Smedelærlingen er mere samvittighedsfuld end gymnasieeleven

Lærlinges praktikforløb styrker personlighedstræk som arbejdsomhed og grundighed, viser ny undersøgelse baseret på svar fra 3408 unge

Andelen af en ungdomsårgang, der vælger en erhvervsuddannelse, er halveret inden for de seneste 30 år.
Andelen af en ungdomsårgang, der vælger en erhvervsuddannelse, er halveret inden for de seneste 30 år. Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix.

Den 19-årige smedelærling Julie Kølskov Madsen har kun et par minutter i telefonen, inden hendes frokostpause er forbi, og hun skal ud i fabrikshallen for at programmere en robot. Julie Kølskov Madsen er i praktik i virksomheden Hardi International i Nørre Alslev på Falster, der blandt andet fremstiller sprøjteteknologier til landbruget. Det er netop lærlinge som Julie Kølskov Madsen, der gennem deres praktik påvirkes til en højere grad af samvittighedsfuldhed end de unge, som vælger gymnasiet.

Det viser et nyt studie fra sociologisk institut på Københavns Universitet, og konklusionen overrasker ikke den 19-årige lærling, der også er formand for Erhvervsskolernes Elevorganisation.

”Der er en ansvarsfølelse forbundet med at være lærling, fordi man er i praktik på en arbejdsplads og har et ansvar for at få arbejdsopgaver færdige til en bestemt tid. Man får for eksempel også en løn hver måned,” siger Julie Kølskov Madsen.

Postdoc ved sociologisk institut på Københavns Universitet Jesper Fels Birkelund har undersøgt, hvordan personligheden påvirkes, når unge begynder på en ungdomsuddannelse.

Undersøgelsen konkluderer, at et personlighedstræk som samvittighedsfuldhed forstået som arbejdsomhed og grundighed stiger blandt de unge, der uddanner sig til for eksempel murer, smed, elektriker eller butiksassistent.

Jesper Fels Birkelund forklarer, at psykologer opererer med fem grundlæggende personlighedstræk, der bruges til at måle personlighed, nemlig åbenhed, samvittighedsfuldhed, udadvendthed, imødekommenhed og følelsesmæssig stabilitet.

Disse personlighedstræk er også blevet målt i Børneforløbsundersøgelsen, der er en stor spørgeskemaundersøgelse blandt børn født i Danmark i 1995. Jesper Fels Birkelund har undersøgt spørgeskemaerne fra 2011 og 2014, hvor børnene var blevet 15 og 18 år. 3408 unge indgår i hans undersøgelse. Dermed kunne han se udviklingen i de unges personlighed før og efter, de begyndte i gymnasiet eller på en erhvervsuddannelse.

”Generelt sker de største ændringer i vores personlighed, når der sker store skift i livet. For eksempel når vi begynder på vores første job eller bliver forældre. Min undersøgelse viser, at de elever, der skal i gymnasiet ved afslutningen af grundskolen, har en lidt større samvittighedsfuldhed end dem, som skal på erhvervsskole. Men i gymnasiet sker der ikke den store udvikling i personligheden, hvorimod erhvervsskoleeleverne i højere grad udvikler deres samvittighedsfuldhed,” fortæller Jesper Fels Birkelund.

Han understreger, at samvittighedsfuldhed er det personlighedstræk, som forskningslitteraturen peger på som det vigtigste i forhold til at opnå succes på arbejdsmarkedet, særligt i forhold til løn. Udviklingen er særlig tydelig for de elever, der er i praktik på en virksomhed.

”Den vigtigste forklaring på, at erhvervsskoleelever ændrer personlighed, er formentlig, at de i praktikperioden kommer til at tænke på sig selv i en ny rolle som en samvittighedsfuld ansat, der møder om morgenen og løser nogle arbejdsopgaver. Gymnasieelever derimod skal dyrke den samme form for faglighed som i grundskolen, bare på et højere niveau. Det kan sagtens være, de udvikler samvittighedsfuldhed senere, når de begynder på en arbejdsplads,” lyder det fra Jesper Fels Birkelund.

Andelen af en ungdomsårgang, der vælger en erhvervsuddannelse, er halveret inden for de seneste 30 år.

”Mine fund peger på, at erhvervsuddannelserne stadig er værdifulde, blandt andet fordi de bidrager til at forme nogle værdier, som i høj kan være til nytte senere i livet,” siger han.

Den seneste opgørelse fra 2020 viser, at 145.000 danske unge gik i gymnasiet, mens 111.000 var elever på en erhvervsskole.