Prøv avisen
Politisk analyse

Socialdemokratiet har fundet formlen

”Midtvejsvalget” viser, at partiet har fundet den formel, der på længere sigt kan bane vej til Statsministeriet for partileder Mette Frederiksen, men det in mente, at der er forskel på landspolitik og lokalpolitik. Foto: Rasmus Juul

Kommunal- og regionsrådsvalget viser, at de borgerlige ikke kan vinde på velfærdspolitik, og at Socialdemokratiets tætte parløb med Dansk Folkeparti har stækket de borgerliges vigtigste våben, udlændinge- og retspolitikken

Der er forskel på landspolitik og lokalpolitik. Resultaterne fra kommunal- og regionsrådsvalget tirsdag kan ikke omsættes direkte til magtforholdene på Christiansborg.

Men selvfølgelig giver lokalvalgene et klart vink om, hvad der politisk rører sig i befolkningen. Derfor har valgets eneste entydige vinder, Socialdemokratiet, ekstra grund til at glæde sig over blandt andet en opbakning fra 32,5 procent af vælgerne på landsplan, sikre borgmesterposter i de fire største byer samt formandsposterne i fire af fem regionsråd.

”Midtvejsvalget” viser, at partiet har fundet den formel, der på længere sigt kan bane vej til Statsministeriet for partileder Mette Frederiksen. Parløbet med Dansk Folkeparti i velfærdspolitikken og kopieringen af Dansk Folkepartis udlændingepolitik har i den grad fungeret.

Valgkampen har de fleste steder handlet rigtig meget om ældrepleje, folkeskoler og sundhedsvæsen, det vil sige de store velfærdsområder - Socialdemokratiets hjemmebane. Trods bandekonflikten i København og de fortsat store integrationsproblemer rundt omkring i landet er der blevet talt meget lidt om lige præcis udlændinge- og retspolitik.

Ikke meget at sige til, at man græmmer sig i Dansk Folkeparti, der står tilbage som den store taber. Den enorme fremgang ved folketingsvalget i 2015 blev heller ikke denne gang omsat til kommunal- og regionalpolitisk succes. Tværtimod måtte partiet med en opbakning fra sammmenlagt 8,8 procent opgive drømmen om at få flere borgmesterposter, bortset fra den ene, det sent onsdag aften lykkedes at få i hus til Karsten Nielsen på Læsø.

Formand Kristian Thulesen Dahl afviser ganske vist over for TV2, at et ”tab på 1,3 procent i et kommunalvalg” vil få Dansk Folkeparti til at ændre den politiske linje, men i baglandet og på de sociale medier diskuteres årsagerne til nederlaget allerede flittigt.

Debatten illustrerer Dansk Folkepartis centrale dilemma ved at ville overtage Det Radikale Venstres position som midterparti, der kan samarbejde til begge sider. Den position risikerer man så let at tabe vælgere på, både dem, der betragter sig som borgerlige og dem, der betragter sig som socialdemokrater. Dilemmaet har tidligere kostet Kristendemokraterne og Centrumdemokraterne livet som folketingspartier.

Skal Dansk Folkeparti finde nogen trøst, må det være, at det kun lykkedes udfordreren til højre, Nye Borgerlige, at få valgt et enkelt kommunalbestyrelsesmedlem, nemlig i Hillerød i Nordsjælland.

Overordnet er det mest bemærkelsesværdige ved kommunal- og regionalrådsvalget, at vælgerne klart er drejet mod venstre med lille v. Hvor Venstres tilbagegang ved folketingsvalget blev opvejet af fremgang for Dansk Folkeparti, står begge de to store borgerlige partier nu med tilbagegang. De Konservative er vælgermæssigt gået frem, men det kan ikke opveje de andre partiers tilbagegang. I konstitueringerne har De Konservative tilmed tabt fem-seks af de tidligere 14 borgmesterposter. (I skrivende stund er alle konstitueringerne ikke færdigforhandlet). Kun med nød og næppe fastholdt patiet sin 108-årige tradition med at vinde borgmesterposten på Frederiksberg.

Det politiske pendul har altid svinget, og i økonomiske opgangstider som de aktuelle har Socialdemokratiet ofte stået stærkt. Det gælder for eksempel både i 1960’erne og 1990’erne. På europæisk plan er Socialdemokratiet i krise, men herhjemme har partiet en pæn chance for at genvinde regeringsmagten, fordi flertallet af vælgerne ligger til venstre for midten, når det handler om skatte- og velfærdspolitik. De borgerlige har kunnet holde sig ved magten i 12 af de seneste 16 år, først og fremmest ved at føre en hård udlændinge- og retspolitik på linje med ønsket hos flertallet af vælgerne.

Det våben har Mette Frederiksen effektivt stækket ved at kopiere de borgerliges politik på området. Umiddelbart kunne man tro, at det nu bliver lettere for VLAK-regeringen at gennemføre skattereform og finanslov, fordi Dansk Folkeparti ikke har mod på at skulle møde vælgerne i et folketingsvalg foreløbig.

Omvendt står partiet også med et behov for at markere sig stærkere, for eksempel ved at skrue op for kravene om stærkere grænsekontrol og en endnu strammere udlændingepolitik, som regeringen kan få svært ved at honorere.

Så valget har ikke gjort livet nemmere for statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

22.11.2017, kl. 22.00: Teksten er rettet, efter at det sent torsdag aften lykkedes Dansk Folkeparti at få borgmesterposten på Læsø. Af den tidligere udgave fremgik, at partiet ikke skulle have fået en eneste borgmesterpost.

Politisk redaktør Henrik Hoffmann-Hansen analyserer valget