I søndags smed antiracistiske britiske demonstranter en statue af slavehandleren Edward Colston i havnen i Bristol, og i Belgien har aktivister raseret statuer af den kontroversielle kong Leopold II, der er kendt for sin grusomme behandling af befolkningen i Congo Fristaten, der var kongens personlige ejendom frem til 1908. I Danmark er monumenter, der afspejler fortidens hårdhændede behandling af sorte, mindre åbenlyse. Men spørgsmålet er, om vi for eksempel kan have en rytterstatue af kong Frederik V på Amalienborg Slotsplads og en statue uden for Det Kongelige Teater, der forestiller Ludvig Holberg, når disse berømte personer fra 1700-tallet var i berøring med datidens slavehandel.
”I Bristol var slavehandlen et dominerende erhverv, det havde en helt anden størrelse end i Danmark. Og mens Colston handlede som privatperson i eget firma, foregik investeringer i slavehandlen herhjemme mest i halvofficielle handelskompagnier. Hvis vi skal vælte statuer, kan vi starte med rytterstatuen af Frederik V,” siger Erik Gøbel, tidligere seniorforsker ved Rigsarkivet med særlig ekspertise inden for dansk kolonihistorie i Vestindien.
Han mener, at det er et svært dilemma, når aktivister i nutiden gør sig til dommere over 1700-tallets personer.
”Jeg kan godt forstå, at man som sort person ikke kan tåle at se på en statue af for eksempel kong Leopold, men jeg har det overordnet meget stramt med, at man sætter sig til doms over historiske personer, der handlede og levede ud fra et helt andet værdisæt end det, der gælder i dag,” siger han.
Heller ikke Poul Villaume , professor emeritus i historie ved Saxo-instituttet på Københavns Universitet, mener, at mindesmærker efter kontroversielle personer i Danmark og udlandet bør destrueres. I stedet bør dilemmaet løses ved at sætte dem på museum:
”Uanset vores holdning til dem i dag er de her personer en del af vores historie, og det er forkert at udradere dem fra vores hukommelse. De bør bevares, og nogle af dem formidles i anden sammenhæng end i det offentlige rum, for eksempel på et museum,” siger han.
Men selvom Danmark måske ikke har nogen statuer, som er lige så oplagte at smide i havnen som Colston-statuen i Bristol, betyder det ikke, at Danmark ikke har taget – og bør tage – et opgør med kolonihistorien, siger Astrid Nonbo Andersen, postdoc ved institut for kultur og samfund på Aarhus Universitet.
”Debatten om strukturel racisme er på ingen måde kun en amerikansk problemstilling – det er store dele af hele Vesteuropas historie på grund af kolonitiden, og der er sket meget de seneste år i den debat, også i Danmark,” siger hun.
Så sent som efter Anden Verdenskrig var der ikke ret meget kritik af slaveri og kolonitid, men snarere ”en nostalgi efter en tabt storhedstid”. Kritikken kom i 1960’erne sammen med blandt andet den amerikanske Borgerrettighedsbevægelse, der havde til hensigt at forbedre levevilkårene for især afroamerikanerne. I 2000’erne blussede et kritisk fokus på kolonitiden op igen, ikke mindst på universiteterne, med såkaldte postkoloniale teorier om indlejret racisme.
De seneste tre-fire år har været præget af en kritisk bevægelse, som Astrid Nonbo Andersen kalder ”dekolonial”:
”Det er en mere aktivistisk tendens, hvor man vil afmontere de sidste strukturelle rester af kolonitiden, og det er det, man ser i Belgien og England nu,” siger hun.