Når Kristen Poulsgaard i aften byder velkommen til sin 80-årsfødselsdag i Velling Forsamlingshus, så kan de 125 gæster godt glæde sig til at sætte sig ved bordene med de lyseblå duge.
Først er der tarteletter til forret, så en stor karbonade og endelig citronfromage til dessert.
”Det er så dagligt, som det kan være. Og sådan skal det være,” siger Kristen Poulsgaard på klingende vestjysk.
Med glimt i øjet og et stort smil har han budt på kaffe , snak og småkager i den lille lejlighed i Ringkøbing, hvor han bor.
Kaffemaskinen er gået i stykker, så vandet er temmelig lang tid om at komme i kog i den gryde, han har sat på komfuret.
”Du kan se menuen der på sedlen. Og når de så har spist tarteletten, så holder jeg en lille tale. Jeg har lovet, at den kun må vare et kvarter, men nu ser vi,” siger han og blinker med det ene øje.
Lejlighedens vægge er fyldt med fortællinger om et levet liv. Her er guldindrammede fotos af familien Poulsgaard en sommerdag ved Vesterhavet. Politiske valgplakater med en ung Poulsgaard og et kæmpestort Z, 0g små hyldestdigte til mors dag med overstrømmende kærlighed og Kristen Poulsgaards signatur. Den samme underskrift, der også pryder mange af stuens oliemalerier med blomsteropsatser og klitlandskaber som motiv.
”Jeg kan nu ikke helt forstå, hvorfor lige Kristeligt Dagblad vil skrive om mig,” siger Poulsgaard, mens han vender tilbage til stuebordet med den færdige kaffe:
”Jeg ville så gerne sige, at jeg har et forhold til troen, men nu skal jeg lige fortælle en lille historie. Vi havde engang en lærerinde, som ville forklare os børn, hvad evigheden er. Hun sagde, at vi skulle forestille os evigheden som et bjerg, der er 1000 meter højt og 1000 favne bredt. Og det lyder jo af meget for et barn. Hvert tusinde år kommer der så en fugl, sagde hun, og sliber sit næb på det bjerg. Men når den har gjort det så længe, at bjerget er jævnet med jorden, ja så er der ikke engang gået ét sekund i evigheden. Det var da forfærdeligt, tænkte jeg. Og jeg blev meget bange for den evighed. Så fra jeg var syv til 14 år, da bandede jeg ikke en eneste gang. Jeg var den bedste elev i søndagsskolen. Men det var simpelthen af frygt. Og siden gik det da den gale vej med mig.”
Kristen Poulsgaard var medlem af Folketinget i 17 år. Han var med helt fra starten, da Glistrups nystiftede Fremskridtsparti kom ind ved jordskredssejren i 1973 og nåede i sin tid at være både omstridt kulturordfører for partiet og medlem af Folketingets Præsidium. Men i dag har han ikke meget til overs for det politiske system.
”Det er jo altid velfærdsproblemer, der er til debat på Christiansborg. Jeg har som regel TV 2 News til at køre, og ser da også Ellemann og Lykketoft. Men det er blevet så uinteressant det hele. Det er jo bagateller, de skændes om. Der er da aldrig nogen af de danske politikere, der har lidt nød. Jeg kan blive så forarget over, at du som folketingspolitiker kun har 100 mødedage om året. 100! Det er da noget fis. Og så alle de sekretærer og spindoktorer. Og journalister der myldrer rundt og fylder det hele,” fnyser han.
Nu han er i gang med de ting, der stadig kan forarge en ellers pensioneret politiker, så synes Poulsgaard også, at især medierne gik for meget i selvsving i forbindelse med terrorangrebet i København den 14. februar.
”Det var to mennesker, der blev slået ihjel. Af en sindssyg mand. Men der bliver jo slået flere tusinde ihjel i trafikken, og der holder vi da ikke en mindehøjtidelighed. Jeg kunne forstå de mange reaktioner, da USA blev angrebet den 11. september 2001. Men det her. Og nu vil de så bruge en milliard kroner på antiradikalisering. Er du overhovedet klar over, hvor meget en milliard er? Det er jo helt tosset, og det kommer ikke til at ændre noget,” lyder Poulsgaards dom.
Siden den tidligere fodermester forlod landspolitikken og Christiansborg, har han haft pølsevogne flere steder. Den seneste stod i Lemvig og havde navnet ”Poulsgaards Pølser”. Og pølsevognen blev en ny slags talerstol for Poulsgaard.
”Jeg har snakket med unge og gamle. Forkælede unge, der lige kom hjem fra en rygsækrejse til et eller andet sted i Østen, og så begynder at klage sig over, at de ikke får nok i SU. Eller gamle, der har alt, hvad de har brug for, og så alligevel brokker sig. Det er jo ikke til at holde ud. Hvis jeg skulle stifte et nyt parti, så skulle det være en mærkesag, at folk over 70 ikke har stemmeret. Man bliver dummere og dummere med alderen. Derfor har jeg heller ikke selv stemt til folketinget de sidste ti år. Så hellere lade de unge komme til i stedet for og sætte valgalderen ned til 16 år,” siger han.
I de seneste seks år har Poulsgaard skiftet pølsevognens vindueslåge ud med en stol på Kisa Kiosk og Grill i Vemb. Det er fire stop med toget. Her kommer han hver morgen og får sin kaffe.
”Og der er faktisk rigtig mange, der stadigvæk meget gerne vil snakke med mig,” siger han og sender igen et af de mange små blink med øjet.
Og glemte vi natmaden? Den står selvfølgelig på aspargessuppe med kødboller.