Socialdemokratiet har tændt for valgmaskinen. Men virker den?

Socialdemokratiet har intensiveret sin kritik af den borgerlige opposition. Eksperterne er dog i tvivl om, hvorvidt negative kampagner virker eller snarere skubber vælgerne væk

Mette Frederiksen (S) efter statsministerkandidaternes debat hos DR i København søndag den 4. september 2022.
Mette Frederiksen (S) efter statsministerkandidaternes debat hos DR i København søndag den 4. september 2022. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix.

Regeringspartiet har i de seneste uger skruet bissen på rent retorisk.

Et nyligt eksempel herpå er en beregning fra Finansministeriet, der kom i forbindelse med statsministerkandidat-debatten i tv mellem statsminister Mette Frederiksen (S), Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen og De Konservatives formand Søren Pape Poulsen for godt to uger siden.

Beregningen viser ifølge ministeriet, at en nulvækst i det offentlige forbrug vil medføre, at 40.000 offentligt ansatte vil miste deres job frem mod 2030, og den blev af statsminister Mette Frederiksen (S) fremført som et angreb på De Konservatives økonomiske politik. Skrækscenariet blev kommenteret og delt i ét væk på sociale medier af ordførere og ministre, men er siden blevet tilbagevist af økonomer. Beregningen har også vist sig at være delvis forkert, fordi De Konservative ikke foreslår nulvækst, men derimod en realvækst på 0,13 procent om året plus inflation.

Sideløbende med dette er en lang række af markante socialdemokrater, herunder flere ministre og den politiske ordfører Rasmus Stoklund, særdeles aktive på sociale medier, hvor de i opslag efter opslag langer hårdt ud efter den borgerlige opposition.

Mads Kæmsgaard Eberholst, studielektor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet, var ved valget i 2019 med til at undersøge den politiske valgkamp i medier og på sociale medier. Samme undersøgelse er i han færd med at forberede sig på til et kommende valg. Han vurderer, at Socialdemokratiets negative kampagneform har en tvivlsom effekt, og at den kan give bagslag:

”Der er i USA en stærk tradition for at kritisere modparten op til et valg. Her kan man flytte nogle vælgere ved at skræmme dem over på ens egen side. Men i Danmark, hvor der nu er mange partier at stemme på, er det mere tvivlsomt, hvor man skræmmer vælgerne hen. Derfor er det nødvendigvis ikke specielt virksomt.”

Et nyligt eksempel på, hvordan ”tingene nogle gange tegnes lidt hårdt op”, ses som nævnt hos Socialdemokratiets politiske ordfører Rasmus Stoklund. I kølvandet på De Konservatives plan om topskattelettelser til landets rigeste, skrev han på Twitter: ”Din omsorg for de superrige er rørende, Søren Pape”.

Stoklund har også på sociale medier ad flere omgange delt 10 spørgsmål, han i øvrigt selv har formuleret, adresseret direkte til De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen. Spørgsmålene kredser om Søren Pape Poulsen, Mai Mercado og Inger Støjbergs besøg i Den Dominikanske Republik, hvor de mødtes med flere toppolitikere - men som gik uden om den danske udenrigstjeneste. Stoklund kalder turen for ”Søren Papes private badeferie-diplomati”. 

Rasmus Stoklund mener ikke, at hans egne og øvrige socialdemokraters strategi er urimelig. Han fastslår, at den gentagne kritik af De Konservative er berettiget, og at han ikke går efter Søren Pape Poulsen som person, men partiet, han repræsenterer: 

”Vi kan ikke kalde ham i samråd, ellers havde vi gjort det for længst. Derfor må debatten foregå på den her måde. Men jeg går ikke efter de konservative, jeg går efter De Konservatives politik.”

Når man spørger til, hvorfor Rasmus Stoklund så ad flere omgange har henvendt sig ganske personrettet og direkte til Søren Pape Poulsen, svarer han: 

”Nu er han jo leder af Det Konservative Folkeparti, så det er hans politiske linje, vi har en uenighed om. Derfor er det naturligt at henvende sig til ham.”

Rasmus Stoklund bekræfter, at han aldrig har sendt spørgsmålene direkte til Søren Pape Poulsen i en mail eksempelvis, men han ”håber, at Pape vil svare på de her fuldstændigt legitime spørgsmål”.

Rasmus Stoklund vil dog gerne erkende, at også han bidrager til en polariserende tone - herunder på sociale medier.

”Det gør jeg jo nok. Det er svært at komme udenom. Det er desværre et vilkår i moderne politik. Men så længe, man holder et fokus på bolden og det indholdsmæssige, så ser jeg ikke noget problem i det.”

Rasmus Tue Pedersen, der som ph.d. og seniorforsker ved Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, forsker i forholdet mellem borgere og politikere, betragter ikke Socialdemokratiets til tider negative kampagne som noget, der påvirker vælgerne negativt. Han vurderer snarere, at strategien kan virke helt efter hensigten:

”Med hensyn til de negative kampagner, så er det kedelige svar, at de kan virke. Den kampagneform giver ofte god mening, fordi budskaberne får langt mere mediedækning. Angreb på modstanderen kommer bare længere ud, viser flere studier, end når et parti taler om sin egen politik. Men der er ikke noget, som indikerer, at vælgerne nødvendigvis skifter politisk ståsted på grund af en negativ kommunikationsstrategi,” siger han og uddyber:

”Der har tidligere været bekymringer for, om negative kampagner kan medføre, at vælgere helt holder op med at stemme. En masse opfølgende analyser viser dog, at det ikke er tilfældet. Det kan lige såvel mobilisere nogle vælgere, fordi der kommer nogle følelser og noget drama ind i politik. Og så skal man huske, at dem, der er uenige i de negative kampagner nok også dem, der aldrig kommer til at stemme på det pågældende parti alligevel.”  

Flere kritikere – herunder også på sociale medier – har fremført, at Socialdemokratiets negative retorik er et resultat af valgpanik. Er der hold i den påstand, eller er strategien nøje overvejet?

”Jeg vil tro, at det er nøje gennemtænkt. En kritik af modstanderen i en politisk valgkamp er ikke udtryk for panik. Negative kampagner er ikke noget, der blot anvendes, hvis man er desperat eller bagud i meningsmålingerne. Det er et værktøj, som bruges af røde såvel som blå. Vi tror ofte, at politiske angreb er noget nyt – især op til valg – men det er på ingen måde tilfældet,” siger Rasmus Tue Pedersen.

Socialdemokratiet deltager dog ikke kun i en ordkløverkrig mod hovedsageligt De Konservative. Partiet har også koldstartet valgmaskinen for at bevise, hvad det dur til. Og det er ikke så lidt, må man forstå. Statsministeren og Socialdemokratiets sociale medier er i skrivende stund præget af utallige opslag om Mette Frederiksen, der besøger danskere ude i landet samt en række af udspil og holdninger til alt fra Arne-Pensionen, gratis psykologhjælp til unge, et mere ”retfærdigt” asylsystem, kvinder i Forsvaret, for meget bureaukratisk papirarbejde i det offentlige, reklamer for pengespil – og sådan kunne man blive ved.

I den forbindelse ser Mads Kæmsgaard Eberholst faktisk, at Socialdemokratiets store indsats på sociale medier kan give pote:

”Vi ved, at politikeres tilstedeværelse på sociale medier kan have indflydelse på personlige stemmer. Og på sociale medier går alting bare ekstremt hurtigt. Her rykkes dagsordenen nærmest fra dag til dag. Så det giver i den grad mening, at Socialdemokratiet har så meget tryk på og viser, at de vil så mange ting på samme tid og oven hinanden.”