Socialdemokrater skriver en ny, gammel urfortælling

En ny bog til forsvar for ”det folkelige Danmark” skriver sig ind i en række af ideologiske meldinger, som socialdemokratiske politikere lancerer i disse år

”Det startede på Mette Frederiksens første kongres, hvor man søgte at vriste sig ud af Corydons og Thornings skygge, ud af konkurrencestaten og arbejdsudbudsteorien – ting, som jo ikke er groet i en socialdemokratisk have,” siger Elisabet Svane.
”Det startede på Mette Frederiksens første kongres, hvor man søgte at vriste sig ud af Corydons og Thornings skygge, ud af konkurrencestaten og arbejdsudbudsteorien – ting, som jo ikke er groet i en socialdemokratisk have,” siger Elisabet Svane. . Foto: Ritzau Foto.

Et nyt principprogram skulle de have. Det var for længst besluttet, og i april præsenterede pennefører Dan Jørgensen sit udkast til Socialdemokratiets nye af slagsen.

Men Socialdemokratiets ideologiske retning bliver ikke kun finpudset på det principielle plan. Også på bogmarkedet sker der røde ting og sager. På mandag udkommer folketingsmedlem Kaare Dybvads bog ”De lærdes tyranni”, der tager et skarpt opgør med ”den kreative klasse” og både ærgrer sig over, at det gamle makkerparti Radikale Venstre ”opgav det folkelige Danmark”, og at den røde Thorning-regering på visse områder førte ulighedsskabende politik.

I forvejen er det bare halvanden måned siden, at partifællen Mattias Tesfaye var aktuel med bogen ”Velkommen Mustafa”, der gennemgik 50 års socialdemokratisk udlændingepolitik, og i sidste uge lancerede formand Mette Frederiksen Socialdemokratiets EU-kurs i et interview i Weekendavisen under overskriften ”EU for folket”.

Socialdemokraterne skriver på en grundfortælling, mener Elisabet Svane, politisk redaktør på Avisen Danmark, der også noterer sig, at partiet igen kalder sig Socialdemokra tiet.

”Det startede på Mette Frederiksens første kongres, hvor man søgte at vriste sig ud af Corydons og Thornings skygge, ud af konkurrencestaten og arbejdsudbudsteorien – ting, som jo ikke er groet i en socialdemokratisk have,” siger Elisabet Svane.

Hun finder det sværere at vurdere, om fortællingen er ”Socialdemokratiet Classic” eller en ny fortolkning.

”De ser det selv som en tilbagevenden til før 1971, hvor Ritt Bjerregaard og Svend Auken kom ind (i Folketinget, red.). Jeg synes, det er mere komplekst,” siger hun:

”Noget er jo en genskrivning, men det er også at fjerne et stort lag. Socialdemokratiet har ikke kun været et parti for arbejdspladser og arbejderrettigheder. Det har også været en stærk kulturbærer, og det har i hvert fald ikke været det område, Mette Frederiksen har talt mest om.”

Folketingsmedlem Kaare Dybvad svarer ”ja, helt klart” til, at hans nye bog er en del af en partistrømning, som også Mattias Tesfayes bog er et udtryk for.

En strømning, der slår et slag for ”det folkelige Danmark” og forener dem, der i 2005 stemte for eller imod Helle Thorning-Schmidts formandskandidatur.

Han fremhæver, at han selv og forgængeren i Holbæk-kredsen, Thomas Adelskov, var stærke tilhængere af Frank Jensen som formand, mens blandt andre den nuværende Herlev-borgmester Thomas Gyldal Petersen mente det modsatte.

”Når man snakker med dem i dag, synes jeg i virkeligheden, at de giver udtryk for den samme vigtighed af lokalsamfundene, stærke institutioner og stærke foreninger,” siger han.

Thomas Gyldal Petersen mener selv, at ”efter mange års tørke er der en fremkomst af en ny, mere reflekteret socialdemokratisk tænkning omkring visioner og principper.”

”Jeg tror, det er rigtig godt, at vi også på det kreative plan får sat pen til papir,” siger han og uddyber:

”Da vi tabte regeringsmagten, gjorde vi det alene af den årsag, at vi havde tabt fortællingen for de brede grupper af danskerne, som har behov for præcis de fællesskaber, som Socialdemokratiet skal være garant for,” siger han med en stikpille til den tidligere partiledelse og peger samtidig på en skærpet udlændingepolitisk profil.

Partiet har nu en klar socialdemokratisk fortælling om, hvorfor udlændinge-stramninger er socialdemokratisk. Nemlig som et forsvar for den fællesskabsbårne og omfordelende velfærdsstat.

”For første gang har vi fået en meget klar, entydig og forståelig socialdemokratisk fortælling, som begrunder vores politik,” siger han, mens Elisabet Svane ligeledes hæfter sig ved, at Mette Frederiksen taler om udlændingepolitik ”i en økonomisk ramme”, hvilket ”tager toppen af følelserne”, siger den politiske redaktør.