Slagmarken i Ukraine kan afgøre afstemning om forsvarsforbehold

Statsminister Mette Frederiksen (S) får brug for både Putin og Zelenskyj for at få et ”ja” til afskaffelse af forsvarsforbeholdet

Statsminister Mette Frederiksen besøgte Bornholm den 7. april 2022. Under besøget havde statsministeren fokus på situationen i Ukraine.
Statsminister Mette Frederiksen besøgte Bornholm den 7. april 2022. Under besøget havde statsministeren fokus på situationen i Ukraine. . Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix.

Dagen efter folkeafstemningen om Danmarks forsvarsforbehold til EU den 1. juni 2022 er det 30 år siden, at det gik galt mellem folketingets flertal og folkets ditto, når det handler om EU.

50,7 procent sagde i 1992 nej, 49,3 procent sagde ja – Maastricht-traktaten var faldet. Ikke blot i Danmark, men i hele EU, for traktaten skulle tiltrædes af alle medlemslande i EF, som det hed før Maastricht, for at blive en realitet. Traktaten gav EU en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og konfirmerede den europæiske monetære union – de to søjler, der i dag henholdsvis søger at støtte Ukraines kamp mod det russiske forsøg på besættelse og bekæmpe inflationen, der for tiden udhuler enhver europæisk lønmodtagers realløn og også ildgives af Ruslands krig.

De andre lande ville videre, så udfordringen lå ikke i Bruxelles, men i Folketinget, hvor regeringen skiftede mellem 1992 og 1993, og Danmark ved Edinburgh-aftalen i december 1992 og folkeafstemningen om samme i 1993 fik fire forbehold, der holdt os inde i fællesskabet.

På den første dag i juni i år skal vi så stemme om at afskaffe det ene forbehold – forsvarsforbeholdet. Og det kan da ikke blive et problem? For vi skal da fuldt og helt kunne støtte Ukraine? Vore nordiske brødre, Finland og Sverige, har uventet kurs mod Nato, Europas anden store geopolitiske søjle, så vi skal vel være med og midt i det hele?

Det svar tør ingen erfaren folketingspolitiker give. Daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) var legendarisk for mange one-linere, hvoraf én af dem var, at danskerne til Maastricht ikke blot ville sige ja, men ja tak. Det gjorde vi ikke. Det gjorde vi heller ikke ved folkeafstemningerne om henholdsvis euroen i 2000 og om et andet forbehold, retsforbeholdet, i 2015.

Det opfattes næppe bredt i Danmark som et svigt af fællesskabet på samme måde, som det opfattes af de andre medlemslande – vi sidder ikke midt i det europæiske fællesskab, men politisk i den ydre periferi. Fordi vi har vist, at kærligheden til fælleskabet er betinget og vægelsindet. Og at den danske lune er omskiftelig som solen er i den danske sommer i juli.

Nu har et solidt flertal i Folketinget indgået et nationalt kompromis, der både sikrer markant øgede bevillinger til forsvaret og en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet. I resten af Europa vækker det ingen opmærksomhed. Det gør det kun, hvis vi igen stemmer nej. Så vil den nationale katastrofe være total og Danmark cementeret som den forkælede lillesøster/-bror, der ikke behøver at tage denne verdens kalamiteter alvorligt.

Var folkeafstemningen i dag, så ville resultatet være givet, men der er mere end seks uger til afstemningen.

Regeringen kom skidt fra start med en tekst til stemmesedlen, som man måtte ændre – fordi den kluntet og umusikalsk ikke eksplicit nævnede forbeholdet. Som vi stemmer om. Og tiden kan gå og let skabe tvivl om, hvilken forskel det egentlig gør, om vi står, hvor vi har stået de seneste 30 år eller siger forbeholdet fra og fællesskabet til.

De to vigtigste aktører for afstemmingens udfald er ikke i Danmark og ikke i EU. Det er Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Ukraines, Volodymyr Zelenskyj. Og i påsken har Putins krig mod Ukraine ændret karakter på en måde, der kan ændre den danske folkestemning.

Putin har – i al fald for nu – opgivet at indtage Ukraines hovedstad, Kyiv, og sat alt ind på at indtage Donetsk og Luhansk, de østlige regioner i Ukraine. Rusland er jo – ifølge Putin – ikke i krig, men i gang med en militær specialoperation med klare mål, blandt andet at de-nazificere Ukraine.

Den 9. maj er årsdagen for den sovjetiske sejr over Hitlers nazi-Tyskland i 1945 og i dag en nær-religiøs helligdag i Rusland. Specialoperationen i Ukraine er dog ikke gået specielt fremragende indtil nu, og skærtorsdag blev det konstateret, at den russiske Sortehavsflådes flagskib, ”Moskva”, ligger på samme havs bund og de 500 mand ombord er evakueret. Den 9. maj skal Putin kunne vise noget og – fra et russisk synspunkt – helst kunne vise sig frem fysisk i ”befriet” territorie i Ukraine. Ellers vil de russiske soldaters lave moral krybe nærmere på Kreml og true Putin personligt.

Så kan det være tæt på slut for Putin, sejr for Zelenskyj og så er vi lidt der, hvor vi var efter den kolde krigs afslutning og Maastricht-traktaten, der handlede om netop det. Så er vi sikre. Krigen er væk – eller bare langt væk fra os. Og er der så grund til at ændre på tingenes tilstand og komme af med forsvarsforbeholdet?