Socialdemokratiet satser på lokalt parløb med DF

Mens Dansk Folkeparti forhandler finanslov og taler om et VK-regeringssamarbejde efter næste valg, satser Socialdemokratiet på at få flere borg- mesterposter gennem flere lokale konstitueringer med Dansk Folkeparti efter kommunalvalget den 21. november

Kristian Thulesen Dahl (DF) og Mette Frederiksen (S) har politisk nærmet sig hinanden.
Kristian Thulesen Dahl (DF) og Mette Frederiksen (S) har politisk nærmet sig hinanden. . Foto: Finn Frandsen/ritzau.

Velfærd er ikke kun et spørgsmål om beslutninger, der træffes på Christiansborg. Det afgøres i mindst lige så høj grad af, hvad lokale politikere kan blive enige om i byrådssalene.

Ud fra det rationale satser Socialdemokratiet forud for kommunalvalget den 21. november på at kunne danne en slags velfærdsalliance med Dansk Folkeparti.

Det tætte samarbejde på Christiansborg mellem de to partier er sivet ned gennem Socialdemokratiets parti- organisation, og konstitueringsaftaler efter valget kan bane vej for flere socialdemokratiske borgmestre og måske også borgmesterposter eller andre indflydelsestunge poster til Dansk Folkeparti i nogle kommuner.

Et tættere, lokalt samarbejde med Dansk Folkeparti ser ud til at blive et af budskaberne til kongresdeltagerne, når partiformand Mette Frederiksen (S) i morgen holder tale på Socialdemokratiets kongres i Aalborg.

Kongressen finder sted, samtidig med at Dansk Folkeparti holder årsmøde i Herning, og Det Radikale Venstre holder landsmøde i Nyborg, så der bliver rig lejlighed til at afsende hilsener og politiske stikpiller på tværs af landet.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl har varmet op til den politiske superweekend med et interview i Berlingske, hvor han igen slår til lyd for, at Dansk Folkeparti gerne vil i regering efter næste valg, hvis partiet får mindst samme tilslutning som nu.

Det skal i så fald være et regeringssamarbejde med Venstre, men uden de nuværende regeringspartier Liberal Alliance og De Konservative. Samtidig slår Thulesen Dahl fast, at det ikke bliver aktuelt at gå i et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet efter næste valg. Det har længere udsigter.

Dansk Folkeparti lægger stor vægt på at placere sig midt mellem blokkene, og regeringsspekulationerne kan læses som et forsøg på at berolige de DF-vælgere, der er utrygge ved partiets parløb med Socialdemokratiet.

Samtidig kan det lokalpolitisk give god mening at gå i et tættere samarbejde med Socialdemokratiet, når der skal bevilliges penge til ældreomsorg og sundhed ude i kommunerne og regionerne.

Dansk Folkeparti fik ved valget i 2013 lige over 10 procent af stemmerne, men måtte skuffet acceptere, at det ikke gav borgmesterposter, bortset fra kulturborgmesterposten i København.

Den post fik Carl Christian Ebbesen, som til hjemmesiden Altinget.dk for nylig har sagt, at det vil være en ”bragende succes”, hvis man denne gang får tre borgmesterposter. Håbet er, at det for eksempel kan lykkes i Hvidovre og Guldborgsund kommuner.

Dansk Folkepartis kandidater og lokalformænd har fået besked fra partiets hovedkontor om, at de skal konstituere sig med dem, der vil give mest indflydelse og ikke bare af gammel vane indgå en konstituering med Venstre.

For Socialdemokratiet kan det resultere i flere borgmesterposter, hvis man lokalt kan bryde de borgerliges alliancer. Der er dog den usikkerhed ved lokalpolitik, at konstitueringer ofte ikke følger samme klare blokopdeling som på Christiansborg. Tværtimod kan man jævnligt se konstitueringer, som går helt på tværs af de sædvanlige ideologiske skel.

For år tilbage ville tanker om et tæt lokalt samarbejde mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti have rejst et ramaskrig i Socialdemokratiet. Forventningen i partitoppen er, at det ikke vil ske denne gang, fordi der nu er bred enighed om behovet for at føre en stram udlændinge- og flygtningepolitik.

På det område har Dansk Folkeparti netop erklæret sig åben for, at Danmark igen skal modtage op til 500 FN-kvoteflygtninge årligt. Socialdemokratiet er fortsat imod at åbne for kvoteflygtninge, fordi det går så dårligt med integrationen. Ved tidligere kongresser har der været kritik af den hårde linje, og efter Dansk Folkepartis kovending vurderes det som sandsynligt, at debatten også kommer op på kongressen i år.