Prøv avisen

Slægtsforskning er en hastigt voksende hobby

Fjernsynsprogrammer som DR’s ”Forsvundne arvinger” har inspireret langt flere til at søge viden i de lokalhistoriske arkiver. Samtidig er det blevet betydeligt lettere at gå i arkiverne hjemmefra. – Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Vi forsker som aldrig før i vores familiehistorie, og nu har Danmark fået en ny og samlet slægtsforskningsforening, som blandt andet vil arbejde for at lette adgangen til arkiverne

Da Yvonne Christiansen giftede sig i 1994, giftede hun sig ind i en ganske almindelig lolland-falstersk husmandsslægt. Troede hun.

For det viste sig senere, at familien slet ikke var så ordinær, at der ovre i Utah, USA sad en hel gren af familien og var mormoner. Det var resultatet af en ret dramatisk udvandringshistorie begyndende med en mormonprædikant, der kom til Karleby i begyndelsen af 1900-tallet og – fortæller historien – fra-narrede et forældrepar to små piger, som han tog med sig hjem til staterne. Nogle år senere rejste pigernes storebror efter for at finde dem, men endte med at blive derovre. Familien gik i opløsning, kun ét barn blev tilbage på dansk jord, og forældrene endte deres tilværelse på fattiggården i Horreby.

Det er den slags historier, man kan få ud af at slægtsforske, og Yvonne Christiansen er langt fra den eneste, der har kastet sig hovedkulds ind i familiehistorien. Slægtsforskning er en hastigt voksende hobby og for at imødekomme interessen har de største foreninger på området nu slået sig sammen til én, landsdækkende forening under navnet Danske Slægtsforskere.

Foreningen har ifølge formand Kirsten Sanders til formål at ”lette livet for slægtsforskere”. Den blev stiftet ved en ekstraordinær generalforsamling i maj og er i skrivende stund oppe på omtrent 7000 medlemmer, men tallet for hvor mange danskere, der aktivt bedriver slægtsforskning, nærmere er på 20.000, siger Kirsten Sanders.

”Vi har en Facebook-gruppe med godt 18.000 medlemmer, og i efteråret fik vi på et tidspunkt over 300 indmeldelser i gruppen over en weekend,” siger hun.

Hun nævner blandt andet fjernsynsprogrammer som DR’s ”Forsvundne arvinger” som noget, der har fået folk op af stolene. Men faktisk kan man fint slægtsforske hjemme fra skrivebordet i dag. Der laves hele tiden nye databaser, hvor man fra computeren kan søge oplysninger, og den nye forenings flagskib er således også et stort digitalt bibliotek, der gør alt lige fra den lokale kirkebog til slægtsgårdens regnskaber digitalt søgbare.

”I gamle dage skulle man bestille tid på Rigsarkivet, stå i kø og havde man bestilt en forkert bog, skulle man komme igen næste lørdag. Det var virkelig for de få at slægtsforske. I dag kan man sidde hjemme og gøre langt det meste. Jeg vil tro, de 19.000 af os udelukkende sidder hjemme, de sidste 1000 er dem, der er nået så langt, at de er nødt til at bevæge sig hen på arkivet,” siger Kirsten Sanders.

Og netop Rigsarkivet har taget vel imod foreningen, siger hun.

”Vi kan mærke, vi har fået hul igennem, vi bliver inviteret til møder og samarbejde på alle mulige fronter. Det føles også som en anerkendelse,” siger Kirsten Sanders.

Interessen for slægtsforskning er ifølge Birgitte Possing, dr. phil, professor emerita i kulturstudier og forfatter, et resultat af det hurtigtpulserende globale samfund, vi lever i.

”Hvis ikke, man har en fornemmelse af, hvor man kommer fra, hvilke værdier, der har præget én, hvilke retninger, rødderne er slået, så bliver man som en flue i en flaske, forvirret. Det er lidt det samme som med interessen for historiske biografier. Vi søger billeder på mennesker, der ligner os selv, har troet og tvivlet, tabt og sejret. Det er det fundament, der får én til at tænke over, hvor man selv står,” siger hun.

For Yvonne Christiansen, der selv er formand for en lokal slægtsforskerforening, Slægtshistorisk Forening Guldborgsund med 112 medlemmer, er det også det, der driver værket.

”Det primære er at vide, hvad jeg er en del af. At kende min æt,” siger hun.

Men går man ind i slægtsforskning, skal man vide, at det ikke altid ender lykkeligt, påpeger hun.

”Jeg plejer at sige til folk: Vil du acceptere det, du finder? Ellers skal du ikke gå i gang. Det kan sagtens være, man finder ud af, at der mangler en barnefar et sted eller er født et uægte barn. For nogle stopper det ved den oplysning, mens andre graver videre. Men det kan også være en positiv oplevelse. At man for eksempel, når begge forældre er døde, finder ud af, hvem der stod fadder til én ved dåben,” siger hun.

Yvonne Christiansen har selv fundet frem til flere familiemedlemmer i USA, men endnu ikke fået skabt kontakt.

”Det går jeg lidt og pusler med. Det synes jeg, vi skal have,” siger hun.