Regering sylter valgløfter om strammere udlændingepolitik

Den socialdemokratiske regering har efter mere end tre måneder ved magten stadig ikke fremlagt konkrete forslag til lovede udlændingestramninger. Løftebrud, mener opposition. S-ministre lover, at stramningerne kommer

Før valget lød det, at eksempelvis udenlandske imamer løbende skal blive bedre til dansk, hvis de vil have forlænget deres opholdstilladelse. Det er ikke blevet fulgt op, og det har ikke været muligt at få et interview med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S). I stedet har ministeren sendt en skriftlig kommentar. Her kalder han Socialdemokratiets udlændingeudspil fra februar 2018 for ”det bedste udspil, der nogensinde er fremlagt omkring udlændingepolitik.”
Før valget lød det, at eksempelvis udenlandske imamer løbende skal blive bedre til dansk, hvis de vil have forlænget deres opholdstilladelse. Det er ikke blevet fulgt op, og det har ikke været muligt at få et interview med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S). I stedet har ministeren sendt en skriftlig kommentar. Her kalder han Socialdemokratiets udlændingeudspil fra februar 2018 for ”det bedste udspil, der nogensinde er fremlagt omkring udlændingepolitik.”. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Listen med stramninger var alenlang, da Mette Frederiksen i slutningen af maj præsenterede Socialdemokratiets udlændingepolitiske valgoplæg på et pressemøde. Muslimske friskoler står til at miste statsstøtten. Indvandrere skal tvinges ud i et 37-timers nyttejob, hvis de skal have kontanthjælp eller integrationsydelse. Børn skal automatisk skrives op til vuggestue, når de fylder et år. Og så skal arabiske prædikener i moskéer oversættes til dansk og gøres offentligt tilgængelige.

Men efter mere end 100 dage ved magten viser en gennemgang, Kristeligt Dagblad har foretaget, at S-regeringen indtil videre har negligeret strammerløfterne fra valgkampen.

I S-regeringens nye lovkatalog – en slags drejebog over de lovændringer, regeringen vil prøve at få igennem Folketinget i det kommende år – finder man næsten ingen af de i alt 12 strammerforslag, som partiet præsenterede under valgkampen.

Umiddelbart er den eneste stramning, som går igen fra valgkampen, et stop for donationer til trossamfund i Danmark fra ekstremistiske organisationer i udlandet. Til gengæld nævner regeringen intet om muslimske friskoler, 37-timers nyttejob til indvandrere, tvungen vuggestue eller initiativer, der skal sikre hurtigere hjemsendelser af afviste asylansøgere.

Det på trods af at Mette Frederiksen på det stort anlagte pressemøde i maj slog fast, at en socialdemokratisk regering ikke alene havde tænkt sig at videreføre ”den brede” udlændingepolitik fra VLAK-regeringens tid, men også selv havde bud på yderligere stramninger.

Flere af de tiltag, Socialdemokratiet har foreslået, kræver internationalt samarbejde og tager tid. Eksempelvis løftet om at bremse spontane asylansøgninger ved at etablere modtagercentre i Afrika. Eller løftet om at reformere Schengen-samarbejdet i EU, så Danmark i højere grad selv kan styre grænsekontrollen.

Men ifølge en opgørelse fra Berlingske fra september har S-regeringen foreløbig planlagt minimum 10 lempelser af udlændingepolitikken. Sammenholder man lempelserne med de løfter, som Socialdemokratiet efter mere end tre måneder ved magten stadig ikke har leveret på, er der grund til at undre sig, mener Venstres udlændingeordfører, Mads Fuglede.

”Socialdemokratiet har sat ydelserne til arbejdsløse indvandrere op. Det er en klar lempelse, som ikke ser ikke ud til blive opvejet af reelle stramninger,” siger han.

Venstre er ifølge ordføreren klar til at forhandle om de udlændingeløfter, Socialdemokratiet gik til valg på.

”Der er intet af det, Socialdemokratiet foreslog i valgkampen på udlændingeområdet, som vi ikke vil i dialog om. Men vi venter stadig på, at der sker noget, og vi forventer at blive indkaldt til forhandlinger. Vores mandater er klar til at arbejde for at passe på Danmark.”

Pia Kjærsgaard, Dansk Folkepartis udlændingeordfører, kalder Socialdemokratiets valgoplæg for ”fup og fidus”.

”Socialdemokratiet kom til magten, fordi de lovede en stram udlændingepolitik. Der er næsten ingen stramninger i lovprogrammet, mens der er masser af lempelser. Det er et løftebrud, og det er ikke i orden.”

Er det ikke retfærdigt at give S-regeringen spillerum og mere tid – de har trods alt kun været ved magten siden sommer?

”Åbenbart er logikken i Socialdemokratiet, at jo vigtigere noget er, desto længere tid tager det. Arnes pension tager tid, og udlændingestramninger tager tid. Kom i gang, siger jeg,” siger Pia Kjærsgaard.

Rasmus Jarlov, udlændingeordfører i De Konservative, stemmer i.

”Det er bemærkelsesværdigt, at det ikke tager tid at lave lempelser. Dem kan Socialdemokratiet implementere lynhurtigt, mens det tilsyneladende går meget langsomt med stramningerne. Det har været et stort bluffnumer at foregive, at Socialdemokratiet vil fortsætte den stramme udlændingepolitik og måske endda gøre den endnu strammere. Bundlinjen er, at vi har en slapperregering,” siger Rasmus Jarlov.

En af de stramninger, der står til blive syltet af S-regeringen, er kravet til religiøse forkyndere. Før valget lød det, at eksempelvis udenlandske imamer løbende skal blive bedre til dansk, hvis de vil have forlænget deres opholdstilladelse. Samtidig skulle prædikener på alle andre sprog end dansk oversættes og gøres offentligt tilgængelige. Men da partiet kom til magten, var der andre toner.

”Umiddelbart lader det til at blive svært for myndighederne at håndhæve sådan et krav i praksis. Derfor vil jeg hellere sende en klar opfordring til trossamfundene om at oversætte prædikener til dansk. Det tror jeg vil være bedre end en lovgivning, men nu får vi se,” sagde kirkeminister Joy Mogensen (S), da Kristeligt Dagblad i juli spurgte hende ind til valgløftet.

Det har ikke været muligt at få et interview med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S). I stedet har ministeren sendt en skriftlig kommentar.

Her kalder han ”Retfærdig og realistisk”, Socialdemokratiets udlændingeudspil fra februar 2018, for ”det bedste udspil, der nogensinde er fremlagt omkring udlændingepolitik.”

Ministeren hæfter sig ved, at der mellem januar 2018 og valgkampen i sommeren 2019 blev strammet på en række af de punkter, som Socialdemokratiet havde med i sit oprindelige udlændingeudspil.

”Nu gælder det så de næste skridt. Her er jeg blandt andet i gang med overvejelser om, hvordan vi får hjemsendt flere afviste asylansøgere. Skridt for skridt realiserer vi vores forslag, også selvom det hele ikke står i lovprogrammet,” skriver ministeren.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaaard (S) lover, at Socialdemokratiet kommer til at stille større krav til indvandrere, blandt andet ved, at de skal bidrage i 37 timer om ugen for deres ydelse.

”Jeg kan garantere for, at viljen er der, og vi arbejder hver dag for, at realisere de ting, som vi gik til valg på. Men det er ikke alt, som kan komme med i det første lovprogram.,” udtaler han i et skriftligt svar.