I den socialdemokratiske folketingsgruppe har der de seneste år været bred enighed om partiets politik.
Derfor er det lidt af et særsyn, at partiets folketingsmedlem Daniel Toft Jakobsen i en ny bog, som han er medforfatter til, tager afstand fra regeringspartiets udlændingepolitik.
Sammen med leder af Grundtvig-Akademiet, Ingrid Ank, har han skrevet bogen ”At være demokrat er ikke at være bange – åndsfrihed under pres”, som udkommer på tirsdag. I øvrigt på Grundtvigs fødselsdag. Det skriver Berlingske.
Bogen går på centrale punkter direkte imod statsminister Mette Frederiksens (S) linje. Daniel Toft Jakobsen er modstander af tildækningsforbuddet, også kendt som burkaloven, modstander af imamloven og modstander af partiets forslag om at lukke muslimske friskoler. Ligesom han er modstander af det tvungne håndtryk ved tildeling af statsborgerskab.
”Selvfølgelig skal man ikke give hånd, hvis man virkelig ikke vil. Det skal ikke gøres til en adgangsbillet,” skriver Daniel Toft Jakobsen og Ingrid Ank blandt andet i bogen.
Vi bliver i dansk politik, hvor debatten om omskæring af drengebørn plager de store partier. Selvom en ny meningsmåling udført af Megafon for TV 2 og Politiken viser, at 86 procent af befolkningen bakker op om et forbud, så tøver både Socialdemokratiet og Venstre med at tage stilling til emnet.
Politisk kommentator Jarl Cordua vurderer over for Kristeligt Dagblad, at det næppe vil komme til et forbud:
”Jeg tror, at brandmuren, dannet af Socialdemokratiet og Venstre, mod et forbud holder, og de har 90 mandater.”
Han har over for netmediet Altinget analyseret sig frem til, at højst 46 folketingsmedlemmer kan ventes at støtte et forbud.
Her er nogle andre af dagens vigtige historier fra ind- og udland:
USA’s præsident, Donald Trump, er blevet kritiseret for sin håndtering coronakrisen, der har indtil videre har kostet 186.000 amerikanere livet. Nu opfordrer han ifølge Ritzau landets delstater til at gøre klar til distribution af en vaccine inden den 1. november, blot to dage inden præsidentvalget, hvor han vil forsøge at sikre sig fire år mere i Det Hvide Hus. Francis Collins, der er direktør for USA's Nationale Institut for Sundhed, siger dog, at det er ”usandsynligt”, at en vaccine vil blive klar til produktion i løbet af oktober.
Satireavisen Charlie Hebdo genoptrykte i går de famøse satiriske tegninger af muslimernes profet, Muhammed. Det skete, fordi retssagen mod 14 personer, der er anklaget for at hjælpe med terrorangrebet mod magasinet i 2015, begyndte. 11 af de anklagede er til stede i retssalen, mens de resterende tre er forsvundet og måske døde i Syrien. Frankring begræder stadig angrebet, men solidariteten med magasinet er ikke lige så ubetinget som tidligere, skriver DR. For er Charlie Hebdo i virkeligheden blot en uansvarlig provokatør, der bidrager til splittelse og frygt i det franske samfund?
Dansk Folkeparti har i dag kaldt kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S) i samråd, skriver Ritzau. Årsagen er sommerens debat om brugen af ordet ”eskimo”. I samrådet skal ministeren svare på, om hun er enig med Nationalmuseet i, at ordet ikke længere bør anvendes i museets udstillinger. Kristeligt Dagblad kunne i slutningen af juli fortælle, at Nationalmuseet ville begynde arbejdet med at fjerne eskimo-ordet fra deres udstilling ”Eskimoer og Grønland”.
Den norske forening Skaper, der på dansk betyder ”Skaber”, har udgivet en undervisningsbog, som hævder, at jorden blot er 6000 år gammel. Det skriver Vårt Land. Bogen er skrevet af Andreas Årikstad, der er rektor ved Jærtun Lutherske Friskule i det sydvestlige Norge. Udgivelsen møder kritik fra den kristne ungdomsorganisation Laget, hvor Jon Romuld Håversen mener, at det er ”stærkt problematisk” at undervise unge i et uvidenskabeligt syn på skabelsen.
”Det giver de unge en ekstra byrde. Det er næsten som at sende soldater i krig med papskjold og plastiksværd. De unge bliver ikke ordentligt rustet til at bevare troen i mødet med verden,” siger han til Vårt Land.