For de fleste danskere står demokratisk deltagelse og engagement i foreningsliv og frivilligt arbejde som et ideal. Men hvor det i de større byer ofte forbliver et ideal, er det på de mindre danske øer og i tyndtbefolkede kommuner en nødvendighed. Derfor kan de befolkningstætte områder i landet lære meget om engagement af det såkaldte Udkantsdanmark.
Det siger Bjarne Ibsen, professor og leder af Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet, på baggrund af en ny analyse fra tænketanken Cevea, som forsøger at rangliste de 98 danske kommuner efter demokratisk deltagelse i form af foreningsengagement, valgdeltagelse ved det nyligt afholdte kommunalvalg og antal kandidater pr. indbygger.
På de fem øverste pladser ligger Fanø, Læsø, Samsø, Rebild og Ærø. De nordvestjyske kommuner Struer og Lemvig følger lige efter, mens en række københavnske omegnskommuner ligger i bunden af listen sammen med store provinsbyer som Vejle, Esbjerg, Odense og allersidst på listen Horsens. Københavns Kommune er nummer 86.
SPECIALHISTORIE: Skal vi blive ved at holde liv i de danske småøer?
Jeg mener, vi skal passe på, hvad vi kalder Udkantsdanmark, for der er store geografiske forskelle på de mindre øsamfund og andre tyndtbefolkede områder. Men når man bor på lang afstand af en større by, ved man, at man ikke kan tage foreningslivet for givet. Hvis det skal bestå, er man derfor nødt til at engagere sig, og denne nødvendighed er med til at gøre det ekstra meningsfuldt, siger Bjarne Ibsen.
Han har selv netop været med til at offentliggøre en grundig undersøgelse af foreningslivet på Fyn, Ærø og Langeland og peger på, at der dels er et stærkt element af skæbnefællesskab på de små øer, som giver et ekstremt aktivt liv. Dels er der en tilbøjelighed til, at foreningslivet i de små samfund er blevet styrket af kommunalreformen som en slags modreak-tion på den administrative centralisering.
LÆS OGSÅ: Kirken har store aktier i velfærdsstaten
Men vi har også lige gennemført en undersøgelse af engagement i frivilligt arbejde, som peger på, at det er størst i hovedstaden og i de helt små samfund, så det er ingen lovmæssighed, at engagementet falder, når befolkningstallet stiger, tilføjer Bjarne Ibsen.
Ceveas analyse bygger kun på nogle få af alle de parametre, man kunne måle engagement på, og kun det foreningsliv, som kan hentes ud af Det Centrale Virksomhedsregister, indgår. Men ifølge Jens Jonatan Steen, analysechef i Cevea, er den værdifuld, fordi den gør op med billedet af, hvem de engagerede danskere er.
I de dele af landet, hvor de overskudsramte, veluddannede og vellønnede mennesker bor, ser der ikke ud til at være en større vilje til at tage del i lokalsamfundet og løse problemer og udfordringer i fællesskab, tværtimod, siger han og tilføjer:
Der er i den politiske debat en tilbøjelighed til at se ned på de små samfund, og vi ser i disse år, at både administration og erhvervsliv bliver mere og mere centraliseret. Men spørgsmålet er, om ikke den herskende opfattelse af, at stadig større enheder er vejen frem, er forkert. Der er brug for, at vi fokuserer mere på at bevare og udvikle de værdier, som trives i de mindre samfund. For eksempel på de små øer, hvor det i det lokale liv er tætte relationer, gensidig forpligtelse og fælles identitet.