”En massakre på Danmarks Radio.”
Der er ikke blevet lagt fingre imellem i vurderingen af regeringens og Dansk Folkepartis sparekrav til DR i fredags. Det blev præsenteret i form af tilsyneladende ultimative økonomiske rammer for et nyt medieforlig. Selve indholdet af udspillet skulle have været præsenteret i denne uge, men kulturminister Mette Bock (LA) meddelte i går, at det først bliver efter påske.
Et af de helt store ideologiske konfliktspørgsmål er, om staten skal sælge TV 2 helt eller delvist. Hidtil har et salg været blokeret af et muligt erstatningskrav på flere milliarder kroner for ulovlig statsstøtte til stationen tilbage i 1990’erne.
Regeringen har afventet et svar fra EU-Kommissionen om, hvorvidt man kunne friholde en eventuel køber for dette erstatningskrav. Det svar har Kommissionen nu givet, og Kulturministeriet vurderer ud fra det, at man kan give en køber tilstrækkelig sikkerhed.
Mette Bock har tidligere erkendt, at det ville være meget vanskeligt at sælge TV 2, hvis en køber risikerede at skulle betale den store erstatning senere.
Socialdemokratiet er principielt med på at sælge op til 49 procent af aktierne i TV 2, så staten beholder aktiemajoriteten og dermed magten over stationen. Regeringen vil derimod sælge TV 2 helt.
Fastholder regeringen det som et ultimativt krav, kan det få Socialdemokratiet til at droppe medieforhandlingerne, og så vil regeringen være overladt til at skrive et smalt forlig sammen med Dansk Folkeparti.
Det resultat er imidlertid hverken regeringen eller Socialdemokratiet interesseret i. Ved et smalt forlig kan Socialdemokratiet ganske vist håbe på at kunne indgå et helt nyt medieforlig efter næste valg, hvis partiet vinder regeringsmagten. Men netop kun hvis.
Tilsvarende risikerer regeringen at miste en historisk chance for at slanke DR, hvis et smalt medieforlig bliver ændret af en ny socialdemokratisk ledet regering straks efter valget næste år.
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har i et interview med Politiken sagt, at det i sig selv er et mål for hende at få et bredt forlig. Men vil partiet virkelig være med til en økonomisk massakre på det hæderkronede DR alene for at få en bred aftale?
Næ, det vil Socialdemokratiet nok ikke, men pointen er, at der faktisk heller ikke er udsigt til nogen massakre i det, regeringen og Dansk Folkeparti har lagt frem.
En besparelse på 773 millioner kroner lyder godt nok af mange penge, men så stort er det reelle sparekrav ikke, og DR’s samlede budget vil stadig være på over tre milliarder kroner årligt.
Regeringen har i noget, der ligner et prokuratorkneb, indregnet pris- og lønstigninger de næste fem år i de 773 millioner kroner. Så sparekravet målt i dagens priser er reelt kun cirka 675 millioner kroner, 100 millioner kroner mindre. Dertil spares der automatisk omkring 40 millioner kroner i administration, når licensen omlægges til skat.
Tilbage er besparelser på cirka 635 millioner kroner, men det beløb har Socialdemokratiet flere muligheder for at formindske yderligere i forhandlingerne.
Kulturministeriet har tidligere offentliggjort en meget detaljeret rapport over mulige besparelser i DR. Ikke mindst beskriver den sparemulighederne ved at ”udskille” nogle af DR’s nuværende aktiviteter. For eksempel kan der spares netto 142 millioner kroner årligt, hvis det økonomiske ansvar for Koncerthuset og DR’s orkestre flyttes over til Det Kongelige Teater. Det vil sige, at man får stort set den samme kulturelle aktivitet – formidling af musik – bare betalt af en anden offentlig kasse under Kulturministeriet.
Et andet regnestykke viser, at DR brugte 168 millioner kroner internt på dramaproduktion i 2016. Det ville være dyrere at flytte dramaafdelingen helt ud af DR, men igen ville det på papiret kunne gøre DR slankere, hvis afdelingen for eksempel blev finansieret via en ny statslig pulje.
Det samme kunne være tilfældet for DR-distrikterne, der koster et par hundrede millioner kroner om året at drive. Socialdemokratiet lægger netop op til i sit eget medieudspil, at der skal være en større ”public service-pulje”, som DR ligesom andre elektroniske medier skal kunne søge penge fra. I forvejen bruger DR 1,5 milliarder kroner om året på at købe ydelser fra private firmaer, hvilket er væsentligt mere, end institutionen er forpligtet til i sin public service-kontrakt.
Og så ikke et ord om, at det koster næsten 400 millioner kroner sammenlagt at drive tv-kanalerne DR 3 og DR Ultra.
Tallene illustrerer i hvert fald, at institutionen ikke nødvendigvis skal fyre tusindvis af medarbejdere eller lægge store dele af sin nyheds-, kultur- og historieformidling brak for at spare det, regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om.
Om det så ender med et bredt forlig, vil derfor handle mere om salget af TV 2 end om de bebudede besparelser på DR.