Socialdemokratiets formandseffekt kan klinge ud

Der er blevet talt om Mette Frederiksen-effekten op til kommunal- og regionsrådsvalget. Men historisk kan erfaringerne fra et kommunalvalg ikke overføres direkte til et folketingsvalg, skriver historiker Lars Hovbakke Sørensen

I skrivende stund vil det kun være gisninger. Men den såkaldte Mette Frederiksen-effekt i valgkampens sidste dage og uger kan meget vel have været med til at sikre Socialdemokratiet et bedre kommunalvalg, end mange havde forventet.

Men hvor meget vil Mette Frederiksen-effekten betyde, når det kommer til næste folketingsvalg? Vil den kunne sikre Socialdemokratiet en valgsejr?

De historiske erfaringer tyder på, at partiformands-effekten ikke er nok til at kunne vinde folketingsvalget. De gange, hvor Socialdemokratiet har klaret sig godt ved valg til Folketinget, har det været, fordi vi har været inde i en periode, hvor partiets mærkesager også har været dem, der har optaget vælgerne. Det gælder ikke mindst beskæftigelsespolitikken.

Den økonomiske krise med de store problemer med beskæftigelsen var uden tvivl hovedårsagen til, at den røde blok vandt folketingsvalget i 2011, og at Helle Thorning-Schmidt kunne sætte sig til rette i statsministerstolen.

Tilsvarende var eksempelvis den store arbejdsløshed i 1970’erne en af hovedårsagerne til, at Socialdemokratiet var et stort og stærkt parti i hele denne periode, og at Anker Jørgensen derfor kunne danne regering den ene gang efter den anden. I perioder med problemer med beskæftigelsen vil mange vælgere hellere overlade magten til Socialdemokratiet end til de blå partier.

Problemet med beskæftigelsen – set fra Socialdemokratiets synspunkt – er imidlertid, at det ikke er noget, som de hjemlige politikere 100 procent selv kan styre. De internationale økonomiske konjunkturer har altid været afgørende for, om den socialdemokratiske beskæftigelsespolitik har kunnet lykkes.

Da vi i øjeblikket har en relativt lav arbejdsløshed, vil det derfor sandsynligvis ikke være tilstrækkeligt for Socialdemokratiet med en Mette Frederiksen-effekt til at kunne vinde det næste folketingsvalg.

Partilederen kan være nok så dygtig og have nok så meget udstråling. Hvis ikke hun samtidig kan slå på, at hun kan gå ind og løse et stort samfundsmæssigt problem, som vælgerne på det tidspunkt, hvor valget finder sted, lægger vægt på at få løst, som for eksempel arbejdsløshedsproblemet, vil hun næppe kunne hive en valgsejr hjem.

De allerseneste års erfaringer fra valg i en lang række andre europæiske lande tyder på det samme. Nu hvor den økonomiske krise og beskæftigelsesproblemerne er ved at være ovre i de fleste lande (dog ikke i alle) har socialdemokratierne fået det meget vanskeligere. Ikke fordi deres ledere ikke har udstråling og eller for den sags skyld ikke har en god nok politik. Men deres traditionelle mærkesag, beskæftigelsen, er – på grund af de gunstigere økonomiske konjunkturer – ikke længere noget, som interesserer særligt mange vælgere.

Derfor vil Socialdemokratiet næppe kunne vinde næste folketingsvalg alene på baggrund af Mette Frederiksen-effekten. Det kan bedre lade sig gøre ved et kommunalvalg, hvor mange vælgere generelt ikke interesserer sig så meget for og er lige så meget inde i den politiske substans som ved et folketingsvalg.