig ikke bare automatisk til rådighed med børnepasning, flytning og økonomisk hjælp. De forskydninger skaber flere konflikter end tidligere og derfor også flere skuffelser. Men når det er sagt, skal man lige holde fast i, at 57 procent, altså flertallet,ikke er skuffede over deres forældre,” siger hun.

Også Katrine Krebs forsøger ikke at hænge fast i skuffelserne. Gør man det for længe, bliver man bitter, og så ender man med at skuffe sine egne børn, siger hun. Derfor har hun placeret sine forældre på så tilpas afstand af sig selv, at hun kan holde ud at være sammen med dem de par gange om året, det sker.

”Det er vigtigt at tilgive dem, man er skuffet over – om ikke andet så for sin egen skyld, så man får fred i stedet for at føle skuffelse,” siger hun.