Smykker laver man af gamle cykelslanger

I Birkerød Kirke vender de begrebet om kyndelmisse på hovedet. I stedet for at spørge, om de har forråd til resten af vinteren, spørger de, om der er noget, de har for meget af. Som for eksempel cykler

Smykker laver man af gamle cykelslanger
Foto: Leif Tuxen.

I gamle dage markerede kyndelmisse, at man var halvvejs gennem vinteren. Man skulle dengang ofte helt hen i april, før der var noget nyt at spise fra naturens eget forrådskammer, og derfor gik man ved kyndelmisse i februar sit forråd igennem for at se, om der var nok til resten af vinteren.

Det er den folkelige tradition, man i Birkerød Kirke har vendt på hovedet.

"I stedet for at spørge, om vi har nok til resten af vinteren, spørger vi, hvad det egentlig er, vi har for meget af," siger sognepræst Anders Vestergaard ved Birkerød Kirke, der for at holde fast i den skæve højtid arrangede kyndelmisse-gudstjeneste den 2. februar. Op til selve gudstjenesten annoncerede kirken en cykelindsamling.

Flere tog den opfordring til sig og gik skurene derhjemme igennem for eventuelle overskudscykler. Dem medbragte de så til kyndelmissegudstjenesten, hvor de blev stillet uden for kirken som et konkret eksempel på det forbrug, der var på dagsordenen inde i kirken.

Her prædikede Anders Vestergaard om de tre mænd, der skulle passe på herremandens talenter. Den ene valgte at grave de betroede talenter ned i jorden og fik skældud som tak, da herremanden kom tilbage.

"Pointen er, at vi ikke skal grave vores ting eller talenter ned i jorden. De skal bruges," siger Anders Vestergaard.

Det budskab hænger ifølge sognepræsten godt sammen med danskernes forbrug af cykler. For vi smider hvert år omkring 400.000 cykler væk i Danmark, og alt for mange cykler står ubrugte hen. De kan bruges bedre andetsteds, for eksempel i Afrika, hvor cykler er en enorm mangelvare. En cykel giver mobilitet og øger chancen for både overlevelse og job.

Cyklerne ved Birkerød Kirke bliver via den socialøkonomiske virksomhed Baisikeli sendt til Afrika, hvor afrikanerne reparerer dem og sælger dem videre som start på en cykelbutik dernede. På den måde får en gammel vare nyt liv og ny betydning et andet sted. Men måske behøver den tanke ikke standse ved cyklerne. Undervejs i gudstjenesten, delte Anders Vestergaard sedler ud til børnene.

"Jeg bad dem skrive ned, hvad de syntes, deres forældre havde for meget af og godt kunne undvære," siger han.

Den øvelse kom der mange sjove og tankevækkende citater ud af, som Anders Vestergaard læste op for forsamlingen. Et af børnene mente ikke, at hans forældre havde særlig meget glæde af de mange kogebøger, en anden syntes, der var rigeligt med nips og tasker derhjemme, og en tredje, at de kunne undvære regningerne derhjemme.

Efter at børnene havde svaret på deres forældres vegne, blev de bedt om at skrive ned, hvad de selv havde for meget af. Både nullermænd, en kælder fuld af ting, for småt tøj og sure lærere kom på den liste. Efter gudstjenesten blev der serveret varm mad i sognehuset, og så snart børnene var mætte, gik de over i smykkeværkstedet, hvor de lavede smykker af gamle cykelslanger.

"På den måde afleverede børnene en cykel, de alligevel ikke brugte, ved kirkedøren og gik hjem med en fingerring, de selv havde lavet af gamle cykelslanger," siger en tilfreds Anders Vester- gaard, der regner med at gøre kyndelmissegudstjenesten til en årligt tilbagevendende begivenhed.

bagsiden@k.dk

Børnene, der var til kyndelmisse-gudstjeneste i Birkerød Kirke, afleverede en gammel cykel og fik en fingerring af cykelslange med hjem, som de selv havde lavet. --
Børnene, der var til kyndelmisse-gudstjeneste i Birkerød Kirke, afleverede en gammel cykel og fik en fingerring af cykelslange med hjem, som de selv havde lavet. -- Foto: Leif Tuxen.