Socialdemokratiet får svært ved at forklare den politiske kolbøtte

Venstres og Moderaternes løftebrud om nej til en advokatvurdering af Mette Frederiksens rolle i minksagen, har affødt voldsom kritik. En bred midterregering med en økonomisk borgerlig politik, vil dog give Socialdemokratiet nok så mange forklaringsproblemer

Der bliver nok af spørgsmål at svare på for både Socialdemokratiet og Venstre, hvis det lykkes at binde regeringsprojektets sidste sløjfer, skriver politisk redaktør.
Der bliver nok af spørgsmål at svare på for både Socialdemokratiet og Venstre, hvis det lykkes at binde regeringsprojektets sidste sløjfer, skriver politisk redaktør. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Borgerlige vælgere og politikere kritiserer Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og Moderaternes Lars Løkke Rasmussen højlydt, efter at de har accepteret, at der ikke kommer en advokatvurdering af Mette Frederiksens (S) rolle i minksagen.

Jakob Ellemann-Jensen gav mandag aften Venstres hovedbestyrelse en status på forhandlingerne om en bred midterregering, som ventes afsluttet i allernærmeste fremtid, måske allerede tirsdag eller onsdag.

På mødet ville han også forklare de 133 hovedbestyrelsesmedlemmer, hvorfor partiledelsen har bøjet sig for Socialdemokratiets krav om, at minksagen ikke undersøges yderligere. Jakob Ellemann-Jensen erkender, at det er et brud på valgløfterne, præcis som det vil være at gå i en regering med Mette Frederiksen (S) som statsminister.

Venstres umiddelbare forklaring på kovendingen er, at der alligevel ikke vil være et flertal i Folketinget for undersøgelsen. Flertallet forsvandt i det øjeblik, Lars Løkke Rasmussen søndag eftermiddag i TV 2 News skrinlagde idéen. Han "hev plasteret af" og gjorde klart, at der ikke kunne blive en juridisk undersøgelse af landets statsminister – selv om han ellers umiddelbart før valget gjorde netop sådan en undersøgelse til et ultimativt krav for at pege på Mette Frederiksen.

Man har et standpunkt, til man tager et nyt. For Jakob Ellemann-Jensen er rationalet fortsat, at Venstre kan få mest borgerlig politik igennem ved at droppe kravet om en advokatundersøgelse og indgå i et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.

Det vil holde venstrefløjen uden for indflydelse, især når det bliver en flertalsregering, som alt nu tyder på. En regering bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne vil råde over 89 mandater, hvortil kommer mindst tre, måske endda alle fire nordatlantiske mandater, det vil sige et klart flertal. Får regeringen yderligere De Radikale med, vil den alene sidde med 96 mandater.

Venstre har tidligere ønsket at holde Lars Løkke Rasmussen væk fra ministerbænkene, fordi han har gjort så stort et indhug i partiets stemmetal. I dag ser det dog ud til, at ønsket om en flertalsregering har trumfet ubehaget ved at skulle sidde i regering med den tidligere partiformand. Sporene med flerpartiregeringer uden eget flertal, særligt VLAK-regeringen fra 2016 til 2019, skræmmer.

Nu vil man politisk sikre en borgerlig reformdagsorden med for eksempel skattelettelser, øget arbejdsudbud og en forbedring af sundhedsvæsenet, og der ses Moderaterne som en nær allieret for Venstre.

Hidtil har der været mest fokus på risikoen for Venstre ved at indskibe sig i det brede regeringsprojekt med Socialdemokratiet. Den kan blive alvorlige nok, især hvis det slår fejl.

Mindre opmærksomhed har der været på Socialdemokratiets risici. De er betragtelige. Ender det med et regeringsgrundlag med så markante borgerlige fodaftryk, som man må forvente, efter hvad der hidtil er kommet frem, får Socialdemokratiet alvorlige forklaringsproblemer.

Hvordan vil partiet mon retfærdiggøre lempelser af topskatten og selskabsskatten, lavere uddannelsesstøtte, en fuldstændig afskaffelse af efterlønnen eller lignende tiltag på pensionsområdet, som en SVM-regering måtte enes om?

Da Mette Frederiksen overtog ledelsen af Socialdemokratiet i 2015, skete det med en klar ide om, at partiet skulle flyttes til højre i værdi- og udlændingepolitikken og til venstre i fordelingspolitikken. Den tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og ikke mindst finansminister Bjarne Corydon (S) blev på det nærmeste retoucheret ud af den socialdemokratiske historiebog. Netop Bjarne Corydon, som i dag er chefredaktør for dagbladet Børsen, vil dog klappe i hænderne over det regeringsgrundlag, partierne ventes at lægge frem.

Mette Frederiksen fik sagt, at hun var mere rød end grøn, men det udsagn trak hun i sig, da hun blev statsminister i 2019 med støtte fra venstrefløjen og De Radikale. Formelt set har hun nu forberedt vælgerne på, at hun ikke længere er så rød, at det gør noget – først i sin grundlovstale, hvor hun åbnede for idéen om en bred regering. Og endnu klarere, da hun udskrev valget og gjorde den brede regering til sin førsteprioritet.

Men der vil blive skåret tænder hos Socialdemokratiets venstrefløj, ligesom SF og Enhedslisten vil tordne løs mod Socialdemokratiet for at være hverken grøn eller rød nok.

Den brede regering vil tilsyneladende løse den økonomiske krise med borgerlig økonomisk politik. Det skal sikre et større udbud af arbejdskraft og et større økonomisk råderum for det offentlige. Det bliver bare svært at forklare vælgerne, at for eksempel skattelettelser lige nu skulle være den rigtige medicin mod krisens dårligdomme. Isoleret set vil skattelettelser for eksempel puste yderligere til inflationen.

Der bliver nok af spørgsmål at svare på, hvis det lykkes at binde regeringsprojektets sidste sløjfer.

Dette er en politisk analyse.