Prøv avisen

Små lokalsamfund lever fredeligt med asylsøgere

Et nyt forskningsprojekt viser, at nogle af de borgere, der på borgermøder er meget kritiske over for et asylcenter, ændrer holdning, efter at asylsøgerne er flyttet ind. Her får 17-årige Rania Hamdi Abay fra Eritrea hjælp til matematikopgaverne af Finn Freiesleben, der fungerer som frivillig lektiehjælper på asylcentret i Lyngby på Djursland. Foto: Bo Amstrup

Udsigten til at få et asylcenter som nabo vækker ofte bekymring lokalt. Men når først asylsøgerne ankommer, indretter borgerne sig, viser studie

Vil de nye asylsøgere betyde flere tyverier, slagsmål og faldende huspriser?

Stemningen var ophedet, da de 350 indbyggere i den lille landsby Lyngby på Djursland sidste efterår samledes til borgermøde, fordi byen skulle modtage 150 asylsøgere.

Men tre kvart år efter er modstanden mod asylcentret væk, og landsbyens beboere forsøger at få hverdagen med de nye naboer til at fungere.

Den pragmatiske holdning er typisk for flere af de små samfund på landet, der i øjeblikket modtager mange asylsøgere.

Det er en af konklusionerne i et forskningsprojekt, hvor de to antropologer postdoc Birgitte Romme Larsen og postdoc Zachary Whyte fra Københavns Universitet har undersøgt asylcentres konsekvens for lokalsamfund i Norddjurs og Langelands kommuner.

Studiets resultat bekræftes af en rundringning, som Kristeligt Dagblad har foretaget til politikredsene på Fyn og i Jylland.

Her er meldingen, at centrene i de små lokalområder ikke øger kriminaliteten mere end, hvis et tilsvarende antal danskere flytter ind.

Langt hovedparten af de aktuelt 48 asylcentre i Danmark er blevet placeret i mindre lokalsamfund.

På Langeland huser et øsamfund med 14.000 indbyggere 700 asylsøgere. Norddjurs Kommune med 37.000 indbyggere har tre asylcentre med et par hundrede beboere.

”I medierne hører vi ofte den meget positive historie om de frivillige, der hjælper i centrene. Eller den negative historie om bekymringer.

Vores interview med et bredt udsnit af borgere viser, at der en stor gruppe, som befinder sig midt imellem. Inden centrets oprettelse handler bekymringerne ofte om kriminalitet og faldende huspriser.

Når asylsøgerne er installeret, er lokalsamfundet opmærksomme på, om asylsøgere holder området ordentligt, ikke smider skrald og cykler reglementeret på vejene,” fremhæver Zachary Whyte.

Birgitte Romme Larsen pointerer, at nogle af de borgere, der på borgermøderne er meget kritiske over for et asylcenter, ændrer holdning, efter at asylsøgerne er flyttet ind.

”I et område på Langeland mente en borgerforening for eksempel ikke, at lokalsamfundet var klar til at modtage asylsøgere.

Men da først centret var en realitet, gik den lokale fodboldklub, der manglede spillere, i gang med at få en gruppe nye asylsøgere med i klubben.

Det er ikke det samme som, at alle pludselig bliver meget venligt indstillede, men der var i de mindre samfund, vi besøgte, en rodfæstet tradition for at få tingene til at fungere,” siger Birgitte Romme Larsen.

Ingen af de små samfund oplevede mere kriminalitet. Til gengæld forstærkede asylcentrene borgernes oplevelse af en centralisering, som indebærer, at der bliver skåret i de små samfunds busdrift og ældremad.

”På et af centrene på Langeland kom der en kommunebil med frokost til asylsøgerne, og asylcentrene har et gratis bussystem.

Samtidig oplevede de lokale, at busdriften og madordningen til de ældre var blevet reduceret.

Det gjorde det nemt at få fornemmelsen af, at de penge, der går til asylsøgere, tages fra de ældre, selvom kommunen gjorde meget ud af at informere om, at udgiften til asylsøgere dækkes af staten,” siger Zachary Whyte.