Hvad indebærer nutidens kvindekamp egentlig?
MeToo vil nogle sikkert mene med henvisning til den bevægelse, der har sat fokus på hverdagssexisme og overgreb mod kvinder. Identitetspolitik, vil andre sige og referere til opgøret mod at se køn som biologisk betinget. Og hvad med samtykkeloven, der skal modvirke voldtægt, eller den årelange kamp for ligeløn og flere kvinder i bestyrelseslokalerne?
Det er alt sammen vigtige emner, mener Kefa Abu Ras, men det er ikke de vigtigste. Kvindekampen anno 2020 bør først og fremmest være et opgør med den sociale kontrol over etniske minoritetskvinder. Det er en kontrol, som Kefa Abu Ras som koordinator i et udsat boligområde, Vollsmose ved Odense, og medstifter af initiativet ”Søstre mod vold og social kontrol” har oplevet på nærmeste hold.
”Problemer med den sociale kontrol er massive. Jeg møder kvinder, der har været udsat for vold, og som ikke kan leve det liv, de ønsker, fordi de er bange for konsekvenserne. Alligevel er det stadig svært at råbe op. Hver gang, jeg italesætter problemer, får jeg at vide, at jeg løber højrefløjens ærinde. Det kunne ikke være mere forkert. Jeg taler kun en sag, og det er kvindernes,” siger Kefa Abu Ras.
I en netop offentliggjort rapport fra konsulentbureauet Als Research konkluderes det, at den negative sociale kontrol spiller en afgørende rolle for indvandrerkvinders mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet. I en større kvantitativ undersøgelse fra 2018 lød det tilsvarende, at:
”Der foregår en omfattende social kontrol af nydanske unge, når det kommer til kærester, ægtefæller og seksuelle relationer. Cirka halvdelen af de nydanske unge må ikke have en kæreste for deres familie, mens 25 procent oplever, at familierne er med til at vælge deres ægtefæller. Og cirka 25 procent er bange for, at familien vælger en ægtefælle imod deres vilje.”
Forsker i dansk shariapraksis og ph.d. i religionshistorie og religiøs adfærd ved Lunds Universitet Jesper Petersen forklarer, at den sociale kontrol i indvandrermiljøer er en metode til at overholde et moralsk kodeks, der er afgørende for familiernes ære og dermed anseelse.
”Hvis man for eksempel har en søster, der har krænket familiens ære ved at have en kæreste, så vil ens egne muligheder for selv at indgå et ægteskab blive mindre, simpelthen fordi familien mister anseelse. Derfor vil man som bror gå meget op i, at ens søster ikke får en kæreste, for det kan simpelthen ødelægge ens egen status og på sigt svække mulighederne for at blive gift. Den sociale kontrol betyder altså, at alle bliver låst i en social struktur,” siger han og påpeger, at kontrollen findes inden for mange ikke-vestlige indvandrermiljøer – og ikke kun mellemøstlige.
Netop ærestænkningen er central, hvis samfundet skal tage et opgør med den sociale kontrol, mener Yvonne Mørck, lektor ved Roskilde Universitet, der har beskæftiget sig med emnet i 30 år. I sine studier har hun interviewet unge minoritetsdanskere og kalder det slående, at de problemer, de italesætter, stort set er de samme i dag, som de var dengang, hun påbegyndte sin forskning.
Samtidig ser hun dog en bevægelse, hvor flere minoritetskvinder på tværs af Skandinavien kæmper for bedre rettigheder. Kvindernes kamp stækkes imidlertid af en modsatrettet udvikling, hvor den mere radikale udgave af islam i visse kredse er begyndt at fylde mere de senere år.
”Hvis vi som samfund skal tage et opgør med den sociale kontrol, så bliver det første skridt, at alle må erkende, at kultur har en afgørende betydning for den sociale kontrol. At der hersker en ærestænkning, der påvirker, hvorvidt og hvor meget indflydelse, kvinder kan have over deres liv og deres krop. Nogle vil sige, at det handler mere om sociale og økonomiske forhold, men jeg mener, de tager fejl. Kulturen er fundamentet for tankegangen om, at familiers ære hviler på kvindens opførsel,” siger hun.