Hvis du synes, der var lidt for mange mennesker på stranden i sommer, skyldtes det ikke kun det gode vejr.
For vi bliver stadigt flere mennesker i Danmark, og det er begyndt at gå stærkt.
Bare det seneste år er indbyggertallet vokset med 27.000, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det svarer nogenlunde til en by på størrelse med Sønderborg eller Holbæk.
Siden begyndelsen af det 20. århundrede har vi mere end fordoblet os – dengang bestod den danske befolkning af cirka 2,5 millioner mennesker. Og en del vil stadig kunne huske, hvordan vi midt i 1940’erne med lidt hiv og sving rundede de fire millioner.
I fredags kunne Danmarks Statistik så meddele, at vi nu er blevet 5,8 millioner indbyggere, og at vi om otte år vil være flere end 6 millioner mennesker i vores knap 43.000 kvadratkilometer store land.
Etniske danskeres fødselstal ligger stabilt lavt omkring 1,75 børn. Så befolkningstilvæksten skyldes først og fremmest indvandrere, migranter og deres efterkommere, som ifølge Danmarks Statistik vil udgøre 1,3 millioner af landets befolkning i 2060.
Fra et erhvervssynspunkt er det fint, at vi bliver flere, vurderer professor Christian Albrekt Larsen på institut for statskundskab ved Aalborg Universitet.
”Velfærdssamfundet har jo godt af, at vi er flere til at betale for de offentlige goder,” siger han
Til gengæld kan det give nogle udfordringer, at vi ikke længere er en homogen befolkning.
”Det tror jeg efterhånden, der er konsensus om – for eksempel med hensyn til integration i uddannelsessystem og på arbejdsmarkedet,” siger forskeren.
Og havde naturen noget at skulle have sagt, ville den sige nej.
”Flere mennesker i Danmark sætter et kraftigere pres på naturen. Både den danske og den globale, fordi vi ikke har noget stort land, og fordi mennesker, der bor i Danmark, bruger forholdsmæssigt meget CO2,” siger Christian Albrekt Larsen.
”Vi er stadig langt fra at være så befolket som Holland, hvor de er tre gange så mange. Men egentlig er det interessant, at vi ikke allerede nu har en seriøs debat om, hvor tæt vi gerne vil bo.”
Men ikke alene er vi blevet flere, vi er også blevet meget anderledes gennem de seneste 50-100 år. For eksempel bevæger vi os meget mere rundt på hjul.
Antallet af biler i Danmark er vokset støt siden 1945, hvor den danske bilpark talte 40.000 personbiler, i dag tæller den knap 3 millioner. Derfor holder vi også voldsomt meget mere i kø, især på indfaldsvejene til de større byer.
Til gengæld er antallet af menneskelige trafikofre betydeligt nedbragt. I 2012 blev der således dræbt langt færre i trafikken end i 1946 – på trods af 58 gange så mange biler på vejene. Også af naturlige årsager lever vi længere. 4,5 procent af befolkningen har rundet 80 år den 1. oktober i år. Det er 15,4 procent flere end samme kvartal i 2008, oplyser Danmarks Statistik.
Vi arbejder også i helt andreerhverv, og især har landbruget ændret karakter og kultur. Og hvis Morten Korch, den mest læste forfatter overhovedet i Danmark i 1920’erne, vågnede op på en gård i dag, ville han ikke ane, hvor han var.
Væk er karle og piger, høstakke og fritgående malkekøer. Ind er kommet landbrugsmedarbejdere fra Østeuropa, mega-rundballer og køer på helårsstald. Og det engang uhyre vigtige spørgsmål om, hvem der skulle arve gården, vil næppe længere kunne sætte sindene i kog.
For mens hele 40 procent af befolkningen i 1920 var tilknyttet landbrug og fiskeri, tegner samme erhverv sig nu for sølle tre procent.
Så galt står det ikke til, når det kommer til medlemskabet af folkekirken, men nedad går det. I 1911 var 98,5 procent af os af medlem. I dag gælder det cirka 75,3 procent af befolkningen.
Vi spiser også helt anderledes end vores oldeforældre. En uges kødration dengang svarer til det daglige forbrug i dag. Og så var der en del mere kål på menuen, end noget moderne menneske formentlig ville bryde sig om.
Madpyramiden, som blev introduceret første gang for 42 år siden, er der efterhånden vendt rundt på så mange gange, at kun få holder rede på, hvorfra man skal spise mest. Mange er også ligeglade, bare maden er trendy: Skyr fra Island, for eksempel, buldrede ind på markedet i 2006 og findes i dag i utallige varianter i de fleste supermarkeder.
Ligesom indflyvningen af eksotiske frugter og grøntsager næsten gør det uaktuelt at tale om årstidens afgrøder.
Børn, pasning og skoler er et kapitel for sig.
I 1958 blev kun 6 procent af de 0-6-årige børn passet i institutioner, mens det i dag nærmer sig de 90 procent. I 1984 var 1223 børn tilmeldt en SFO. 10 år senere var tallet vokset til 89.000, og i 2012 var 250.000 tilmeldt ordningen. I dag går langt de fleste børn mellem seks og ni år i enten i SFO eller fritidshjem efter skole.
For 60 år siden risikerede Erik – det mest populære drengenavn på de tider – en over nakken, når han kom for sent i skole. I dag er det utænkeligt, at der lægges hånd på Emma, Mohammed eller William.
Problemet er snarere det omvendte, eftersom hver femte skolelærer har været udsat for vold inden for det seneste år. Især er problemerne store i indskolingen, hvor lærere og pædagoger dagligt bliver slået, sparket eller får kastet stole og sakse efter sig.
Når fremtidsforsker og sociolog Birthe Linddal ser de næste hundrede år for sig i krystalkuglen, undrer hun sig, ligesom Christian Albrekt Larsen, over, at befolkningsvæksten fylder så lidt i debatten.
”Formentlig er det, fordi det er en ubehagelig debat at tage, for hvem er det, der ikke skal være her. Men der er jo kun de ressourcer, der nu en gang er, og jeg tror ikke rigtigt på, at det batter at få folk til at spise mindre kød,” siger hun.
Selvom Danmarks befolkning er en dråbe i det 7,7 milliarder store menneskehav, der bebor kloden, bør vi forholde os mere til, hvor mange vi vil være her. Også eksistentielt, mener hun.
”Vi har en industri, som er interesseret i vækst – i at kedlerne skal køre. Men omvendt sker der jo det, at jo flere vi bliver i Danmark, jo sværere bliver det også at bo de gode steder og leve det liv, vi kender. Det der med åbne landskaber og frie kystlinjer kan jo også noget.”