Bekymrende: Slotsholmen har fået sin Machiavelli

Statsminister Mette Frederiksen (S) har givet sin stabschef Martin Rossen beføjelser over samtlige ministerier, som bør vække bekymring for den demokratiske samtale, skriver politisk kommentator og professor emeritus Tim Knudsen

Martin Rossen svækker den demokratiske samtale, og det bør vække bekymring, skriver Tim Knudsen i politisk analyse. Arkivfoto.
Martin Rossen svækker den demokratiske samtale, og det bør vække bekymring, skriver Tim Knudsen i politisk analyse. Arkivfoto. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Ifølge embedsmandsoplysninger har Martin Rossen, der er stabschef for statsminister Mette Frederiksen (S), netop besluttet, at ingen ministerier af egen drift må forelægge sager for regeringens Koordinationsudvalg og Økonomiudvalg. Det er de to vigtigste regeringsudvalg, hvor Rossen uden for Folketingets kontrol har sæde. I praksis er han ikke-folkevalgt vicestatsminister uden ansvar over for Folketinget. De øvrige medlemmer er ministre under ansvar over for Folketinget.

Det må antages, at formålet med ændringen er at gennemføre en ekstrem topstyring af ministrene og ministeriernes arbejde. I praksis vil nok især Rossen selv bestille sagerne. Hele statsapparatets sagsbehandling vendes dermed på hovedet. Det skal styres fra toppen, hvor det hidtil i høj grad begyndte i ministerierne, som bedst kender de konkrete forhold på deres områder.

I forvejen har Mette Frederiksen udskiftet en række departementschefer. Mest iøjnefaldende er det, at to af Frederiksens yndlinge Barbara Bertelsen og Peter Steensgaard Mørch er blevet forfremmet til departementschefer i henholdsvis Statsministeriet og Finansministeriet. De to satte Mette Frederiksen ind som departementschefer i Justitsministeriet og Beskæftigelsesministeriet, da hun var minister på disse områder. Begge sætter loyalitet over for Mette Frederiksen højt.

Regeringen har også indsat mindst syv informationsmedarbejdere med tilknytning til Socialdemokratiet i ministerierne. Det har givet anledning til kritik, fordi man frygter, at der er en partipolitisering i gang i ministerierne – det var nu heller ikke et ukendt spørgsmål under borgerlige regeringer.

Udskiftningen af embedsfolk og især departementschefer bevirker naturligvis, at de tilbageværende embedsfolk ved, at de ikke skal føle sig for trygge, hvis de ikke retter ind under topstyringen. Derfor skal vi heller ikke forvente, at de åbent kritiserer de nye forhold.

Topstyringen omfatter også ministrenes 23 særlige rådgivere.

Rossen kører angiveligt med et såkaldt rød-gul-grønt–system for alle de særlige rådgivere, der mødes til koordinationsmøde én gang om ugen. Får man en rød melding, må hverken minister eller rådgiver udtale sig offentligt til pressen overhovedet i den uge, får man gul, kan man udtale sig under særlige omstændigheder, og får man grøn, er der fri bane under forudsætning af, at man udtaler sig i overensstemmelse med Mette Frederiksens og Martin Rossens retningslinjer.

Formålet er at styre mediernes fokus og dermed den offentlige dagsorden. Rossen bevarer overblikket via en tavle på sit kontor og derhjemme, hvor han tilsvarende har en tavle.

Hele den nye topstyring ligner en efterligning af amerikanske præsidenter, som ofte har haft en stærk stabschef. Men den direkte inspiration kommer fra Tony Blairs tid som Storbritanniens premierminister. Inspirationskilden til Rossens ageren er en af Tony Blairs daværende medarbejdere, Jonathan Powell, der har beskrevet sine metoder i bogen “The New Machiavelli”.

Det er ikke uforståeligt, at statsministeren har følt behov for at styrke sin ledelse. Men det er heller ikke uforståeligt, at de store ændringer i vores regeringssystem har skabt bekymringer, fordi de kan svække den demokratiske samtale samt Folketingets og mediernes indsigt i regeringsarbejdet. Bekymringen har spredt sig til både borgerlige politikere og til dele af Socialdemokratiets parlamentariske grundlag, herunder De Radikale. Mere overraskende er det, at Mette Frederiksen har fået medvind af den tidligere konservative leder Hans Engell, tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og Venstres Søren Gade.

Endnu mere overraskende er det nok, at partier som Alternativet og Enhedslisten ikke har markeret stærk bekymring for, at statsapparatet kan blive underlagt et partistyre uden demokratisk kontrol.

Spørgsmålet er også, om et topstyret system vil fungere godt. Dels fordi Mette Frederiksen og Martin Rossen ikke kan vide alt, dels fordi regeringen i modsætning til Tony Blairs regering ikke har flertal. En mindretalsregering må normalt give fagministrene stor frihed til at forhandle med andre partier.

Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator og professor emeritus i statskundskab ved Københavns Universitet.

Opdatering den 21. februar 2020 klokken 12.02 - genmæle: I denne klumme skriver Kristeligt Dagblads politiske kommentator Tim Knudsen, at statsminister Mette Frederiksens (S) stabschef, Martin Rossen, har besluttet, at ”ingen minister af egen drift må forelægge sager for regeringens Koordinationsudvalg og Økonomiudvalg”. Statsministeriet bestrider i en henvendelse til Kristeligt Dagblad, at det forholder sig sådan og siger, at oplysningen er ”decideret faktuelt forkert”, idet Martin Rossen ifølge ministeriet ikke har besluttet dette.