Prøv avisen

Social arv påvirkes også af bedsteforældrene

Den sociale arv på tværs af tre generationer kan spores hele vejen op til skolernes afgangsprøver. Modelfoto Foto: Peter Hove Olesen

Kun børn af akademikere opfylder mål om, at 80 procent af eleverne skal klare sig godt i dansk og matematik.

Bedstefar Oles uddannelsesniveau har betydning for, hvordan lille Odas læse- og regnefærdigheder er i de små klassetrin.

Og den sociale arv på tværs af tre generationer kan spores hele vejen op til skolernes afgangsprøver.

Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Det skriver Politiken tirsdag.

- Vi har tidligere set, at forældres uddannelsesniveau har indflydelse på, hvordan børn klarer sig i skolen.

- Men med de nye data kan vi se, at mønstrene også gentager sig, når man går en generation længere tilbage, siger Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker i AE.

Analysen er baseret på resultaterne fra de nationale test og dækker alle skolebørn, der har deltaget i nationale test i dansk i 2. klasse i skoleåret 2013/14 og matematik i 3. klasse i skoleåret 2014/15.

87 procent af de børn, der har mindst én akademisk uddannet bedsteforælder, klarer sig godt i de nationale test. Det gælder kun for 65 procent af de børn, hvis bedsteforældre alle er ufaglærte.

Den sociale arv slår endnu stærkere igennem mellem forældre og børn, hvor 87 procent af børn med mindst en akademisk uddannet forælder klarer sig godt i dansk og matematik.

Det gælder kun for 57 procent af børn af ufaglærte forældre i dansk og 53 procent i matematik.

- Det er chokerende, at den sociale arv stadig er så stærk i et land som Danmark, hvor vi har haft gratis uddannelse i så mange år, siger Mie Dalskov Pihl.

Hun henviser til folkeskolereformens måltal om, at 80 procent af eleverne skal klare sig godt i dansk og matematik i de nationale test.

Men kun børn af akademikere opfylder målet, mens børn af ufaglærte er langt fra målsætningen.

Det har ikke været muligt for Politiken at få en kommentar fra undervisningsminister Merete Riisager (LA).

Undervisningsordfører Henrik Dahl (LA) mener ikke, at det er et problem, at børn af ufaglærte ikke klarer sig lige så godt i skolen som børn af højtuddannede.