Socialdemokratiet står foran et historisk kursskifte

Det socialdemokratiske kursskifte i udlændingepolitikken afspejler en historisk udvikling i synet på konventioner og menneskerettigheder

I disse uger og måneder viser forandringen sig i blandt andet politiske processer som forbrødringen mellem Thulesen Dahl (DF) og Mette Frederiksen.
I disse uger og måneder viser forandringen sig i blandt andet politiske processer som forbrødringen mellem Thulesen Dahl (DF) og Mette Frederiksen. . Foto: Jens Dresling/Ritzau Foto.

I morgen fremlægger socialdemokraten Dan Jørgensen et oplæg til partiets syvende principprogram, der vil indeholde formuleringer om den nye, stramme udlændingepolitik, som Mette Frederiksen og gruppeformand Henrik Sass Larsen har formuleret efter valget i 2015.

Dan Jørgensen er gammel elev af Svend Auken, og i Berlingske beklagede Jørgensen for nylig, at han så sent havde forstået indvandringens udfordring. Dette skifte har historiske dimensioner og har udløst politiske processer, der peger frem mod et opbrud i det blok-mønster, der har struktureret dansk politik siden Schlüter-regeringens fald i 1993.

I disse uger og måneder viser forandringen sig i politiske processer som forbrødringen mellem Thulesen Dahl (DF) og Mette Frederiksen, De Radikales omfavnelse af Venstres næstformand Kristian Jensen og i en principiel og central debat, som Henrik Sass Larsen har initieret med sin tale om ”den utopiske humanisme” hos ”storby-intellektuelle”, ikke mindst blandt De Radikale og i Alternativet.

Menneskerettigheder er et sæt forestillinger, som opstod under den nordamerikanske revolution og blev fulgt op af en erklæring under den efterfølgende franske ditto.

I sin mere moderne form fik menneskerettighederne deres store gennembrud under og efter Anden Verdenskrig. Under det sejrrige USA’s ledelse blev menneskerettigheder etableret som modstykket til nazisme og facisme og indgik centralt i FN, men også Europa-rådet og senere EF, der blev skabt under stærk amerikansk inspiration.

Den sejrrige, multikulturelle nordamerikanske forbundsstat blev model for føderalistiske kræfter i Europa. Europarådet og EF blev følgen, og menneskerettighederne blev udgangspunktet for konventioner som flygtningekonventionen, der havde udgangspunkt i erfaringerne fra politiske flygtninge fra nazismen og efterfølgende fra det sovjetiske imperium.

Men da flygtninge- og immigrantstrømmen skiftede karakter i begyndelsen af 1980’erne som et resultat af globaliseringsprocessen med en ny, stærkt intensiveret kontakt mellem det rige Vesten og klodens fejlslagne samfund i Den Tredje Verden, blev konventionerne et politisk stridsemne.

Herhjemme blev Søren Krarup som EF-modstander og kritiker af den nye masseindvandring en skarp kritiker af menneskerettighederne, som han udfra sin tidehvervske kristendom kaldte ”afgudsdyrken”.

En faktor i det kritiske blik på menneskerettighederne i Sass Larsens opgør med de storby-intellektuelle ”utopister” gennem det seneste par uger er markante forskelle mellem Danmark og andre europæiske nationalstater og USA.

USA’s historiske tilbliven som multikulturel forbundsstat har skabt en grundmodel for en samfundsorden, hvor individet står over for domstole, der regulerer rettigheder og regelsæt. I nationalstaternes Europa, ikke mindst i Skandinavien, er rettighederne typisk kollektive, skabt af bevægelser, ikke mindst bondebevægelser og arbejder-bevægelser.

I en nation, hvor rettigheder og samfundsmæssig balance er skabt i fællesskaber, forhandlinger og kompromisser, er menneskerettighederne ikke sjældent i et modsætningsforhold til de nationale fællesskaber.

Det er ”storby-akademikerne”, der ifølge Sass Larsen prædiker det utopia, der vil sætte ”velfærdsstaten på spil for indvandringens skyld”. I særlig grad ”fordi de – eller store dele af dem – har fundet indvandring ubekymrende. De bor ikke i nærheden af de problemer, der opstår som følge af indvandring. Og de er ikke jobtruet som følge af globaliseringen,” siger Sass Larsen i et interview med Ekstra Bladet.

Bag denne argumentation ligger et historisk forløb, der tegner til at blive et opgør med en retsorden og et sæt konventioner, affødt af tiden umiddelbart efter Anden Verdenskrigs afslutning. Og hvor en meget mulig konsekvens kan blive til et opbrud i de seneste 25 års politiske mønster i Danmark.