Regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen er på det seneste i politisk forstand vendt tilbage til storbyerne. Det ses i stort og småt. Blandt de små tegn er Mette Frederiksens Instagram-profil, hvor billederne ikke længere fokuserer på indtagelse af makrelmadder, vinduespudsning eller bagning, men på mere statsmandsagtige møder med vigtige personer.
Regeringen har også ændret sin tidligere land versus by-retorik og taler ikke længere om de skarpe skel mellem de to. Ikke engang ønsket om et Danmark i bedre balance høres mere. Det er, som om balancen allerede nu er fundet.
Årsagen til ændringen er ikke svær at finde. Den skyldes først og fremmest chokket fra kommunalvalget i efteråret, som blev det værste for Socialdemokratiet i årtier. Tilbagegangen skyldtes ikke mindst et massivt stemmetab i de store byer, flere steder en tilbagegang i omegnen af 10 procentpoint. I København måtte Socialdemokratiet oven i købet lide den tort at se sig slået af Enhedslisten som byens største parti. Det var ellers en position, som Socialdemokratiet havde haft siden 1900-tallets begyndelse.
Samtidig er det imidlertid også vigtigt at få med, hvorfor Socialdemokratiet i det hele taget var kommet til at indtage rollen som talsmand for Udkantsdanmark og de mange småbyer, som findes her. Årsagen hertil er et andet valgchok, nemlig folketingsvalget i 2015.
Valget betød, at Socialdemokratiet for første gang ikke længere var landets største arbejderparti, hvis man herved forstår et parti, som får den største andel af stemmerne blandt lønmodtagere med en ufaglært eller faglært uddannelse. Den position var nu overtaget af Dansk Folkeparti, som med over 21 procent af stemmerne havde farvet store dele af Udkantsdanmark i blandt andet Sønderjylland og Vestsjælland gult på bekostning af Socialdemokratiets røde og Venstres blå farver.
Folketingsvalget i 2015 var et politisk Pearl Harbor-chok for Socialdemokratiet. Ingen havde set det komme, og lige pludselig var der Dansk Folkeparti-vælgere her og der og alle vegne i områder, som geografisk og klassemæssigt havde været stærke socialdemokratiske bastioner.
Da Mette Frederiksen kom til som formand efter Helle Thorning-Schmidts tab af regeringsmagten i 2015, var reaktionen at lave en ”omvendt” Thorning-Schmidt. Nu skulle det internationale caffe latte-, Østerbro- og multikultur-image endegyldigt erstattes med værdier fra den danske provins. Udlændingepolitikken blev lagt i en restriktiv benlås med det socialdemokratiske udlændingepolitiske program fra 2018, og Socialdemokratiet begyndte at omfavne den vrede, som mange vælgere i Udkantsdanmark følte, når de blev koblet af den økonomiske udvikling og samtidig endda set ned på af storbybeboerne.
Socialdemokratiet meldte sig så at sige ind i kampen for de menige lønmodtagere og mindre erhvervsdrivende i småbyerne langt uden for landets bycentre. Ønsket var at få vælgerne tilbage fra Dansk Folkeparti – naturligvis uden at det kostede vælgere i storbyerne. Idéen var vel, at vælgerne i Udkantsdanmark ville lægge mærke til skiftet, men at det samme ikke ville være tilfældet for de selvoptagede storbyvælgere, fordi de interesserede sig jo slet ikke for provinsielle emner.
Storbyvælgerne opdagede imidlertid Socialdemokratiets omkalfatring, som ikke kun var retorisk, men også fik konkrete udtryk i form af udligningsreformen og udflytninger af uddannelser fra storbyerne. Og de reagerede ved at straffe Socialdemokratiet hårdt ved kommunalvalget i 2021.
Socialdemokratiet ser nu ud til bevidst at ville gå på både et Udkantsdanmarkben og et Storbydanmarkben. Man forsøger at ryste det småborgerlige af sig, men uden at man igen fremstår caffe latte-agtige. Man vil forsøge at vise, hvor meget man gør for Danmarks større byer. Den internationale linje er også blevet pudset af. Danmark skal igen være i hjertet af EU.
Øvelsen består i, at pendulet for Socialdemokratiet ikke i den offentlige mening svinger helt over, hvor det var under Helle Thorning-Schmidt. Men at det samtidig svinger så meget, at anti-storby-imaget forsvinder. Det er ingen nem øvelse, for faren er som altid i politik, at man sætter sig mellem to stole, hvor hverken vælgerne i provinsen eller storbyen kan genkende sig selv.
Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.