Socialdemokratiet har skabt trafikkaos for regeringen

Forhandlingerne om lavere tilbagetrækningsalder er kommet på tværs af regeringens plan om at få en hurtig aftale om sundhedsreformen. Efter vinterferien venter mindst en hæsblæsende måneds politisk arbejde, før folketingsvalget kan udskrives

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen præsenterede på et pressemøde den 22. januar Socialdemokratiets udspil "De mest nedslidte fortjener også en værdig pension".
Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen præsenterede på et pressemøde den 22. januar Socialdemokratiets udspil "De mest nedslidte fortjener også en værdig pension".

Det stod ikke i regeringens drejebog for foråret. Men Socialdemokratiets krav fra den 22. januar om, at folkepensionsalderen skulle sænkes for de mest nedslidte, åbnede en flanke, regeringen var nødt til gå ind i. Især da Dansk Folkeparti viste en interesse for forslaget, som S-formand Mette Frederiksen i hvert fald i første omgang var ”kisteglad” for.

Nu er det måske en overdrivelse at sige, at regeringen i det hele taget har en drejebog. Lanceringen af den store sundhedsreform blev udskudt i næsten to år, og målet er i dag alene at lande en politisk aftale, som lovgivningsmæssigt først kan gennemføres efter folketingsvalget. Såfremt regeringen bevarer sit parlamentariske flertal.

Samme strategi gælder for de to andre store politiske områder, regeringen håber at indgå aftaler om – dels endnu en aftale om udlændingepolitikken, dels en om fremtidens infrastruktur.

Tanken er, at de forventede forlig skal kunne bruges i valgkampen til at overbevise vælgerne om, hvad VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti sammen vil gennemføre, hvis vælgerne sikrer dem flertal i endnu en valgperiode.

De tre store temaer rummer dog hver for sig så store politiske udfordringer, at det er vanskeligt at se, hvordan det skal kunne nås, inden statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er tvunget til at udskrive valget.

Til det har han i praksis tre åbne vinduer tilbage. Det første lukker inden påske, det andet den 26. maj, hvor et valg kan slås sammen med valget til Europa-Parlamentet, og endelig det tredje, den sidst mulige dato inden for Grundlovens rammer, som er den 17. juni. Det sidste er nok mest en hypotetisk mulighed.

I praksis efterlader det mellem en og to måneder til det politiske arbejde. Samt til at få vedtaget lovene om det udlændingepolitiske ”paradigmeskifte” fra finanslovsaftalen. De love er på vej gennem Folketinget og ventes vedtaget omkring midten af marts. Det ligner i praksis den tidligste skæringsdato for statsministerens mulige ”tryk på knappen”.

I sig selv er det en politisk nyskabelse, at en regering i den grad er opsat på at få store aftaler hjem tæt op mod et folketingsvalg. Historisk har det været gængs lærdom på Christiansborg, at det ikke kunne lade sig gøre. Rationalet er, at partierne i forlig er nødt til at indgå kompromiser, og så meget desto sværere får de ved bagefter at møde deres vælgere med, ideologisk talt, rene hænder.

Alligevel er det altså den strategi, Lars Løkke Rasmussen forfølger. Det har flere mål. For det første at skabe en så samlet blå blok som muligt i valgkampen. For det andet at binde Dansk Folkeparti i forlig, som også vil gælde for støttepartiet efter valget, hvis den røde blok får flertal. Modellen er valget i 2011, hvor det kort forinden lykkedes de borgerlige at aftale tilbagetrækningsreformen med De Radikale, som efter valget pressede Socialdemokratiet til at acceptere aftalen.

Men tiden er knap. De politiske forhandlinger om sundhedsreformen ventes at gå i gang i løbet af uge 8, kort efter vinterferien. Her er Dansk Folkeparti udfordret af, at reformen er blevet fortolket som centralistisk og har mødt stor modstand i de jyske landområder, hvor partiet hidtil har stået stærkt. Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl har selv nævnt sundhedsreformen som en årsag til partiets store tilbagegang i en ny meningsmåling.

Han har dog hele tiden været for det mest kontroversielle element i reformen, nemlig aflivningen af de politisk valgte regionsråd. Derfor ligner det en overkommelig opgave for regeringen at få DF’s håndslag. Det samme kan siges om nye stramninger af udlændingepolitikken.

Meget sværere ser det ud med infrastrukturen. Det er et område, enhver regering helst vil have brede aftaler om. Det er desuden et område med store lokale interesser, som ikke altid flugter lige godt med de overordnede samfundsøkonomiske interesser. Helt konkret: I hvor høj grad skal man udvikle hovedstadsområdet eller andre dele af landet, hvor de fleste politikere er valgt?

Der skal blandt andet sættes rammer for kommunernes og regionernes investeringer og for investeringerne i forsvaret de kommende år. Dermed risikerer der at være færre penge lokalt til veje, broer og togskinner, end mange politikere kunne ønske sig op til et folketingsvalg.

Ind i alt dette har Socialdemokratiet kastet sin pensionsreform, som regeringen nu også har taget op. Dens håb er at få en smal aftale med Dansk Folkeparti, der kan bruges til at angribe Socialdemokratiets forslag for at være samfundsøkonomisk uansvarligt. Regeringen arbejder på at få pensionsspørgsmålet løst hurtigt, men det presser tidsplanen for forhandlingerne på de andre områder.

Man kan roligt sige, at Socialdemokratiet har fået skabt trafikkaos for regeringens i forvejen usædvanligt stramme køreplan for foråret.