Prøv avisen

Slut med billigere bilforsikring til kvinder

Det er nu slut med billigere bilforsikringer til kvindelige bilister. Foto: Bax Lindhardt.

Forsikringsselskaber må ikke længere forskelsbehandle mænd og kvinder, fastslår EU-dom. Forbrugerrådet jubler, selvom dommen kan medføre dyrere forsikringer

De danske forsikrings- og pensionsselskaber kan godt skyde en hvid pil efter statistikker, der peger på, at mænd oftere kører galt i trafikken end kvinder og dermed skal betale mere for en bilforsikring.

EU-Domstolen har slået fast, at det er ulovlig kønsdiskrimination, at forsikringsselskaber opkræver forskellige priser på forsikringer, alt efter om du er mand eller kvinde.

Det betyder blandt andet, at unge kvinder fremover skal betale det samme for en bilforsikring som unge mænd, hvilket gør det langt dyrere for kvinder, end de er vant til.

De nye regler møder skarp kritik fra Forsikring og Pension. Den danske organisation mener, at der er "klokkeklare" statistiske forskelle på kvinder og mænds risici, og at det derfor er logisk, at kønnet spiller ind på forsikringspriserne.

"Jeg ved ikke, om man kan kalde det diskriminerende. Hvis man kører som en sindssyg, er det ikke rimeligt, at de, der kører fornuftigt, skal være med til at betale for skaderne," siger underdirektør i Forsikring og Pension Anne Seiersen.

De nye regler får indflydelse på alt fra bilforsikringer til danskernes individuelle betalinger til livsforsikringer og pensionsordninger.

Forsikring og Pension advarer mod, at det meget vel kan komme til at betyde, at danskerne fremover generelt vil komme til at betale meget mere for disse typer af forsikringer.

"Det her vil ændre fundamentalt på den måde, man prissætter de berørte forsikringer på. Risikoen er, at det bliver dyrere for alle, for selskaberne bliver nødt til at prissætte efter det dyreste køn," siger hun.

I Forbrugerrådet afviser man dog, at EU-dommen automatisk resulterer i højere forsikringspriser for forbrugerne. Hvis nogle skal betale mere, må andre slippe med at betale mindre, påpeger Forbrugerrådets afdelingschef Vagn Jelsøe.

Han betegner den nye EU-dom som "en sejr for forbrugerbevægelsen":

"Dommen slår fast, at man ikke må sondre mellem mænd og kvinder, og det, synes vi, er godt. Forsikringstanken er historisk. Den slår fast, at vi skal være solidariske, så de, der kommer galt af sted, får udgifterne dækket, og at vi alle betaler lige," siger Vagn Jelsøe.

/ritzau/