Slægtninge fra vikingetiden genforenet efter 1000 år

To fynske slægtninge røg hver sin vej i livet tilbage i vikingetiden, men er nu blevet forenet – først i et storstilet DNA-projekt og inden længe i en særudstilling på Nationalmuseet

(Manden fra Galgedil skelet foto/foto 2): I 2005 fandt arkæologer skelettet af en ca. 50-årig mand, der bar præg af et slidsomt liv som bonde i 1000-tallet.
(Manden fra Galgedil skelet foto/foto 2): I 2005 fandt arkæologer skelettet af en ca. 50-årig mand, der bar præg af et slidsomt liv som bonde i 1000-tallet. Foto: Odense Bys Museer.

Hvad har en nedslidt vikingetidsbonde fra Fyn, der døde godt 50 år gammel, til fælles med en ung stærk kriger, der blev kastet i en massegrav ved Oxford i England tidligt i 1000-tallet efter en brutal nedslagtning?

Ved et statistisk set utroligt heldigt sammentræf og med nutidens toptunede DNA-metoder har et tværvidenskabeligt forskerhold med professor Eske Willerslev fra GLOBE Institute ved Københavns Universitet i spidsen givet et overraskende klart svar.

”Vores analyser viste, at den unge kriger i massegraven ved Oxford og bonden begravet på Fyn har 2. grads slægtskab, enten som halvbrødre eller nevø og onkel. Selvom de to indgik i det største, samlede dna-studie af vikingetidsskeletter nogensinde, er det alligevel ret vildt at finde to beslægtede mennesker taget datidens befolkningsstørrelser i betragtning”, konstaterer Eske Willerslev.

Dna-studiet omfattede skeletter fra Danmark, de øvrige nordiske lande, England, Irland, Baltikum samt Italien og Østeuropa. Derved var en del af materialet hentet på den nordfynske gravplads Galgedil beliggende på en lille bakketop vest for byen Otterup.

Her har Odense Bys Museer foretaget flere udgravninger siden 1950’erne og senest i 2005, hvor bonden med den engelske forbindelse blev fundet. Pladsen omfatter i alt 59 gravlagte og er dateret til perioden cirka år 800-1050.

(Oxfordmandens kranium): En ung fynsk kriger fik både frakturer i kraniet, slagskader på kroppen og flere spyd i ryggen før sit endeligt i en massegrav ved Oxford.
(Oxfordmandens kranium): En ung fynsk kriger fik både frakturer i kraniet, slagskader på kroppen og flere spyd i ryggen før sit endeligt i en massegrav ved Oxford. Foto: Thames Valley Archaeological Services

”Ud over at være en af relativt få, store vikingetidsgravplader herhjemme er der ekstremt gode bevaringsforhold for knogler her og dermed mulighed for en lang række analyser. Så naturvidenskabsfolk har udvist stor interesse for materialet, og det er da også mind blowing med et resultat som det med de to nært beslægtede mænd. Det åbner en spændende port på gab ind til vikingetidens verden”, siger overinspektør og ph.d. Jesper Hansen fra Odense Bys Museer.

Ud over at forbinde to slægtninge i livet og døden adskilt af Nordsøen, kan det her resultat også bekræfte nogle af de teser, som arkæologer og forskere har om de skandinaviske vikingers rejsemønstre, når de begav sig ud i den store verden:

”De svenske vikinger rejste primært østover til Baltikum og Rusland, mens dem fra Norge drog mod Irland, Island og Grønland, og de danske vikinger tog til England. Det kan vi se af det arkæologiske materiale og nu læse i genetikken. Så med studiet er vi helt nede på familieplan og viser to slægtninge, hvor den ene blev, og den anden rejste ud. Men vi er også oppe og påvise de helt store befolkningsbevægelser på det her tidspunkt”, påpeger Eske Willerslev.

De to beslægtede mænd bar begge spor af et hårdt liv. Bonden i det fynske havde slidte tænder, en stærkt gigtplaget ryg og nakke samt tegn på inflammation, muligvis tuberkulose. På nakkebenet havde han en helet læsion, men også en ikke-helet læsion i den venstre side af bækkenet, som måske kostede ham livet.

Den unge kriger var også mærket af livet. Hans øjenhuler viste tegn på fejlernæring eller inflammation, og skelet og kranie havde talrige kampskader efter sværdhug, pile og flere spyd plantet i hans ryg. Som de øvrige mænd i massegraven var han blevet maltrakteret med flere slags våben.

Hvordan den unge kriger endte i massegraven ved Oxford er uklart. Enten faldt han i en af de mange kampe mellem danskere og engelskmænd eller i massakren på vikingerne beordret af den engelske kong Æthelred 2.

Ifølge Eske Willerslev kan vikingerne i massegraven også have været tydeligt inficeret med kopper og derfor være henrettet. Mindst én af dem viste spor efter sygdommen, og vikingerne bragte bevisligt virussygdomme med sig som en slags datidens superspredere. Frygten for kopper var ikke ubegrundet, da sygdommen er meget smitsom og høstede flere liv end alle andre epidemier tilsammen.

Trods ulige skæbner ender de to slægtninge alligevel med at mødes igen i Nationalmuseets nye særudstilling ”Togtet” med åbning den 26. juni. Her vil de ligge omgivet af vikingetidsskatte.