Socialdemokratiets ekstra mandat er ikke en fejl

Efter valget har der været debat om, hvorfor Socialdemokratiet har fået 50 kredsmandater og ikke kun 49. Sådan er valgloven, mange kendte den bare ikke, siger valgforsker

Rune Stubager er valgforsker og professor i statskundskab ved Aarhus Universitet. Han er uddannet ph.d. i statskundskab fra samme universitet i 2006.
Rune Stubager er valgforsker og professor i statskundskab ved Aarhus Universitet. Han er uddannet ph.d. i statskundskab fra samme universitet i 2006. Foto: Aarhus Universitet.

Rune Stubager, vil du ikke forklare, hvordan det kan lade sig gøre, at der er rødt flertal, selvom flere danskere egentlig stemte på de blå partier og Moderaterne?

Man skal først og fremmest holde sig for øje, at den væsentligste årsag til, at flertallet er tippet til rød side, er fordelingen af de nordatlantiske mandater. Der er dog den yderligere omstændighed, at rød blok har fået ét mandat mere i Danmark, end de egentlig skulle, hvis man ser på, hvad de proportionelt skulle have i forhold til resten af de partier, som klarede spærregrænsen. 

Hvordan kan det være?

Der er 135 kredsmandater, som er fordelt udover de 10 storkredse baseret på kredsenes folketal, vælgertal og areal. Derudover er der 40 tillægsmandater, som bruges til at udjævne forskellene, så partierne får en lige så stor andel af pladserne i folketinget, som de har fået andel af stemmer. Når kredsmandaterne skal fordeles, bruger man den såkaldte d’Hondtske metode til beregningen. 

Hvad går d’Hondts metode ud på?

For hvert mandat i valgkredsen dividerer man partiets stemmer med 1, 2, 3, 4 og så videre. Har parti X fået 100.000 stemmer og parti Y 80.000 stemmer, går første mandat til parti X. Når andet mandat skal fordeles, skal parti X’s stemmetal nu divideres med to, hvilket giver 50.000. Men parti Y’s skal kun divideres med 1 – de har endnu ikke fået et mandag nemlig – og det giver 80.000. Derfor går andet mandat til parti B. Ved tredje mandat skal parti X’s stemmetal divideres med tre og parti Y’s med to. Og sådan fortsætter man, indtil alle mandater er fordelt mellem partierne. I løbet af de udregninger har Socialdemokratiet fået 50 mandater, selvom de kun skulle have haft 49, hvis der var streng proportionalitet mellem antallet stemmer og antallet af mandater. Når et kredsmandat først er tildelt, kan det ikke senere trækkes tilbage.

Er der tale om en fejl i udregningen?

Nej, der er ikke tale om en fejl. Det er beskrevet i valglovens paragraf 77 stk. 4 og 5, hvordan man gør. Grunden til, at der er opstået utilfredshed, er sådan set blot, at de færreste kendte reglen. Det er velkendt, at den d’Hondtske metode favoriserer de store partier. Denne gang er der opstået en skævhed, fordi vi nu har ét parti, der er markant større end alle andre, og der derfor kun er ét parti, som er blevet favoriseret.

Der har også været noget debat om, at det kræver flere stemmer at få et mandat i København, end det gør at få et på landet. Hvad går det ud på?

Det skyldes, at der er en areal-faktor indbygget i beregningen af, hvor mange kredsmandater hver storkreds skal tildeles. Det har en lang historisk rod, som går tilbage til slutningen af 1800-tallet, hvor valget foregik ved personligt fremmøde på en bestemt plads i valgkredsen. Det betød, at folk skulle rejse på valgdagen. For at modvirke, at kredsene i de mere tyndt befolkede områder blev for store, og folk derfor fik for langt at rejse, så gjorde man valgkredsene i Jylland lidt mindre, end de ellers skulle have været. 

En valgforsker har travlt under en valgperiode. Ser du frem til, at der snart falder lidt ro på igen?

Ja, det gør jeg. Det har været hektisk, og i perioder har det været sådan, at jeg ikke har kunnet lavet meget andet end at tale med journalister og kun lige akkurat passe min undervisning. Samtidig får jeg penge for at sætte mig ind i ting, som har en form for vigtighed. Når der er interesse for det som her i valgperioden, synes jeg også, at jeg har en forpligtigelse til at stille op.