Fabrikshallen ligger på kajen centralt i Hvide Sande. Neonlyset trænger kun et par meter ud i mørket her klokken 6 om morgenen. Vandet i havnen er sort, og mågerne sover.
På et blåt skilt ved indgangen står virksomhedens motto: Stolt – Ærlig – Dygtig – Ansvarlig. Men det er ikke ord, som medarbejderne føler sig omfattet af her til morgen.
Deres lille fileteringsenhed er blevet spist af en større fisk, fordi Seafood Danmark samler al forarbejdningen af hvidfisk 157 kilometer væk i Hanstholm.
Den slags sker, men det var brevet, som de 51 ansatte modtog i den anledning, som fik sagen i de lokale medier – og formanden for den lokale afdeling af fagforbundet 3F, Henning Boye Christensen, til at udtale, at han aldrig havde oplevet noget lignende.
I brevet, som medarbejderne fik fredag før efterårsferien, stod, at hvis de ikke mødte på arbejde mandag ugen efter klokken 6.30 i Hanstholm, ville virksomheden betragte det som en opsigelse.
Turen til Hanstholm tager godt to timer i bil og fem en halv time med offentlig transport – hver vej.
Videre stod der i brevet:
”For en god ordens skyld skal vi gøre dig opmærksom på, at i henhold til Industriens Overenskomst paragraf 19, har du pligt til at møde på dit nye arbejdssted mandag den 22. oktober kl. 6.30. Du er forpligtet til at møde, og ved eventuel udeblivelse må vi betragte ansættelsesforholdet som ophørt uden yderligere varsel.”
Det var ikke en fremgangsmåde, 3F syntes om, og 48 timer inden lukketid måtte ledelsen sent onsdag trække kravet tilbage.
Medarbejderne har nu til april. Men en fyring er det ikke, fastholder administrerende direktør i Scanfish og medejer af Seafood Danmark, Morten Nielsen.
”Hvad i al verden er det så,” spørger Glen Elbæk, som er 42 år og har arbejdet som mekaniker her på Thorfisk i fire et halvt år.
”Fordelen for mig er, at jeg er smedeuddannet og kan gå ned på havnen og få et nyt arbejde, sådan her,” siger han og knipser med fingrene.
”Men de andre får det svært. Det er polakker, baltere, russere og et par danskere, som har været her i 15-20 år. Der er hele familier, som arbejder her, som pludselig står uden noget. Min kone var tidligere ansat, det første hun sagde, var, at det er da godt, hun ikke var det længere.”
Glen Elbæk bor i Hvide Sande ligesom de fleste andre på fabrikken på Rødspættevej – også den 37-årige lettiske truckkører, der nu kører ud af porten i hvid kittel, net om håret og sørgmodige øjne. Han vil ikke have sit navn i avisen, men siger, at han er i chok.
”Jeg har ikke sovet om natten, siden vi fik det brev. Jeg har kone og to børn, jeg ved slet ikke, hvad vi skal gøre,” siger han, som har arbejdet her i seks år.
Men lukningen af produktionen i Hvide Sande er mere end en arbejdsmarkedshistorie. Den stikker dybere. Ned i et lille samfunds identitet og sammenhold.
I sidste uge fyrede Vestas i Ringkøbing 33 medarbejdere, og nu ryger der så 51 arbejdspladser på havnen. Det vil kunne mærkes hos underleverandører og handlende i byen.
”Det er klart, det gør indtryk, når der forsvinder så mange ud af en samlet arbejdsstyrke på 670 på havnen. De er en del af samfundet herude, derfor er det brandærgerligt, når en virksomhed af den størrelse og med så mange ansatte lukker - for byen og for oplandet,” siger tidligere borgmester Ivar Enevoldsen, som sidder i byrådet for Venstre i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Også direktør for Havnen i Hvide Sande Steen Davidsen ærgrer sig.
”Det er beklageligt, og det giver mindre aktivitet på havnen. Vi har brug for, at det er en aktiv havn, vi har, derfor håber vi, at bygningerne kan finde anden anvendelse ret hurtigt. Også i forhold til vores andet store erhverv, turismen, er det vigtigt, at der er noget at kigge på,” siger han.
Det er blevet eftermiddag på havnen. At det går op og ned i fiskeindustrien, er der nogenlunde forståelse for blandt Thorfisks ansatte, da de går ud af fabrikslågen efter at have skiftet fra hårnet og kitler til almindeligt tøj for snart sidste gang.
Men måden er uhørt, mener de fleste. Og så er det bare trist at blive spredt for alle vinde. Sammenholdet har rakt ud over det tunge, kolde og tidlige arbejde. Der er kram, når man mødes, og trængsel på dansegulvet til sommerfesten og julefrokosten.
”Vi elsker vores fabrik,” siger en medarbejder og mener kollegerne og ståstedet i samfundet. Flere har også deres familie her.
Både Dalia Krumiene, 27 år, hendes mor og stedfar arbejder på Thorfisk. De kommer fra Litauen, men har boet i Danmark længe.
”Jeg har en datter på et år, som går i vuggestue, vi har vores hus og familie her, vi har ikke mulighed for at rejse mange timer hver dag for at komme på arbejde,” siger hun.
Kun fem medarbejdere har denne dag meldt, at de fremover vil pendle de 157 kilometer til og fra Hanstholm.
Hvide Sande er vokset op omkring det store sluseanlæg mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord, som blev bygget i 1931. Byen har Danmarks femte største fiskerihavn. Arbejdsløsheden er lav, men 51 er mange at finde plads til på en gang.
Nyheden breder sig som ringe i vandet, og ordlyden af brevet kender man helt ned i formuleringen, for folk er godt vævet sammen her.
I sømandshjemmet ”Sild og Sømænd” tror man ikke på, at der kan stampes så mange stillinger op af jorden til ufaglærte arbejdere.
”Jeg ved ikke, hvor man skulle finde dem henne. Og så siger de, at det ikke er en fyring, fordi de ansatte bare kan køre to timer på arbejde og to timer hjem igen! Det er ikke en måde at behandle mennesker på,” mener tidligere fisker Niels Rasmussen.
Som for mange andre her i Hvide Sande falder døbenavnet ham skævt i munden. Kaldenavnet Ikast sidder bedre fast. Han kom hertil for 26 år siden - fra Ikast.
Vennen Tågehornet, som rigtigt hedder Johannes Thomsen, foretrækker også sit øgenavn. Og Jens Hund, som døde for nylig, havde sit med i dødsannoncen.
Den indforståede omgangstone er en del af sammenholdet her. Et lokalt symbol for kammeratskab og solidaritet, som også rækker ud til 51 forflyttede arbejdere på Fisken.
Men sagen giver ikke så meget larm af sig, som da de sagde folk op ovre i Danmarks Radio, mener en. Og det har han jo ret i, siger arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Johannes Andersen.
”Fyrede journalister eller statsansatte har alt andet lige en meget bedre mulighed for at gøre opmærksom på sig selv. På den måde er det også nemmere at lave medlidenhedshistorier, hvis det er det, man gerne vil.”
Det var måske det, radioværten Lotte Heise ville, da hun tre dage efter fyringerne på Danmarks Radio i sit P2-program Bravo spillede Chopins Sørgemarch og ledsagede den med disse ord: ”Der var rigtig mange mennesker, der var kede af det og græd, og det er jo klart, for man havde jo ikke forestillet sig, at man skulle miste sit job, når man er glad for det, for der er jo ikke rigtig nogen herude, der ikke kan lide deres job (...) og så fandt jeg et stykke musik, som jeg syntes passede rigtig godt.”
Medarbejderne på Thorfisk i Hvide Sande kan også godt lide deres job.
Men selv om de er lettede over, at de nu har ikke en uge, men seks måneder til at finde ud af, om de kan pendle til Hanstholm, stopper samlebåndet her på havnen til april.