Socialdemokraterne lancerer ny indvandrer- og flygtningekampagne

”Kommer du til Danmark, skal du arbejde,” lyder det fra Socialdemokratiet i en ny kampagne, der blev lanceret i går. Dansk Folkeparti kalder kampagnen for manipulation med vælgerne

På busser i hovedstadsområdet kunne man i går se reklamer som denne.
På busser i hovedstadsområdet kunne man i går se reklamer som denne. . Foto: Simon Læssøe/Scanpix.

Stramme asylregler og flere krav til indvandrere.

Det er meldingen i en ny kampagne fra Socialdemokraterne, som også sætter fokus på, at ”kommer du til Danmark, skal du arbejde.”

Kampagnen, der rammer et af den kommende valgkamps måske hedeste emner, blev skudt i gang hen over weekenden med plakater og annoncer.

”Det er det, vi står for. Og det er den politik, som denne regering har ført,” siger politisk ordfører Maja Panduro (S).

”Vi har strammet kravene til at kunne få asyl i Danmark. Det er første gang i 12 år, at en dansk regering har gjort det.”

Grunden til, at regeringen har strammet asylreglerne er ifølge Maja Panduro, at der lige nu er flere flygtninge i verden, end der har været siden Anden Verdenskrig. Og det er noget, der også skal kunne håndteres i Danmark, siger hun.

”Samtidig skal vi behandle de mennesker, der kommer hertil, på en ordentlig og rimelig måde. Men dertil hører også, at vi stiller krav til hinanden, og at vi er ærlige omkring, hvilke forventninger der er til folk, som kommer til Danmark,” siger Maja Panduro.

Den nye kampagne lægger sig i kølvandet på det integrationsudspil, som regeringen præsenterede i onsdags.

Udspillet ”Alle skal bidrage” har til hensigt at sende flere udlændinge ud på arbejdsmarkedet i stedet for at parkere dem på kontanthjælp eller andre offentlige ydelser.

”Det handler om, hvordan vi kan sikre, at flere end i dag kommer i arbejde,” siger Maja Panduro om udspillet:

”Og hvis man ikke kan få et rigtigt arbejde, som selvfølgelig er førsteprioriteten, skal man i stedet arbejde for sine ydelser. Heldigvis er der rigtig mange indvandrere, som er i job. Men der er stadig også for mange, som selv efter mange år i Danmark ikke forsørger sig selv. Det vil vi lave om på.”

Valget skal senest afholdes den 15. september.

Det er manipulation på højt niveau, når Socialdemokraterne i en ny kampagne om indvandrere og udlændinge forsøger at overbevise danskerne om, at regeringen fører en stram udlændingepolitik.

Sådan sagde Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen lørdag aften i en kommentar til S-kampagnen.

”Hvis det lykkes for dem at overbevise vælgerne om, at denne regering har ført en stram udlændingepolitik, så mener jeg, at samtlige pressemedarbejdere og spindoktorer, som er ansat af regeringspartierne, bør få en klækkelig lønforhøjelse. For så har de fortjent det. Det er manipulation på højt niveau,” siger han i en pressemeddelelse.

Martin Henriksen mener, at regeringen sammen med Enhedslisten og Liberal Alliance stik imod kampagnens budskab stiller færre krav til udlændinge på en ”lang række områder”:

”Sagen er den, at Helle Thorning-Schmidts regering har lempet asylpolitikken, familiesammenføringsreglerne, reglerne for permanent ophold, udvisningsreglerne og reglerne for tildeling af statsborgerskab,” siger han.